Sygeplejersken
Et arbejde kun for elever
Kynisk. Jo kortere tid, man er eksponeret for radioaktiv bestråling, des mindre er risikoen for stråleskader. Derfor blev visse typer arbejde overladt til eleverne, som kun skulle være på afdelingen i et begrænset tidsrum.
Sygeplejersken 2004 nr. 31, s. 34-35
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
Under rengøring og pakning af de radioaktive emner stod sygeplejeeleven bag en blyarmeret væg og arbejdede gennem en åbning i væggen. Arkivfoto: Medicinsk Museion, Københavns Universitet
Radiumstationerne havde sygeplejeelever i praktik, som regel andetårselever. Praktikperioden varede et par måneder og kunne foregå på sengeafdeling, i ambulatorium og/eller på behandlings- eller operationsgang. Sygeplejeeleverne indgik i afdelingernes normering ligesom alle andre sygeplejeelever, men på radiumstationerne blev nogle af opgaverne af princip overladt til sygeplejeeleverne. Det gjaldt bl.a. håndtering, pakning og transport af radium. Det var elevarbejde, fordi eleverne kun var ansat i få måneder og således kun udsat for en begrænset mængde radioaktiv bestråling. En tankegang, som blev begrundet med fysiske love. Jo kortere tid, man er eksponeret for radioaktiv bestråling, des mindre risiko for stråleskader.
Ved oplægning af radium i livmoderen på operationsgang eller behandlingsstue var det elevens opgave at montere radiumstifterne på et langt instrument - en applikator - og række dem til lægen, som førte dem op i livmoderen. En sygeplejerske fortæller, at hun stod bag en blyvæg med glasrude og rakte instrumenterne ind til lægen. En anden fortæller, at hun stod tæt op ad patienten i de 10-20 minutter, det tog at lægge radiumstifterne op.
På ambulatorierne lagde eleverne selvstændigt små radiumplader på fodvorter eller modermærker og fæstnede dem med hæfteplaster. Pladerne skulle sidde et bestemt stykke tid, hvorefter eleven fjernede dem. Det foregik alt sammen med de bare hænder.
På sengeafdelingen skulle kvinderne med gynækologisk cancer ligge fladt på ryggen i det døgns tid, radiumbehandlingen varede. Man søgte at holde den direkte pleje på et minimum for at undgå bestråling af personalet, men selv om behandlingen kun varede et døgn eller mindre, skulle kvinderne have hjælp til at få serveret mad og drikke, bruge bækken og blive vasket. Et par af de tidligere sygeplejersker fortæller, hvordan sengene blev stillet omvendt, dvs. med hovedgærdet ud mod gangarealet, så plejepersonalet undgik at stå for tæt på det radioaktive underliv, når de skulle hjælpe patienten med at spise eller drikke.
Radiumstavene - eller stifterne - blev fjernet fra skeden om morgenen af to sygeplejeelever eller en sygeplejerske og en elev (se artiklen ”En revolutionerende behandling af kræft” side 31). Radiumstavene blev gjort rene på afdelingen, herefter lagt i en lapiskop af bly med blylåg, som blev hægtet for enden af en ½-1 meter lang stang, båret hen til en vareelevator og sænket ned i kælderen.
Det var sygeplejeelevernes opgave at rengøre radiumstavene, pakke og transportere dem. Nogle af sygeplejerskerne har pakket emnerne ind i batist eller guttaperka (et gummiagtigt stof), som blev ombundet med en bomuldssnor. Efter rengøring og evt. emballering skulle nogle af radiumtuberne lægges i en blyæske og overhældes med paraffin, så de ikke lå og raslede rundt.
Under arbejdet sad eller stod sygeplejeeleven bag en tyk blyarmeret væg med en tyk glasplade foroven. Hænderne blev rakt ind gennem et par åbninger i væggen, så underkroppen var beskyttet mod stråling, når de radioaktive emner blev gjort rene og pakket. Sygeplejeeleven skulle bruge lange pincetter til hele proceduren, så hun ikke kom i direkte berøring med de radioaktive emner.
Praktiktiden, fremgangsmåden og sikkerhedsforanstaltningerne ved håndtering af radium kunne variere lidt landsdelene imellem, og som årene gik. På radiumstationen i Odense var der angiveligt en tyk, tung dør ind til patientstuerne, som skulle holdes lukket. Man måtte normalt ikke gå ind på sygestuerne, mens kvinderne lå med radium. Sygeplejeeleverne bar mad ind til kvinderne, men de skulle stille maden hurtigt fra sig og gå ud med det samme.
Side 35
Radium til behandling af gynækologisk cancer og læbe- og mundhulecancer var indkapslet i et ædelt metal, sølv, guld eller platin.
Det indkapslede radiumemne blev benævnt efter faconen på det omsluttende ædelmetal: Radiumtuber, radiumæsker, radiumstifter, radiumcylindre, radiumstave eller radiumnåle.
De interviewede sygeplejersker benytter de forskellige betegnelser lidt i flæng, så man skal ikke hænge sig for meget i selve udtrykket, når radium nævnes.
Radium udsender alfa-, beta- og gammastråler. Det er gammastrålerne, der har betydning i radiumterapi, mens alfa- og betastråler frasorteres i radiumcontaineren.
Gammastråling er elektromagnetisk stråling, som kan trænge igennem menneskeligt væv, vinduesglas m.v. Strålingen svækkes ved passagen gennem stof, f.eks. en almindelig ydermur af beton eller mursten.
Radium udgør en betydelig arbejdsmiljørisiko. Da gammastråling fra radium ikke kan afbrydes, må man enten indkapsle strålerne med bly, holde afstand og/eller begrænse tiden, man udsættes for bestråling.
I en lærebog for røntgensygeplejersker fra 1952 (1) beskrives forholdsreglerne dengang:
”10 mg radium skal således anbringes i en beholder med 90 mm tykke blyvægge, for at toleransdosis ikke skal være overskredet ved beholderens overflade ” og ”Ved anvendelsen af radiumnåle eller -tuber er blyafskærmning sjældent mulig. Her er man alene henvist til den beskyttelse, der ligger i afstanden. En fordobling af afstanden har samme virkning som 30 mm bly! De 10 mg radium, der ved direkte berøring krævede en 90 mm tyk blyvæg i sin boks, for at toleransdosis ikke skulle overskrides, tør man uden blyafskærmning udsætte sig for at blive bestrålet af i 7 timer hver dag, hvis afstanden blot aldrig bliver mindre end 1 m. For 100 mg radium er sikkerhedsafstanden 3½ m. For at sikre størst mulig afstand skal nåle, tuber og plader altid håndteres ved hjælp af lange pincetter eller tænger.”
Litteratur
- Christensen H (red). Lærebog for røntgensygeplejersker. Roskilde: Ingen forlagsoplysninger, i kommission hos Bruuns Boghandel, Roskilde; 1952. p. 232-3, 253.