Krim-krigen ændrede sygeplejen for altid

Sygdomme og sanitære forhold tog livet af de fleste i Krim-krigen. Men krigen sprængte også faglige grænser og kom dermed til at præge sundhedsudviklingen i Europa.

En stor kappe i olieret lærredsstof med en hætte i slørets bredde, et reb til at snøre om livet og et par store støvler eller enorme sko. Sådan skildrer et øjenvidne de barmhjertige søstres feltuniform under Krim-krigen, en krig, som endte i en sundhedsmæssig katastrofe, og som kom til at koste over en million mennesker livet. Kolera, tyfus, skørbug og hospitalsinfektioner tog livet af langt flere end kanoner og geværer.

Krige handler pr. tradition om grænser. Krim-krigen (1853-56) var ingen undtagelse. Og dog! Der var også tale om en ny form for grænser, nemlig de grænser, der sprænges, når nødvendigheden kræver det. Den sygepleje, der voksede frem af nødvendigheden, hører netop til denne kategori. Den kom til at præge sundhedsudviklingen på lang sigt og på forskellig vis - i England, Frankrig og Rusland - efter krigens afslutning. Globalt blev sygeplejen aldrig den samme siden.

For første gang i krigshistorien blev der i stor målestok sendt et korps af kvindelige sygepassere af sted som aktive sundhedsarbejdere - det være sig sygeplejersker eller søstre som de franske barmhjertige søstre, hvis grundlægger Vincent de Paul havde som motto: ”Vi går derhen, hvor Gud kalder os.”  

Med sig i bagagen havde kvinderne vidt forskellig erfaring, men alle voksede de med opgaven og sprængte rammer for deres faglige kunnen. De konsoliderede med deres indsats deres fags identitet og respekten omkring det. 

Derfor er det interessant at gå tilbage til Krim-krigen for at forstå, hvordan Florence Nightingale, rig på erfaringer - smertelige som positive - kom tilbage til London og oprettede sin skole for sygeplejersker og udgav sin ”Notes about Nursing” - og hvordan de hjemvendte engelske, franske og russiske menige sygesøstre i deres respektive lande kom til at præge sygeplejeprofessionen fremover med deres egne indhøstede erfaringer og de ideer, man fik fra andre. 

Da Florence Nightingale f.eks. ankommer til Krim med sine sygeplejersker, gør den ledende franske sygesøster, Søster Lesueur, der allerede var etableret i Konstantinopel, alt for at hjælpe hende. Og da Florence Nightingale forlader Krim efter krigens afslutning, overlader hun de midler, hun har tilbage, til søster Lesueur og de barmhjertige søstres mission i Konstantinopel. Man må regne med, at der på dette tidspunkt har fundet en udveksling af ideer og erfaringer sted mellem disse to ledende sygeplejersker med hver deres meget forskellige baggrund. 

I denne artikel vil vi følge de franske barmhjertige søstre, også kaldet Sankt Vincent Søstrene, og deres samarbejdspartnere under de arbejdsvilkår, de havde i Krim-krigen.  

Den første fjende

Sankt Vincent Søstrene havde været i Tyrkiet allerede siden 1839 for at grundlægge en mission, der både omfattede skoler og en vuggestue for forældreløse børn. Foruden almisser uddelte de også medicin, lagde forbindinger og opsøgte syge i deres hjem. I dag ville man kalde det primær sundhedstjeneste. 

Fra 1846 blev de betroet det franske militærhospital i Konstantinopel, som den franske regering havde købt i 1840 til marinens soldater. Ved krigsudbruddet i 1853 var der omkring 150 Sankt Vincent Søstre i Konstantinopel og omegn - Varna, Piræus og Gallipoli. Da de franske tropper senere rykkede frem mod Sevastopol, lukkede administrationen hospitalerne i de tre sidstnævnte byer og sendte de syge og sårede soldater til Konstantinopel. Det var her, de franske søstre skulle yde deres store indsats, men den første vanskelige start for søstrenes virke som militære sygesøstre fandt sted på hospitalerne i Varna, Piræus og Gallipoli.  

Den første fjende, som både de engelske og franske soldater kom til at møde i krigen, var dog ikke russerne, men koleraen. Den frygtede sygdom var brudt ud i havnebyerne langs Sortehavet, hvor de allierede styrker ankom for at oprette indkvarteringer og hospitaler og opbygge det militære og sundhedsmæssige maskineri til de optrappede krigshandlinger. 

 Side 45

Forskellen var, at de franske soldater fra starten af krigen havde søstrene til at pleje sig, mens de engelske ikke havde nogen. Året efter krigsudbruddet kom der yderligere 49 søstre, i 1855 endnu 96 søstre og i 1856 endnu 30 søstre.  

Søstrenes leder, den handlekraftige Søster Lesueur, sendte, lige så snart skibenes ankomst var signaleret, to søstre til havnen med forsyninger for at give de syge om bord den første pleje, mens man ventede på den ofte langvarige landgang. Denne første hjælp var både velkommen og nødvendig, for de syge soldater, der nåede frem, var i en tilstand af ekstrem afkræftelse. 

Den bekvemmelighed som en kop bouillon, små lækkerier eller en smule vin, som søstrene også gav de syge, blev set som en velgerning, sendt fra himlen i sidste øjeblik, fortæller et øjenvidne i et brev hjem - og han tilføjer: ”Hvorfor, kan man spørge, er disse syge udsat for så mange lidelser? Det er de, fordi det på Krim ikke er muligt at skaffe - ikke så meget forsyninger som forfriskninger, linned til at forbinde sårene og andre nødvendige ting” (1).

Denne mangel på de allermest nødvendige midler til den militære sundhedstjeneste, som der her gøres opmærksom på, skulle desværre vise sig at blive et ledemotiv i den medicinske katastrofe, som Krim-krigen skulle udvikle sig til.  

SY-2004-33-45a
Sankt Vincent Søstrene sparede ikke sig selv under krigshandlingerne. Ligesom soldaterne døde de også af den frygtede kolera. Illustration: Bibliotheque Nationale de France

De modige søstre

Da koleraen slog til i starten af krigen, skabte den angst og død omkring sig. Men ikke hos søstrene. Eugène Boré, udsendt fra missionen i Paris, kunne i et brev hjem referere denne salve fra en af de overordnede i hæren til de mandlige sygepassere: 

”Fat mod. Skulle I have mindre mod end svage kvinder? De er nemlig ikke bange! Se med hvilken selvopofrelse de er kommet for at pleje jer, hvordan de har forladt alt ved den første anmodning og nu er parate til at pleje de syge lige til det sidste og lige til den sidste af dem. Må deres eksempel støtte jer og give jer styrke og tillid!” (2). 

Hospitalet i Varna skulle udvikle sig til det værst tænkelige forum for sygdom. Mange soldater bukkede under, ligesom der også var tab i sundhedstjenestens rækker og blandt søstrene. Hospitalet var en tidligere tyrkisk kaserne, der var blevet ombygget. Hver dag kom i denne tid 600 syge, hentet fra militærlejrene i vogne, hvor syge, døende og døde blev transporteret i en pærevælling.

Snart kom der til at mangle plads, hvorfor man måtte placere soldaterne udenfor i telte. Hurtigt erkendte man, at denne placering var meget bedre for de syge. Det, der altså udsprang af et overbelægningsproblem, blev i virkeligheden en bekræftelse på en spirende teori om isolationsteknik. I Varna blev antallet af telte næsten ligefrem proportionalt med antallet af syge. Teltene dannede snart gader, ja hele kvarterer. Selve byen var øde. Alle, der kunne, var flygtet. 

Boré havde i Varna haft lejlighed til at sammenligne forholdene i den engelske og franske lejr. Om et engelsk feltlazaret skriver han: ”Det var et stort ovalt telt, der kunne rumme 16-20 senge, som bestod af en smule halm bredt ud på den nøgne jord og et simpelt uldtæppe. De (de syge soldater, red. ) var nødt til at blive der, forladt af alle og uden religiøs hjælp til sjælen, uden omtanke for kroppen! Anbragt ved hovedet af den enkelte syge var der sort brød og vand. Ellers intet, intet!” (2). 

Da man i løbet af krigen fik rettet op på manglerne i den engelske lejr, faldt sygeligheden markant, mens det modsatte blev tilfældet i den franske lejr, hvor indkvartering og forplejning faldt drastisk i løbet af krigen. Men netop de mangelfulde tilstande hos englænderne i starten af krigen gav anledning til så megen kritik i offentligheden, at Florence Nightingale blev sendt til Skutari med sine sygeplejersker. 

Tilbage i Varna skulle de franske søstre både hjælpe lægerne og pleje de syge, samtidig med at de skulle bistå præsterne med at forberede patienten til at kunne dø som en god katolik, hvis det skulle komme dertil.  

Samarbejdet med lægerne kunne efter begyndervanskeligheder f.eks. være sådan, som en søster berettede det til søster Lesueur: ”I går bad de søster Marie om at årelade to patienter, i dag har de bedt hende om at sætte kopper. Bagefter takkede de hende, som man gør det for en tjeneste” (3). 

Side  46

De franske militærlæger var ellers underlagt den militære autoritet, og deres anvisninger blev betragtet som rådgivende for den øverste militære myndighed. Pludselig kom der så en flok religiøse sygesøstre ind i dette fastlagte system og forstyrrede de kendte spilleregler på deres måde. Det gav nogle konflikter i starten, men var søstrene mindre afholdte blandt lægerne, var de nærmest elskede af deres patienter.

SY-2004-33-45bIllustration: Archives de la Maison des Filles de Charité, Paris

Rettidig omhu

Grundlæggeren af søstrenes orden, Vincent de Paul, var allerede opmærksom på de basale behov hos de syge i midten af 1600-tallet - hvordan de syge havde brug for og satte pris på de helt nære ting som et tæppe, der bliver rettet, et måltid, der bliver serveret med omhu, et nærvær midt i smerten.  

Det lærte han sine søstre, og denne basale pleje udførte de nu under Krim-krigen. ”Når De kommer ind i sygesalen, forekommer det mig som et syn mellem Frankrig og min mor,” sagde en soldat til en af søstrene (4). 

En anden soldat udtrykte sig sådan til generalinspektøren, der var kommet på besøg fra Paris, da han blev spurgt, om han var tilfreds med plejen: ”Ja, hr. generalinspektør, det vil jeg navnlig sige om de gode små søstre.”  

Når søstrene var så afholdte og respekterede af soldaterne, hænger det sammen med, at søstrenes tilstedeværelse var et håndgribeligt bevis for soldaterne, at de ikke var overladt til sig selv i nødens stund: 

”Når en søster kommer ind i en sygesal, opklares de triste ansigter, upassende samtaler ophører, og selve holdningen bliver mere værdig. Hvis en soldat føler sig uretfærdigt behandlet, kan et enkelt ord fra en søster overbevise og berolige ham,” hedder det fra et øjenvidne.

Denne tale om gensidig respekt mellem søstrene og soldaterne fandt sted i krigens sidste del og gjorde sammen med andre udsagn de røster fra krigens start til skamme, der dengang havde udtrykt frygt for, at søstrene skulle lide moralsk overlast blandt soldaterne. 

Litteratur

  1. Boré E. Lhomme privé, Lhommes public, les voyages. Lille: Librarie St. Charles. Værket er ikke dateret. 

  2. Circulaires du Premier de lan, 1. janvier 1855. CM.Archives Lazaristes Dossier C215.

  3. Guillermand J. La vision de la guerre de Crimée du médecin inspecteur Lucien Baudens. Préludes et Pionniers. Genève: 1991.

 Pia Loyau er bosat i Paris, hvor hun arbejder som freelancejournalist. 

Redigering: Grethe Kjærgaard 

Sankt Vincent Søstrene

Søstrenes organisation La Compagnie des Filles de la Charité er underlagt La Congregation de la Mission de Saint Lazare, en katolsk orden/mission, hvis leder var Vincent de Pauls direkte efterfølger. Congregationens leder er dermed søstrenes øverste leder. Både søstrene og congregationen havde under Krim-krigen til huse i Paris, og det er også tilfældet i dag. Det var til søstrenes daværende forstanderinde, Elisabeth Moncellet, i Paris, at søstrenes breve fra Krim-krigen gik - ofte via søstrenes leder i Konstantinopel, Søster Lesueur.

Emneord: 
Sygeplejens historie
Historie
Krig