Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Et medlemsvenligt hus

Fra Fagbladet Sygeplejersken 2004 (nr. 21): God investering. Fem skarpe til formanden.

Sygeplejersken 2004 nr. 21, s. 9

Af:

Søren Palsbo, journalist

Er det rimeligt, at Dansk Sygeplejeråd skal bruge så mange penge på et nyt hus i København, når organisationen har faldende indtægter og varsler kontingentstigninger?

Connie Kruckow: ”Jeg kan sagtens forstå, at mange stiller det spørgsmål. Det, vi har købt huset i Kvæsthusgade for, er Garantifondens midler - det, vi populært kalder Strejkekassen. Derfor har det ikke noget med kontingentstigningen at gøre. Men jeg kan godt forstå, at det kan være svært at skille tingene ad. Vi bliver lejere hos Garantifonden til samme husleje som i Vimmelskaftet.

Man skal huske på, at vi købte huset i Kvæsthusgade i 2001, og vi forventer at flytte ind midt i februar 2005. Derfor er der allerede gået temmelig lang tid siden købet. Vi er jo i den situation, at vi har medarbejdere siddende på flere forskellige adresser. Vi har for lidt plads og uhensigtsmæssige forhold for vore medarbejdere. Det er en væsentlig del af forklaringen på, at vi købte et nyt hus: nemlig at samle de forskellige funktioner og dermed gøre det nemmere at dele den viden, vi har i organisationen. Men det andet vigtige aspekt ved huskøbet er at få et mere medlemsvenligt hus. Huset i Vimmelskaftet er et charmerende gammelt hus, men det er ikke specielt medlemsvenligt med forskudte etager og dårlige mødefaciliteter.”

Læs også artikel fra 2021: Hvorfor skal vi betale strejkekontingent?

Er det rimeligt at bruge sygeplejerskernes konfliktopsparing til mursten på en fin adresse?

”Vi har en strejkekasse. Skal vi lade pengene blive i en papkasse? Det er nok ikke så fornuftigt. Eller sætte pengene ind på en bankbog? Det skal vi nok heller ikke, for renten er jo temmelig lav. Investere i aktier da? Det skal vi nok heller ikke, sådan som bevægelserne har været i de senere år. Eller obligationer? De har heller ikke givet det bedste afkast. Derimod har der været støt værdistigning af fast ejendom i form af jord og bygninger. Det er en god købmandsforretning, vi har gjort her.

Så kan man diskutere, om det er et for ”fint” hus. Hovedbestyrelsen havde lagt sig fast på, at huset skulle have en central beliggenhed med gode trafikforbindelser. Kvæsthuset er et smukt hus, heldigvis, og så er det tilmed et gammelt sygehus. Jeg synes faktisk, at det var vigtigt, at vi også fandt et hus med en spændende historie. I 2001 kunne vi ikke vide, at man havde tænkt sig at lægge skuespilhuset lige uden for døren, men vi tror ikke, at det gør det til en dårligere investering, at vi har skuespilhuset og operahuset som nære naboer. Det er vigtigt, at medlemmerne ved, at vi føler ansvar for den bedst mulige forvaltning af deres penge. Vi er meget ansvarlige.”

Er sygeplejerskerne sikret en rimelig forretning af deres konfliktopsparing i Garantifonden, så pengene er der, hvis der bliver brug for dem?

”Det er jeg overbevist om. Det kan godt være, at investeringen ikke giver det store afkast de første år. Men pengene er der til konflikter, hvis vi har brug for dem. Og over tid er det en rasende god forrentning.”

Flytter Sundhedskartellet med? Og hvor længe kan Dansk Sygeplejeråd vente med at få en afgørelse, hvis der skal lejes ud til anden side?

”Vi har talt med nogle af Sundhedskartellets organisationer og holdt en hel del møder i den anledning. Dansk Sygeplejeråd har ikke tænkt sig at brede sig ud over kvadratmeter, vi ikke har brug for.

Jeg synes, det er vigtigt at arbejde for, at Sundhedskartellets organisationer flytter med, men der er stadig nogle ting, som skal drøftes. Det er vigtigt, at alle kan se sig selv i et sådant hus. Men selvfølgelig skal afklaringen ske inden længe.”

Er Vimmelskaftet 38 så godt som solgt, eller er huset til leje efter den 1. marts 2005?

”Det er ingen sag at sælge Vimmelskaftet 38, men vi vil sælge til den rigtige pris. Det er sygeplejerskernes penge. Vi har da interesserede købere, men prisen skal være rigtig. Ellers lejer vi hellere ud.”