Vejen ud af psykisk sygdom

Begravelseskaffe. Stemningen er løftet rundt om kaffebordet i haven. En beboer har netop begravet sine onde stemmer, og det bliver fejret med en mindre ceremoni, te og kaffe. Til stede er beboeren, hendes kontaktperson, medlemmer af personalegruppen og to recovery-medarbejdere fra England.

2004-29-37-01Luna-Louise planlægger ikke et liv i hængekøjen efter sin flytning fra Slotsvænget. For tiden arbejder hun tre timer om dagen i køkkenet på sit tidligere bosted. Foto: Anne-Li Engström

Forstanderen for Slotsvænget Jørn Ditlev Eriksen møder mig i døren. ”Der er kaffebord i haven,” siger han og trækker mig ud til bordet, hvor seks-syv mennesker sidder bænket.

Jeg er spadseret til bostedet for psykisk syge ad en smal sti langs banen i Lyngby. Det er sommer, og solen stråler om kap med den vilde kørvel. ”En rar entre,” tænker jeg, mens jeg forsøger at følge skiltene, der er halvt skjult af buske og træer.

Men jeg tænker også på selvmord, fordi banen ligger så tæt på bostedet. Det skal senere vise sig, at tanken ikke er helt skæv.

Ved bordet bliver jeg præsenteret for Luna-Louise, som fortæller mig, at hun har begravet sine onde stemmer i en æske med tape omkring, lagt et kors på æsken og holdt en kort tale.

”Jeg har ikke brug for stemmerne mere,” fastslår hun og fortæller, at hun på mindre end et år er nået længere med sig selv end i de foregående 36 år. Nu flytter hun fra bostedet, der har været hendes hjem i 19 år. Hen til en toværelses lejlighed i nærheden. Det første hjem, hun nogensinde får, der er hendes eget. Senere på dagen fortæller hun mig sin historie. Den giver mig gåsehud, men også meget stor respekt for en sej overlever, der med egne ord ”burde være død for længe siden.”

Ændringen i Luna-Louises liv skyldes recovery, siger hun selv (se boks).

På Slotsvænget er personale og beboere i gang med et længerevarende recovery-forløb, der er iværksat af forstanderen og hjulpet på vej af erfarne recovery-medarbejdere fra England.

Ron Coleman, konsulent og selv tidligere psykisk syg, og Mike Smith,

Side 37

Billede

Side 38 

sygeplejerske, er kendt af de sygeplejersker, der deltog i landskursus for psykiatriske sygeplejersker i 2003.

De er ansat i et projektforløb over to år, finansieret af puljemidler og af bostedet Slotsvænget. ”Hensigten er, at de skal hjælpe en udvikling på vej, som allerede er godt i gang. Grundtanken bag recovery er at skabe en praksis, hvor personalet forventer noget af beboerne, støtter dem i, hvad de selv har lyst til at bruge deres liv til, og hjælper de beboere, der kan og vil ud af et institutionaliseret liv.

De beboere, der ønsker det, har samtaler med Mike eller Ron, og hele personalegruppen får undervisning eller supervision i mindre grupper for at være på bølgelængde med recovery-tankegangen.

”I må have mange penge her i Danmark,” mener Mike Smith, ”for I vedligeholder beboernes symptomer og vrangforestillinger frem for at skubbe til jeres klienter og hjælpe dem med at realisere deres drømme.”

Drømmen om en dame

Jeg får lov til at se og høre, hvad han mener, da jeg deltager i en samtale med en beboer samme formiddag.

Beboeren, en mand sidst i trediverne, starter med at fortælle sin kontaktperson, at han ikke vil tale ret længe med Mike. Alligevel varer det mere end tre kvarter, før beboeren rejser sig og går. Inden da har han fortalt om sit liv og om det, der er vigtigt for ham ved hjælp af fire A3-ark med små tegninger.

Han sætter pris på at løbe, svømme, høre musik og ikke mindst at føle sig tryg. Han har været anbragt på et børnehjem i tre år, da han var ganske lille og er mere end tilfreds med det sikre liv på bostedet.

Da Mike spørger, om det betyder, at han vil bo på Slotsvænget resten af sit liv, svarer han ja.

”Hvis du spørger mig, så er det ikke en sund drøm at have for en mand på din alder,” svarer Mike. ”Det betyder ikke, at jeg vil flytte dig ud af Slotsvænget nu og her, bare rolig. ”Men måske er du parat til noget andet om to-tre år,” siger han. Vi skal have fat i, hvad du drømmer om …”

Gennem direkte spørgsmål og klare kommentarer får Mike ud af beboeren, at han gerne vil have en kæreste.

”Det skulle der vel ikke være noget i vejen for,” svarer Mike. ”Du er en attraktiv mand i din bedste alder, du må arbejde på sagen.”

Mike aftaler med kontaktpersonen, at hun og beboeren arbejder videre med drømmen om at få en kæreste og prøver at gøre det mere konkret, hvordan man skaber kontakt til en pige, man godt kan lide. Mike og beboeren skal tale om drømmene igen i slutningen af juni.

Mike er forbavset over, at så mange psykisk syge har været anbragt på børnehjem i deres tidlige barndom, og han er imponeret over den danske mor, ”som synes at være på højde med en jødisk, når det gælder styrke og dominans over sine børn.” Det betyder, at Mike indimellem også må have en samtale med en mor, som ikke kan eller vil give slip på sit voksne barn.

Om eftermiddagen er der undervisning for hele personalegruppen og for de beboere, der ønsker det. Luna-Louise fortæller kort om begravelsen af sine stemmer. Ron Coleman roser den indsats, personale og beboere har gjort, og opfordrer personalet til at fortælle, hvordan de har oplevet forløbet. ”Det er også et recovery-forløb for sygeplejersker,” siger Ron. ”Det handler om at generobre sygeplejen.”

Det hele bliver nuanceret tolket af Jens, som er leder af værkstedet på Slotsvænget.

Indimellem afbryder en beboer, som ønsker at invitere Ron på et glas øl og en fisketur til sommer, hvilket ikke lyder umuligt, for beboeren skal rejse til Skotland for at besøge Ron sammen med sin kontaktperson.

Kritik af recovery

Recovery betyder nye måder at være sammen på. Men kritikken, som bl.a. er fremført i Social Kritik nr. 86/2003, lyder, at recovery er en retning eller en tankegang for de stærke. At de, som ikke kan komme sig efter psykisk sygdom, vil mangle støtte og nærvær, fordi de på forhånd regnes for resultatløse. Det afviser Mike Smith og Ron Coleman.

”Der er ikke tale om, at nogen skal have mindre af noget. Men om en anden måde at arbejde på,” siger Ron Coleman.

Den anden måde at arbejde på ser ud til at lykkes på Slotsvænget, hvor personalet i oktober siger farvel til endnu en beboer, som flytter i egen lejlighed. Yderligere to beboere flytter, når økonomien er forhandlet på plads med hjemkommunen, og flere overvejer.

Der bliver brug for nye boformer til sindslidende i fremtiden.

Læs også: Luna-Louises historie

Boganmeldelse: Giv stemmerne mening

Emneord: 
Psykiatri
Psykisk lidelse