Illustration: Bodil Molich
Anna Regitze Andersen er en nydelig kvinde på 47 år. Velklædt, kreativ og fuld af liv. En mandag formiddag kommer hun op til sin praktiserende læge, læner sig ind over skranken og spørger konsultationssygeplejersken: ”Har du et øjeblik?”
Konsultationssygeplejersken Emma, der har været i almen praksis i fire år, ser et øjeblik på Anna. ”Ja,” svarer hun, ”jeg kommer nu.” Hun lægger røret ved siden af telefonen og går ind i samtalerummet sammen med Anna. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spørger hun. Mere får hun ikke sagt før Anna begynder at græde. Langsomt kommer det frem, at Annas mand, en nydelig og rar håndværker med eget firma, systematisk banker Anna, fordi han er sygeligt jaloux.
Anna fortæller, at ligegyldigt hvad hun siger, tror manden, at hun har en affære. Det har Anna ikke, forsikrer hun, men da hun trækker skjorte og bukser af, kan Emma se, hvordan hun har store blå og gule mærker på lår og overarme. ”Du skal da anmelde ham,” flyver det ud af munden på Emma. Men det vil Anna ikke høre tale om. ”Aldrig i livet,” siger hun. ”Det her bliver mellem os to. Du kan skrive det i min journal og så heller ikke mere. Efter et kvarters snak går hun igen.
Emma tænker over episoden og beslutter sig for at...
Hvad ville du gøre, hvis du var Emma?
Kommentarer i Sygeplejersken nr. 23 2004
En viden der forpligter
Anna har vist tillid til Emma, og Emma har fået en viden - begge dele forpligter hende. En sygeplejerske skal i sit arbejde anvende fagligt skøn, kritisk stillingtagen, mod og omtanke.
Hun kan i De Sygeplejeetiske Retningslinjer overveje følgende:
- Hvordan kan Emma informere Anna, således at hun modtager og forstår den information, der er nødvendig for at træffe valg
- Hvordan kan Emma respektere Annas valg?
- Hvordan kan Emma beskytte Anna mod krænkende handlinger?
- Hvordan kan Anna bevare sin værdighed og integritet?
Hvis jeg var Emma, så ville jeg så vidt mulig sikre mig, at Anna virkelig har forstået alvoren i situationen, hendes muligheder for beskyttelse, anmeldelse og skilsmisse. Emma må også sikre sig, at der ikke er børn involveret i volden. Emma kan evt. også informere om behandlingsmuligheder for Annas mand.
Dernæst skal Emma drøfte sagen med den praktiserende læge, da Anna har givet lov til, at forholdet må skrives ind i journalen. Næste skridt er sandsynligvis, at lægen og Emma tilbyder Anna en samtale, hvor Anna både støttes og får mere klarhed over situationen.
Lone Langkjær, sundhedsplejerske og medlem af Sygeplejeetisk Råd. Edith Mark, psykiatrisk sygeplejerske og formand for Sygeplejeetisk Råd.
Lyt til og støt patienten
Sygeplejersken Emma greb situationen forkert an. Det virker ikke just befordrende for patientens tillid til sygeplejersken, at hun hurtigt udbryder ”du skal da anmelde ham.” Det er meget naturligt, at hun tænker sådan, men det får patienten til at gå i forsvarsposition.
Havde Emma derimod sagt: ”hvad gør det ved dig, at han slår dig, bliver du bange/utryg/ked af det?” og ”jeg vil gerne hjælpe dig, hvordan kan jeg bedst hjælpe dig?” Eller: ”hvad er det, der har fået dig til at fortælle mig om din hemmelighed?” Altså åbne spørgsmål med patienten i fokus, det ville sikkert have fået patienten til at føle sig mere tryg og ville medvirke til at skabe en tillidsfuld relation. Der er mange muligheder, men en ville være at lytte til patienten og aftale, at hun kunne komme igen, når hun havde brug for en at tale med. Længere henne i forløbet kunne man så forstille sig, at patienten selv ville nå til den konklusion, at manden skulle anmeldes, men dette sker oftest efter lang tids overvejelse og professionel støtte, og måske først efter at kvinden er flyttet ud af hjemmet og måske ind på et krisecenter.
Det er ikke en sygeplejerske i en lægekonsultation, der skal foreslå anmeldelse, første gang patienten åbner sig for hende. Emma svigter sin patient ved at det første, hun siger, handler om retfærdighed. Hun burde derimod tilbyde at lytte til og støtte patienten i det omfang, patienten ønsker det.
Maria Bugge Laustsen, sygeplejerske på Endokrinologisk Afdeling C, Randers Centralsygehus.