Krim-krigen ændrede sygeplejen for altid (lang netversion)

Når De træder ind i sygesalen, forekommer det mig som et syn mellem Frankrig og min mor. En soldat til en Barmhjertig Søster (1)

Kun som netversion - har ikke været trykt

Forord 
Da de allierede lande Frankrig og England den 3. marts 1854 erklærede Rusland krig, forestillede de sig, at der ville blive tale om en lynkrig. Men det kom til at gå ganske anderledes. Krigen kom til at vare i omkring to år og koste over en million mennesker livet, mere end Napoleonskrigene i starten af århundredet havde gjort, for Krimkrigen udviklede sig til en medicinsk katastrofe af de helt store.

Kolera, tyfus, skørbug og hospitalsinfektioner tog livet af langt flere soldater end kanoner og geværer. Alene på Florence Nightingales sygehus i Skutari døde over 16.000 soldater, officerer og mange læger. Den franske læge J.C. Chenu angiver, at der under Krimkrigen døde flere franske læger end officerer. Alene tyfusen ramte 13 procent af lægestaben. (2)

Dr. Chenu gør i sin statistik over Krimkrigen op, at den i alt kostede den franske hær 95.615 mænd. Han kommer med denne vigtige tilføjelse: Men det er, når man opdeler dette samlede tal, at der kommer afsløringer frem, der giver stof til overraskende eftertanke, for hele denne gigantiske artilleri–og skyttegravskrig betød, at 10.240 mand blev dræbt på stedet, og andre 10.000 døde som følge af deres sår. Altså var der over 75.000 soldater, der døde af sygdomme navnlig under epidemierne. (3)

Krige handler pr. tradition om grænser. Grænser der skal erobres, andre grænser der skal forsvares. Krimkrigen var ingen undtagelse. Og dog! Under Krimkrigen var der tale om en ny form for grænser, nemlig de grænser, der simpelthen bliver sprængt, fordi situationens nødvendighed kræver det. De sidste grænser er interessante at opholde sig ved, fordi de betyder udvikling.

Den sygepleje, der voksede frem af nødvendigheden under Krimkrigen, hører netop til denne kategori af (fag)grænser, der eksploderede og satte sig spor som satellitter langt ud i fremtiden. Nogle af sporene var til at måle her og nu i lyset af krigens øjeblikkelige katastrofesituation, andre spor skulle komme til at præge sundhedsudviklingen på lang sigt hjemme igen på forskellig måde i England, Frankrig og Rusland efter krigens afslutning. Globalt set blev sygeplejen aldrig den samme siden.

Man kan hævde, at sygeplejen udviklede sig på tværs af landegrænserne selvfølgelig først og fremmest i kraft af egne dyrt købte erfaringer, men vel også i nogen grad på baggrund af de erfaringer man nødvendigvis høster hos hinanden i det internationale forum, som en krig jo også udgør. Man må simpelthen have kigget hinanden lidt over skulderen, når franske krigsfanger blev behandlet hos de russiske læger og sygesøstre og omvendt. Eller når franske læger under krigen holdt videnskabelige konferencer med deltagelse af engelske og sardiske læger, hvorunder der også indgik praktiske seancer med obduktion for at gennemgå de operationer, der hører krigskirurgi til.

Den franske krigsministers udsendte sundhedsinspektør for hæren i Orienten lægen M.L.Baudens fortæller i sin rapport fra Krimkrigen, at to russiske læger sammen med deres sygepassere blev bragt til det franske hovedkvarter som krigsfanger. Den ene læge, der var såret, blev behandlet i feltlazarettet. Den anden læge, som var en habil kirurg, overtog ledelsen af det store feltlazarettets specielle afdeling for sårede russere. Som hans kolleger udførte han amputationer efter M.Sédillot fra Strasbourgs cirkulære metode, en metode der har givet fremragende resultater, skriver Baudens.

Og fortsætter: de russiske læger talte fransk og boede sammen med vores læger, indtil de blev udvekslet med franske fanger. Deres sygepassere, som assisterede dem, var så habile til underbinding af arterier og forbindinger, at der ikke opstod en eneste efterfølgende hæmorrhagi. Russerne bruger også soldater til at forbinde sår, og disse opfylder deres arbejde på den mest tilfredsstillende måde. Baudens tilføjer den lille praktiske, men livreddende observation: man skal i øvrigt lægge mærke til, at de russiske soldater i deres tasker har et kompres og en rulle bind, værdifulde ressourcer, som muliggør en hurtig og effektiv bandage på selve slagmarken, hvor der ofte mangler midler til forbinding. (4)

Der må simpelthen have været tale om en form for udveksling af ideer, eller om man vil synergi på et eller andet niveau blandt de forskellige medicinske korps, som har skubbet ikke alene lægevidenskaben, men også sygeplejen fremad.

Den engelske civile læge Peter Pincoffs, der under Krimkrigen var tilknyttet de engelske militærhospitaler på Skutari, skriver i sin rapport med titlen ”Observationer på engelske, franske og andre medicinske afdelinger og organisation af militære skoler og hospitaler” efter først at have rost Florence Nightingale og hendes sygeplejersker til skyerne: ”Jeg må tilstå en tilbøjelighed mod katolske Søstre som sygeplejersker par excellence. Engelske, franske, irske og italienske, alle jeg har været i kontakt med har vist sig at være intelligente og lærevillige assistenter for lægen, tålmodige og uden klage under ophobning af arbejdet, og blide i væremåden overfor patienten og så helt igennem fortrolige med den praktiske del af deres opgaver, at al den bistand, de ydede, var både behændig og hurtig”. (5)

Er det svært at forestille sig, at Peter Pincoffs hjemme igen i England efter krigen, har gjort sig overvejelser om, hvilke stærke sider, man kunne bruge fra de franske såvel som fra de engelske sygeplejerskers pleje og organisation?

Da Florence Nightingale ankommer til Krim med sine engelske sygeplejersker, hedder det, at den ledende franske sygesøster Søster Lesueur, der allerede var etableret i Konstantinopel, gør alt, hvad der står i hendes magt for at hjælpe hende. Og da Florence Nightingale forlader Krim efter krigens afslutning, overlader hun de midler, der er tilbage fra de engelske forsyninger til Søster Lesueur og De Barmhjertige Søstres mission i Konstantinopel, der også indbefattede et sygeplejeambulatorium. Der må nødvendigvis på dette tidspunkt have fundet en udveksling af erfaringer og ideer sted mellem de to ledende sygeplejersker med hver deres så forskellige baggrund.

I hvert fald har man efter Krimkrigen i de medicinske rækker gjort status, som lægen Baudens, der i indledningen til sin rapport om sundhedsforholdene i den franske hær under Krimkrigen skrev:

”Krigen i Orienten, så rig den end har været for den militære videnskab, har heller ikke været ufrugtbar for den lægelige videnskab. Krigen har budt på et meget stort og ofte også meget trist oberservationsfelt; og krigen har været anledning til at underkaste sundhedsproblemer en afgørende prøve nogle gange endda løse alvorlige problemer angående hygiejne, medicin og kirurgi, som indtil nu har været uafklarede. Hæren har nydt godt af nye opdagelser, som har lindret de syge og såredes smerter; kirurgerne har udholdt og bekæmpet krigens samlede skader og sygdomme, og deres konstante selvopofrelse og deres aldrig svigtende tjenstiver har indhøstet dem mange rosende ord fra den øverste kommandant og krigsministeren”. (4)

De samme rosende ord om aldrig svigtende tjenstiver og selvopofrelse kunne man med rette tilskrive sygeplejerskerne. Det skete da også fra alle sider både under selve krigen og i tiden efter. For Krimkrigen adskilte sig fra tidligere krige ved, at de krigsførende lande for første gang indrullerede et virkelig stort antal kvindelige sygeplejersker som sygepassere for de sårede og syge soldater og assistenter for lægerne.

De franske Sankt Vincent Søstre havde ganske vist allerede fra 1658 gjort tjeneste ved visse militærhospitaler i Frankrig og var blevet kaldt til hjælp for de sårede og syge soldater ved mindre krige og opstande; men aldrig i så stort antal som de blev det under Krimkrigen.

For opgaven under Krimkrigen skulle vise sig ikke at være af de små. Om det var Florence Nightingale og hendes engelske protestantiske sygeplejersker, de franske katolske Sankt Vincent Søstre eller de russiske ortodokse Barmhjertige Søstre var de alle under Krimkrigen konfronterede til den samme situation som sygeplejersker, nemlig et afgrundsstort svælg mellem behovet for hjælp og de midler der var til rådighed.

Et opstået misforhold mellem behovet for hjælp og de faktiske til rådighed stående midler er i dag de franske akut medicineres definition på en medicinsk katastrofe. De fleste krige gennem tiden må siges at være medicinske katastrofer, som den militære lægestab har måttet holde stand mod med tidens forhåndenværende midler og kunnen. Krimkrigen var imidlertid som nævnt ikke kun en katastrofe på grund af de mange soldater, der blev sårede eller dræbt af de nye våbentyper, men i allerhøjeste grad en katastrofe på grund af de dødelige smitsomme sygdomme, der ventede soldaterne under de fremmede himmelstrøg.

I dette Krimkrigens medicinske kaos af kanonkugler, granater, skørbug, tyfus, kolera og hospitalsinfektioner kastede man så for første gang i krigshistorien i større målestok et korps af kvindelige sygepassere det være sig sygeplejersker eller søstre ind på krigsscenen som aktive sundhedsarbejdere. Med sig i bagagen havde de vidt forskellig erfaring; men alle voksede de på stedet med opgaven og sprængte grænser for deres faglige kunnen. Det var de simpelthen nødt til. Det er den slags situationer et fag vokser af også sygeplejen. For det er i nøden, man gør fremskridt. Og det er i fremskridtet, man konsoliderer sit fags identitet og respekten omkring det.

Derfor er det interessant at gå tilbage til Krimkrigen for at forstå ikke bare, hvordan Florence Nightingale rig på erfaringer smertelige som positive kom tilbage til London og oprettede sin skole for sygeplejersker og udgav sin bog ”Notes about Nursing”; men også hvordan de hjemvendte engelske, franske og russiske menige sygesøstre i hvert deres land med hver deres indhøstede erfaringer nødvendigvis kom til at præge sygeplejeprofessionen fremover.
Hvad var det for situationer, sygesøstrene havde oplevet under Krimkrigen? Hvilke sygdomme kom de til at stå overfor? Hvordan organiserede de sig? Hvilke krav stillede man til dem? Hvilken rolle spillede de? Hvordan markerede de sig?

Her i det følgende vil vi følge de franske Barmhjertige Søstre også kaldet Sankt Vincent Søstrene og deres samarbejdspartnere under de vilkår, der gennem over to år skulle blive deres daglige arbejdsdag under Krimkrigen. Der vil ikke til sidst fremstå en færdig syntese, men et mangesidet billede stykket sammen af øjenvidneskildringer, breve, memoirers, vidnesbyrd, rapporter fra forskellige personer som læger, generaler, præster, menige soldater…og ikke mindst sygesøstrene selv. Et billede der forhåbentlig kan være med til at koble sygeplejens historie på nutiden.  

Den tidlige start
Sankt Vincent Søstrene var til stede i Tyrkiet allerede siden 1839. De fire første søstre var ankommet til Konstantinopel med den dampskibslinje mellem Marseille og Konstantinopel, der var blevet åbnet året før, for at grundlægge en mission på stedet efter deres ordensstifter Sankt Vincent de Pauls principper. Missionen omfattede skoler og en vuggestue for forældreløse børn. Søstrene nøjedes ikke med at udbrede kendskabet til den katolske tro; men tog sig i Vincent de Pauls ånd også af de legemlige behov. De uddelte foruden almisser også medicin, lagde forbindinger og opsøgte de syge i deres hjem. Med andre ord havde de opbygget en form for det, man i dag ville kalde primær sundhedstjeneste. Fra 1846 blev Sankt Vincent Søstrene betroet det franske militærhospital i Konstantinopel, som den franske regering i 1840 havde købt til marinens soldater. (6)

Opgaverne voksede, og søstrene skulle snart få brug for forstærkning, som da også fulgte i de følgende år. I året 1853 var der i alt etableret omkring 150 Sankt Vincent Søstre i Konstantinopel og omegn. Da fjendtlighederne mellem Rusland og Tyrkiet bryder ud, ankommer der fra starten mange syge og sårede til Konstantinopel, og man åbner stadig flere hospitaler og feltlazaretter.

Søstrene kørt i stilling
Man kan med andre ord sige, at ikke bare kanonerne, men også søstrene selv var kørt i stilling, da Frankrig sammen med England den 3 marts 1854 erklærede Rusland krig. Det var der også brug for.
Den første fjende, som både de franske og engelske soldater skulle komme til at møde i Sortehavet, var imidlertid ikke russerne, men koleraen! Den frygtede sygdom var brudt ud og havde overbefolket hospitalerne i havnebyerne, hvortil de allierede styrker ankom for at oprette indkvarteringer, hospitaler og opbygge hele det militære og sundhedsmæssige maskineri til de optrappende krigshandlinger.

Forskellen var bare, at de franske soldater fra starten havde søstrene til at pleje sig, de engelske soldater havde ingen sygesøstre. Fra det tidspunkt de franske tropper blev involveret i Krimkrigen, blev der sendt forstærkninger af søstre fra Frankrig til at hjælpe de 150 søstre, som allerede befandt sig i området. I alt ankom der yderligere 49 søstre i løbet af 1854, 96 søstre i 1855 og 30 søstre i 1856.

Søstrene blev i den tidlige start etableret på den franske hærs militærhospitaler i Varna, på halvøen Gallipoli og i Piræus, hvortil de franske tropper ankom med skibe fra Marseille. På disse tre hospitaler blev søstrene kun nogle måneder. Da de franske tropper senere rykkede frem mod Sebastopol, lukkede administrationen hospitalerne i disse tre byer og sendte de syge og sårede til Konstantinopel.

Søstrene fulgte med og fordelte sig på byens 12 militærhospitaler. Det var på hospitalerne i og omkring Konstantinopel, at de franske søstre skulle komme til at have deres store aktivitet som sygesøstre for de sårede og syge soldater, der gennem krigens gang blev sejlet og bragt fra feltlazaretterne ved fronten til hospitalerne i Konstantinopel; men den første vanskelige opstart for søstrenes virke som militære sygesøstre fandt sted på hospitalerne i Varna, Piræus og Gallipoli.

De franske læger er parate
Halvøen Gallipoli var af den franske hær udvalgt som det strategiske punkt, hvor hæren oprettede depoter, feltlazaretter, forsyningssteder, og hvorfra hæren nemt kunne rykke fremad eller gå ombord i skibene.
Det var ikke kun materiel til selve krigsførelsen, der blev afskibet på Gallipoli. Også den franske hærs lægetjeneste havde modtaget forsyninger til oprettelse af ambulancetjeneste, forbindingspladser, lazaretter, operationsstuer og hospitaler. Belært af erfaringerne fra tidligere felttog sidst i Algeriet, havde den franske militære lægetjeneste gjort sig sine beregninger.

Den franske militærlæge M.F. Quesnoy angiver i sine memoires : ”Med båden Panama ankom fra Afrika det materiel, der var skønnet nødvendigt til en division på 10.000 mand. Det vil sige: 8 kirurgiske feltkasser hver indeholdende 338 forbindinger; 4 feltapoteker; 4 feltkasser til administration af materiellet; 18 reservekasser til sundhedstjenesten; 22 til administrationen og 26 til officererne indenfor sundheds- og administrationstjenesten; 24 bærebårer og 250 sygestole beregnet til transport på muldyrryg. Telte, tæpper og sygebårer var allerede samlet på stedet i tilstrækkeligt antal. Ydermere havde vi allerede modtaget feltlazaretkasser, som hver indeholdt omkring 2.000 forbindinger”. (7)

Den franske lægetjeneste var altså parat til at tage imod de sårede soldater med materiel, ambulancetjeneste, pladser til militære lejre og hospitaler udvalgt efter tidens hygiejniske erfaringer og kunnen; men det blev sygdom, som i første omgang skulle bekæmpes, for på skibene fra Marseille og andre sydfranske havnebyer var ikke bare den franske hærs tropper, men også den frygtede kolera ombord.

En himmelsk velgerning
De franske søstre var blandt de første på kajen til at tage imod de syge soldater. Deres energiske og handlekraftige leder Søster Lesueur sendte, så snart ankomsten af skibene med de sårede og koleraramte soldater var signaleret, to søstre til havnen parate til at gå ombord med forsyninger og alt, hvad der var nødvendigt til at give de syge den første pleje, mens man ventede på den ofte langvarige landgang. Denne førstehjælp var ikke bare velkommen hos soldaterne, men i højeste grad nødvendig. Soldaterne havde lidt under den lange overfart, stuvet sammen som de var i skibene ofte på et Sortehav i oprør. Det hørte langtfra til sjældenhederne, at soldaterne døde af kolera eller andre smitsomme sygdomme ombord og måtte kastes overbord i ly af nattens mørke. De syge soldater, der nåede frem, var i en tilstand af ekstrem afkræftelse.

”Det er ikke muligt at beskrive disse brave mænds sindsbevægelse, når søstrene gik ombord. Marineofficererne og mandskabet var ikke mindre rørt. De afsavn som var tålt på havet, den forpestede lugt og sammenhobningen af flere hundrede mænd på en stærkt begrænset plads hensætter næsten altid de syge i en tilstand af mismod. Derfor betragter soldaterne de små lækkerier, den kop bouillon, den smule vin eller anden bekvemmelighed, som søstrene giver dem, som en velgerning sendt fra himlen i sidste øjeblik, før de skal af sted på vejen til hospitalet. Flere har forsikret, at de ville have været døden nær, hvis ikke denne hjælp var kommet til tiden. Og hvorfor, kan man spørge, er disse syge udsat for så mange lidelser?

Det er de, fordi det på Krim ikke er muligt at skaffe ikke så meget forsyninger, men forfriskninger, linned til at forbinde sårene og andre nødvendige ting” (8) skrev en præst fra den katolske sammenslutning La Congrégation de la Mission hjem til ledelsen i Paris om vilkårene i krigens allerførste tid. Denne mangel på de allermest nødvendige midler for den militære sundhedstjeneste, som en præst allerede her gør opmærksom på, skulle desværre vise sig at blive et leitmotiv for den medicinske katastrofe, som Krimkrigen skulle udvikle sig til.

De modige søstre
Da koleraen slog til her i starten af krigen, var der altså ikke tale om et enkelt tilfælde her og der, men derimod den alt for velkendte og frygtede hærgen blandt rækkerne, der skabte angst og død omkring sig. Søstrenes ankomst til de kolerahærgede hospitaler i Varna, Gallipoli og Piræus gik under disse omstændigheder ikke upåagtet hen.

”Da søstrene gik fra borde i Gallipoli flokkedes mængden omkring dem for at se dem og tale med dem. Søstrene gik med munter mine og strålende ansigter straks hen til militærlazarettet, hvor koleraen spredte sin død”, beretter Monsieur Eugène Boré, udsendt fra missionen i Paris for at bibringe de syge franske soldater religiøs og åndelig bistand.
Monsieur Boré fortæller, at søstrenes tilstedeværelse på hospitalerne fik en stor indflydelse på de syge soldaters moral. Også hærens sygepassere, i hvis rækker koleraen havde tyndet kraftigt ud, fik nyt mod ved synet af søstrene og turde igen nærme sig de syge.

Det havde også været svært for de mandlige sygepassere at krybe udenom, nu hvor søstrene uden tøven og angst for smitte gik hen til de koleraramte soldater. Monsieur Boré kunne referere følgende salve fra en af de overordnede i hæren til sygepasserne: ”Kom så, venner, fat mod! Skulle I have mindre mod end svage kvinder? De er nemlig ikke bange! Se med hvilken selvopofrelse de er kommet for at pleje jer, hvordan de har forladt alt ved den første anmodning og nu er parate til pleje de syge lige til det sidste og lige til den sidste af dem: må deres eksempel støtte jer og give jer styrke og tillid! (9)

Koleraen i Varna
Dr. Quesnoy skriver, at man af hygiejniske grunde på militærhospitalet i Andrinopel havde fået slået skillevægge ned, gjort nogle vinduer større og blændet andre vinduer for på en let måde at forny luften, og derved havde man skabt et godt hospital. Det samme var ikke tilfældet på hospitalet i Varna, hvor man ikke i tide havde taget lignende forholdsregler og derfor måtte indlogere de syge under dårlige omstændigheder, så snart de ankom.

Hospitalet i Varna skulle udvikle sig til det værst tænkelige forum for sygdom, og den franske hær blev, som antallet af syge voksede, til sidst nødt til at forlade hospitalet; men inden da var mange bukket under for koleraen og andre sygdomme blandt soldaterne, men der var også tab i sundhedstjenestens rækker og blandt søstrene.

Monsieur Boré skriver:
”Her til morgen så jeg igen vore tolv søstre på hospitalet, alle ved godt helbred. Men når jeg så dem sådan fulde af liv og gåpåmod, spurgte jeg mig selv: kan de alle holde stand mod sygdommen? Selvom det er en gunst at dø sådan, beder vi om, at deres liv må blive sparet, at vi må beholde dem så lang tid som muligt. Alle viser de stort mod og en sand opofrelse”.

Men Boré måtte snart tilføje: ”Vi har måttet evakuere de syge fra hospitalet i Varna, men desværre for sent for en af vore søstres helbred. Den yngste af dem er lige blevet smittet af kolera”. To dage senere døde den unge søster og blev begravet under den samme højtidelige ceremoni som en af lægerne, der også var bukket under for sygdommen. Søsterens kiste blev båret af soldaterne med eskorte af to kompagnier. Sådanne begravelsesscener som tegn på soldaternes hengivenhed og militærets respekt for søstrene skulle ikke blive et særsyn gennem krigens gang.

En åben grav
Hospitalet i Varna var en tyrkisk kaserne, der var blevet lavet om til hospital for den franske hærs soldater. Hver dag kom der i denne tid dagligt 600 syge hentet fra militærlejrene til dette hospital. Monsieur Boré betegner hurtigt hospitalet som: ”et forpestet sted, et frygteligt ophold, en åben grav som det så ud til at være umuligt at slippe fra i levende live”. Og fortæller, hvordan man i vognene beregnet til de koleraramte mænd i én pærevælling transporterede syge, døende eller døde endog syge ramt af andre sygdomme: alle var de hentet i lejrene for at skåne hæren for synet af så megen dårligdom, så mange katastrofer på grund af den skrækkelige svøbe og for at frelse så mange som muligt, skriver Boré.

Snart manglede der plads på hospitalerne, som var blevet åbnet det ene efter det andet. Man blev nødt til at lægge de syge udenfor i telte, og man erkendte hurtigt, at denne placering var bedre for de syge, og derfor lod man dem være der, noterer den franske præst. Dermed havde Boré beskrevet et eksempel på, hvordan man lærer i den akutte situation i kraft af nødvendigheden.

Spirende isolationsteknik
Man var i midten af det 19.århundrede endnu ikke helt enig om, hvordan koleraen bredte sig; men lægestanden hældte mest til miasmeteorien, d.v.s teorien om smitte gennem luften. Det, der udsprang som en praktisk løsning på et overbelægningsproblem, blev i virkeligheden en bekræftelse på en kraftigt spirende teori omkring isolationsteknik.

En teori der på den mest dramatiske vis med jævne mellemrum krigen igennem skulle komme til at stå sin prøve, selvom teorien, når den skulle omsættes til praksis, ikke altid vandt genklang hos de ledende militærpersoner, fordi de ikke havde forståelse for problemet. Da militærlægen Baudens i den sidste halvdel af krigen bliver udsendt som sundhedsinspektør for de franske hær, måtte han tordne igen og igen overfor de militære myndigheder om at undgå ophobning af soldater med sygdomme som kolera og tyfus.

Baudens teorier om anvendelsen af små telte skulle dengang blive ikke bare et forebyggende, men ligefrem helbredende middel.

Telte var altså et af midlerne på vejen frem til koleraens bekæmpelse. I Varna under den første koleras rasen blev antallet af telte stort set ligefremt proportionelt med antallet af syge. Boré fortæller, at der blev flere og flere telte, der snart dannede hele gader, kvarterer... Selve byen var øde. Alle, der kunne, var flygtede, og over byen hang der en stemning af tristhed og trøstesløshed. Da var det, at søstrene ankom til Varna.

Søstrene bringer håb
Søstrene blev straks anbragt på hospitalet, hvor epidemien hærgede. Deres tilstedeværelse her blev betragtet som et håb, og som det var tilfældet i Gallipoli, havde det en positiv effekt hos de syge. Det var så tydeligt, at selv flere af de militære chefer sagde: ”Det må være sådan, at vore søstre fremover bliver tilknyttet hærens militærtjeneste”, fortæller Boré. Denne konklusion var der nu ikke enighed om, skulle det vise sig. At kvindelige sygepasseres tilstedeværelse og deres berettigelse i krigens kulisser i midten af 1800 tallet var et kontroversielt emne, som udløste diskussioner både blandt hærens folk og militærlægerne, skulle både de franske sygesøstre og Florence Nightingales sygeplejersker komme til at sande i opstarten.

De måtte erfare, at det ikke kun var på slagmarken, der skulle udkæmpes slag!
Imens bredte koleraen sig stadig, hver hærdivision måtte have sit hospital, og i teltene havde man delt de syge op i tre grupper til patienter med kolera, andre med feber og sårede og endelig en gruppe til rekonvalescenter. Den første gruppe var den største. ”Her var det lykkedes ved hjælp af tålmodighed og god vilje at få indført rigtige senge formet af halm, eller lagner anbragt på planker, som igen stod på små bukke. De syge engelske soldater, som vi havde lejlighed til at besøge, var langtfra behandlet lige så godt”, fortæller Boré.

Den engelske lejr
Boré havde i Varna haft lejlighed til på nært hold at sammenligne forholdene i den engelske og franske lejr. Han fortæller: ”I Varna var de engelske tropper spredt ud over et meget stort område, og mange syge blev på den måde nødvendigvis afskåret for al form for religiøs bistand.

Hvor tit var vi ikke kede af ikke at kunne imødekomme deres henvendelser på grund af tidsmangel, men vore egne tog al vor tid! Alligevel tog vi nogle gange af sted for at se til de meget syge. En dag kom en irsk sergent for at hente mig, idet han bønfaldt mig om at tage med til de syge, der havde sendt ham. Jeg fulgte ham til en lille lejr, hvor man havde etableret et lazaret; det var et stort ovalt telt, der kunne rumme 16 til 20 senge: disse senge bestod af en smule halm bredt ud på det nøgne jord og et simpelt uldent tæppe.

De var nødt til at blive der, forladt af alle og uden religiøs hjælp til sjælen, uden omtanke for kroppen! Anbragt ved hovedet af den enkelte syge var der sort brød og vand…og ellers intet, intet!” (9)

Monsieur Boré giver her et eksempel på den tilstand, der herskede i den engelske lejr. Borés udtalelse skal ses på den baggrund, at man i den franske lejr havde både præster og sygesøstre tilknyttet hærens syge soldater, de første som sjælesørgere, de sidste som sygeplejersker. Også andre øjenvidner har skildret, hvordan der i den engelske lejr i starten af krigen tilsyneladende var mangel på alt. Den engelske hær, der ellers var kendt for dens gode infrastrukturer og forsyninger til dens tropper under felttog, syntes her i Krimkrigens første del at være blevet totalt overrasket af sygdommenes omfang og ramt af problemer i forsyningskæderne, hvilket gik hårdt ud over de engelske soldater.

Det er imidlertid interessant og lærerigt at notere sig, som det franske lægekorps også gjorde det i deres analyser efter krigen, at da man i løbet af krigen fik rettet op på manglerne i den engelske lejr og opnåede en standard for indkvartering og hygiejne, der svarede til den traditionelle basale standard i den engelske hær, når den er uden for Englands grænser, faldt sygeligheden markant i den engelske lejr, mens forholdene gik den modsatte vej på fransk side.

I den sidste del af krigen var indkvarteringen af de franske soldater og de fysiske forhold i den franske lejr så ringe, at det fik de alvorligste følger i form af en nærmest ukontrollerbar tyfus epidemi, der var på grænsen til at udrydde store dele af den franske hær og sundhedstjeneste. Der opstod på samme tidspunkt overhovedet ikke tyfus i den engelske lejr, der rent fysisk ikke befandt sig ret langt væk fra den franske lejr.

Dette faktum og flere andre førte naturligvis blandt lægerne til sammenlignende analyser af de basale sundhedsfaktorer for en hær som ernæring og hygiejne for at finde frem til, hvilke tiltag der fremover kunne forbedre disse forhold. Set på baggrund af at netop de basale sundhedsfaktorer traditionelt er sygeplejerskernes område, bliver sådanne analyser endnu et eksempel på, at de erfaringer, som man gør sig i (slag)marken under krigens akutte nødvendighed, i høj grad kan blive anvendelige i fredstid ned gennem sundhedssystemets rækker. Og at kritik også selvkritik er en del af vejen frem.

I hvert fald skulle de mangelfulde tilstande i den engelske lejr i Krimkrigens første start, der kulminerede efter slaget ved Alma, medføre så stor genklang i pressen og offentligheden hjemme i England, at kritikken blandt andet førte til, at Florence Nightingale den 4 november sammen med 38 sygeplejersker ankom til Skutari for at pleje de engelske soldater. Og dermed var vejen åben for de nyudnævnte engelske kvindelige militære sygepassere til at vise, hvad de kunne udrette for sundheden i hæren.  

De travle søstre
Tilbage i Varna under sensommeren er de franske sygesøstre på deres side allerede ved at have opbygget en vis rutine som militære sygesøstre. Monsieur Boré beretter, at: ”Fire af vore søstre havde opgaven med denne sygelejr og skulle følge med lægerne på deres runder blandt de syge, idet de skulle føre en nøjagtig liste over de syge og den medicin, der var blevet dem ordineret. Med lidt erfaring kunne søstrene takket være disse lister udpege de syge, der havde brug for vores åndelige hjælp og på en blid måde forberede dem på vores besøg…

Overfloden af den guddommelige nåde og miskundhed, som tilfalder hæren, har været af en sådan karakter, at vi under vores ophold i Varna ikke har mødt nogen modstand; tværtimod kom vore brave soldater os i møde, kaldte os hid og bad højt og klart om vores hellige bistand med en tro og en iver, der nogle gange var beundringsværdig” (9)

Søstrene skulle altså ikke alene hjælpe lægerne med at passe de syge, men de skulle også bistå præsterne med at holde et vågent øje med, hvornår en patients tilstand udviklede sig så kritisk, at det var tid til at tænke på at forberede ham på at kunne dø som en god katolik, og det var set i et tilbageblik desværre oftere reglen end undtagelsen på sygestuerne. Med andre ord det var ikke ringe opgaver, der ventede søstrene. Men var søstrene selv ventede?

Startvanskeligheder
Noget kan tyde på, at det ikke var tilfældet overalt, selvom anmodningen om at få sendt søstre af sted til Krim var kommet fra højeste sted nemlig krigsministeriet og kejseren Napoleon d. III. At der derfra og til at få kommunikationen bragt videre ned gennem systemet hos lægerne og militærfolkene på stedet var et skridt, tyder søstrenes og præsternes breve hjem til Paris her i starten af krigen på. Åbenbart var der ikke enighed blandt lægernes rækker om, at søstrenes ankomst til militærhospitalerne var berettiget, selvom behovet for hjælp til det overvældende antal syge soldater, var et faktum.

Man kan forestille sig, at der har været tale om den velkendte negative effekt, der kan opstå indenfor det hierarkisk opbyggede system, som både militæret og sundhedstjenesten må siges at repræsentere, når visse dispositioner kan opleves som presset ned over hovedet fra toppen af pyramiden på de aktive aktører på stedet, uden at deres faglige mening er blevet inddraget. Som nævnt var hele ideen om kvindelige sygepassere i en krigssituation et emne for debat både før, under og efter Krimkrigen, så der var meget for søstrene at skulle bevise her i krigens første vanskelige start.

På den baggrund forstår man bedre tonen i en søsters brev fra den 12 august 1854. Hun var sammen med en anden søster nylig ankommet til hospitalet i Varna og aflægger i brevet beretning til den ledende søster Lesueur i Konstantinopel:
”Havet gjorde, at vi først ankom til Varna klokken halv seks. Vi er blevet meget godt modtaget af alle, store som små; myndighederne spørger med stor interesse om, hvordan De har det.

Det vil uden tvivl være en trøst for Dem at høre, at svøben for øjeblikket slår til med mindre styrke, antallet af døde er faldende, og der er en virkelig bedring at spore i de syges velbefindende. Ydermere begynder vore søstre at vinde lægernes tillid, og lægerne giver dem alt det, de kan for at afhjælpe de syge. I går bad de søster Marie om at årelade to patienter, i dag har de bedt hende om at sætte kopper efter ordre fra den vagthavende læge, og bagefter takkede de hende, som man gør det for en tjeneste”.

”Ydermere begynder vore søstre at vinde lægernes tillid”: det er ikke svært at forestille sig, når man læser både direkte og mellem linjerne i søsterens brev, at lægernes tillid ikke bare skulle vindes med ord, men i høj grad også i et langt sejt træk via vel udførte gerninger. Åbenbart var vejen lagt, for søsteren skriver senere i sit brev til søster Lesueur: ”Man vil flytte de syge ud fra hospitalet, for man har fundet ud af, at de lider mere der og ikke bliver raske. I konsekvens deraf opfører man skure, som dem De har set; der er to søstre tilknyttet tjenesten i disse nye lazaretter. Da rekonvalescenternes behov ikke er så stort, har man anbragt dem i telte. Jeg ser til dem en gang af og til sammen med de herrer officerer, som på lægernes opfordring har bedt os om at se til dem”.(10)

Konflikter i starten

Jean Doumerq katolsk præst udsendt fra Congrégation de la Mission de Saint Lazare som spirituel leder for søstrene (direktør) skriver den 20 oktober 1854 fra Piræus i et brev hjem til lederen af Congregationen i Paris, Monsieur Etienne :
”General Meyran og den militære underintendant i Piræus er uden instrukser angående den plads som Søstrenes direktør* (se boks) skal indtage og de subsidier, som man skal give ham”. Og tilføjer: ”De militære intendanter har ikke modtaget ordrer angående den betaling af missionærernes og søstrenes fornødenheder, som krigsministeren har tildelt dem. Kan De behandle denne sag i Paris?”

Han fortsætter:
”Ved at hidkalde søstrene til lazaretterne har det været kejserens og krigsministerens vilje at kunne værne om det størst mulige antal syge soldater for hæren og at lindre disses lidelser, når de ikke kunne frelses. Nu vel! De har ikke opnået deres mål.

Officererne indenfor administrationen er ikke enige indbyrdes; nogle agter søstrene og er værdige og velvillige; flere er kolde og tåler søstrene af nødvendighed, de fleste kan ikke fordrage dem, fordi de ødelægger deres beregninger. I Varna nægter man søstrene alt, på militærhospitalet i C.P. giver man det, der bliver bedt om, men kun med stor vanskelighed og på skrevne boner, i Rami Tchifflik og Candidja giver man, hvad der er nødvendigt bare på søstrenes simple opfordring. Hvor kommer denne forskel fra? Den skyldes, at disse herrer ikke har fået præcise ordrer og instrukser.

De gør sig og vil gøre sig til dommere, så længe de ikke har modtaget faste forholdsregler udstukket fra ministeriet. Fra vores side (dvs. søstrenes side) har vi et råd for at kunne fastlægge regler for alt, der har med lazaretterne at gøre; men vi er ofte henvist til fortvivlede udveje, fordi vi har at gøre med enten fjendtlige, kolde eller frygtsomme mænd, eller mænd der tror, det er nødvendigt at tilsidesætte os for ikke at forstyrre deres reglements funktion og orden, på bunden af alt dette er der en barnlig frygt for religiøst overgreb, et sandt mareridt.”

Om forholdet til nogle af lægerne skriver Doumerq i samme brev :
”Man har hørt nogle af lægerne sige til søstrene: jeg forstår jer ikke, hvad I er kommet her for at gøre? Vi udfører vores metier, og man skal jo leve, men I hvad er jeres formål? Tror I ikke, at det er bedre, at I lader disse mennesker være? Døden skal tidligt nok befri dem for deres dårligdomme…andre har sagt: hvorfor beder I om så meget til jeres syge?”.(11)

Udsagnet i brevet afspejler i sagens natur kun én side nemlig en katolsk præsts oplevelse af situationen. Alligevel er det ikke svært at forestille sig, at søstrenes ankomst til militærhospitalerne kan have givet anledning til konflikter af grunde, som Doumerc er inde på: dårlig kommunikation fra toppen, manglende forståelse både blandt militærfolk og læger for patienternes måske helt basale behov og en ”barnlig frygt for religiøst overgreb”.

Den manglende forståelse for patienternes behov som ifølge Doumerc bliver udtrykt både fra den militære administrations og lægelige side fører uvilkårligt tankerne tilbage til Ludvig d. XIV’s institution Les Invalides skabt i 1676 for de syge og invalide soldater i Paris, hvortil man fra starten knyttede netop Sankt Vincent søstrene for at varetage de syges pleje og tarv. Soldaterne kaldte dengang institutionen for ”et hæderligt hospital”. Denne betegnelse skyldtes ikke mindst søstrenes tilstedeværelse, deres overbærenhed med soldaterne og deres sikring af de syges tarv helt ned i de mindste behov i forholdet til administrationen.

Nu kommer søstrene anstigende igen her knap tohundrede år senere og vil sikre de samme tarv, men denne gang midt i en krigssituations værste kaos, hvor alt inklusive de syge soldaters overlevelse kan synes håbløst og på forhånd tabt. Og hvor andre prioriteringer end søstrenes måske hersker blandt ledelsen, der skal prøve at bevare det samlede overblik overvældet af den sundhedsmæssige katastrofes omfang. Man kan nemt forestille sig, at det har givet anledning til om ikke konflikt, så mangel på gensidig forståelse. Ikke forstået sådan at lægerne ikke havde respekt for de syge soldater som mennesker og dermed for deres behov, tværtimod, men måske var søstrenes måde at gribe det hele an på efter deres egne anskuelser og regler kommet både officererne og lægerne og disses vurderinger og systemer på tværs?

De franske militærlæger var under Krimkrigen underlagt den militære autoritet, og deres lægelige anvisninger om eksempelvis forholdsregler mod smitte eller sundhedsmæssige krav til en lejr blev betragtet som rådgivende for den øverste militære myndighed. Under sig havde militærlægerne så et korps af militære sygepassere oplært under et bestemt system, nemlig lægernes system. Pludselig kommer der så en flok religiøse sygesøstre ind i kernen af dette fastlagte system og forstyrrer de kendte spilleregler ganske vist i de syge soldaters interesse, men ”på deres måde”. En ny situation som man tydeligvis ikke er lige godt forberedt på alle steder.

Det religiøse element
Dertil kommer så ”den barnlige frygt for religiøst overgreb” som Doumerc taler om. Et faktum er det, at man som Sankt Vincent søster skal pleje både sjæl og krop. Det betød i praksis, at præsterne fra Congregationen, der oprindeligt var udsendt som søstrenes direktører, på grund af det overvældende antal syge eller døende soldater også kom til at hjælpe feltpræsterne. Sammen ydede de soldaterne religiøs bistand, så det katolske rituel kunne overholdes, søstrene skulle så tage sig af sygeplejen; men som allerede nævnt kunne søstrene også komme til at bistå præsterne.

For Sankt Vincent søstrene hang det religiøse og det plejemæssige uløseligt sammen, og det ene var utænkeligt uden det andet; men forud gik i følge Sankt Vincents ånd plejen af de syge, hvis der var tvivl om prioriteringen i den aktuelle situation. Imidlertid behøver man bare at gå tilbage til revolutionen for at blive mindet om konflikten på republikkens hospitalerne netop omkring det religiøse og forholdet mellem kirke og hospital.

Læg igen mærke til Dourmercs egne ord i starten af brevet: ”Overfloden af den guddommelige nåde og miskundhed, som tilfalder hæren, har været af en sådan karakter, at vi under vores ophold i Varna ikke har mødt nogen modstand, tværtimod kom vore brave soldater os i møde, kaldte os hid og bad højt og klart om vores hellige bistand…” Man kan vel drage den konklusion, at det ikke var helt ualmindeligt at ”møde modstand”, siden Doumerc selv fremhæver et eksempel på det modsatte.

Også blandt lægerne blev der tilsyneladende ”mødt modstand”. Doumerc skriver at: ”en del af lægerne er upåvirkelige overfor religionen, og de har hovedet fyldt med indvendinger mod religionen, som de udbreder blandt søstrene. Det har været nødvendigt at anbefale søstrene at sætte en stopper for hele den diskussion.... ”

Et mere konkret eksempel på den konflikt, der kunne opstå mellem sygesøstrene og administrationen finder man videre i Doumercs brev til Monsieur Etienne. Det drejer sig om søstrenes behov for et kapel, hvor de kan overholde deres regler for andagt og bønner:

”Det er i Varna kun ved at insistere kraftigt, at søstrene har kunnet opnå en bolig på hospitalet. Søstrene må indtage deres mad for enden af den store sovesal, og det gamle store kapel, søstrene bad om, er blevet inddraget til sygesal. Det nuværende kapel, er kun adskilt fra sygesalen ved hjælp af et dårligt bræt med hundrede huller, hvor ikke bare lugte, skrig og stønnen trænger igennem til søstrenes bøn, men også banden og blasfemi fra sygepasserne og andre…”

Set på baggrund af søstrenes århundrede gamle religiøse regler, der skal overholdes, er det naturligt, at de beder om et kapel. Omvendt er det lige så naturligt, at lægerne prioriterer anderledes og i en krigstid med overbelægning på sygestuerne vælger at inddrage, hvad der overhovedet kan inddrages af lokaler til de syges behandling og overlevelse. Endnu en gang: det var ikke kun på slagmarken, der skulle udkæmpes slag!

Søstrenes vanskelige arbejdsforhold

Den 5 oktober 1854 var forholdene for sygesøstrene endnu ikke på plads. Doumerc planlægger et besøg på lazaretterne i Gallipoli og skriver fra Konstantinopel om hospitalet i Gallipoli : "

De tre søstre, der er tilbage der, synes mig ikke at være tilstrækkeligt beskæftigede. Dertil kommer, at de er indlogeret to til tre kilometer fra de syges barakker og fra hospitalet. Hvis de bliver her, er det af den største nødvendighed, at de bliver indlogeret på selve hospitalet, ellers vil regnen og mudderet gøre vejene umulige at bruge i løbet af vinteren, og bortset fra spild af tid vil søstrenes helbred også være udsat for fare under disse ture frem og tilbage”.

På hospitalet i Varna havde søstrene ikke bare problemer med at få tildelt en bolig indenfor hospitalets vægge, men også kosten lod meget tilbage at ønske. Søster Caroline havde i et brev dateret den 12 september 1854 ikke uden humor skrevet til Doumerc:

”Og hvis der skal mere til for at lokke Dem til Varna, kan jeg love Dem, at De der vil leve som en rigtig missionær dvs. undertiden mangle det nødvendige, måske være nødt til at vente på eller endog bede om Deres mad, som man så vil servere for Dem en gang imellem enten kold eller dårligt tilberedt, og De vil lide under årstidens gener (tag varmt tøj og varme strømper med) …nuvel min Fader, synes alt dette Dem ikke ønskværdigt? (12)

Man kan ikke just påstå her i krigens første tid, at søstrenes ankomst var velforberedt, og at arbejdsvilkårene var nemme. Krigens senere udvikling skulle ikke i større grad gøre søstrenes arbejdsvilkår mere attraktive. Således står der i et senere brev fra en præst udsendt fra Congregationen om det franske hospital Dolma Batché ved Konstantinopel:

”Siden oktober måned er her konstant mellem 700 til 800 syge. Tjenesten her er meget vanskelig på grund af afstanden mellem sygesalene og udhusene, terrænnets ujævnhed og det faktum, at man er nødt til at gå igennem de haver, gårde eller marker, der adskiller bygningerne. Dette hospital er mindre end det føromtalte hospital, det er bedre udluftet, mindre befolket og i konsekvens deraf mere sundt. Søstrene og sygepasserne har her i mere end fem måneder lidt under vinterens strenghed, idet de var nødt til i tjenestens øjemed at gå over gårdene og et terræn snart dækket af sne, snart dækket af vand. Frosten, mudderet og jordens hældning gjorde ofte passagen farefuld.”

Og om hospitalet i Péra:
”Dette hospital var det første, der blev åbnet for vore soldater i juli sidste år på det tidspunkt, hvor koleraen lavede størst ravage. Siden har der konstant været femten til seksten søstre beskæftiget der. De er hver tildelt en division af syge, som de passer med en hengivenhed uden grænser. De er for få til at tage sig af hele tjenesten, men de deler tjenesten med sygepasserne, hvoraf størstedelen ikke er særlig tiltrukket af sådan en beskæftigelse.

Søstrenes tilstedeværelse og deres eksempel er et stærkt incitament for dem, der har lidt god vilje. Tjenesten bliver gjort endnu vanskeligere, fordi søstrene er nødt til at gå med lægerne på deres runder på sygestuerne, mens de på samme tid skal forsyne de syge, der har mest behov og det inden medicinuddelingen, som ofte bliver forsinket helt til middag. En anden vanskelighed: i flere sygesale er sengene placeret på lange forhøjninger, nogle gange hævet to til tre fod over gulvet. Nogle gange er disse forhøjninger smalle og svarer nøjagtigt til en sengs længde. I det tilfælde er søstrene nødt til at springe over i et stort spring for at se til hver enkelt patient.

Føj så til det en mørk trappe næsten lodret med høje trin, som søstrene skal gå op ad for at komme til deres bolig på tredje sal; alt dette i en atmosfære som er inficeret af miasmer fra gangrænøse sår og først og fremmest fra dårligt konstruerede og for talrige latriner. En sal på dette hospital har været så inficeret, at ingen der blev raske igen. Lægerne sagde selv, at de havde sikkerhed for, at de kun var i stand til at redde ganske få, og at de i virkeligheden opererede på lig. Under disse omstændigheder har søstrenes helbred været på hård prøve; næsten alle har været syge, og vi har haft helt op til fire sengeliggende på en gang”. (12)

Sne, kulde, mudder og regn var altså de vanskelige vilkår søstrene måtte dele med soldaterne under Krimkrigen; men hvor soldaterne belært af hærens dyrekøbte erfaringer under krigens første vinter havde modtaget mere passende udstyr i form af varme støvler, bukser og kapper til den næste vinter, var søstrene afhængige af hensynet til deres ordensdragt. Det store hvide stivede slør, som var de franske Sankt Vincent Søstres kendetegn, og den gulvlange dragt kan ikke just have været den mest praktiske beklædning til at forcere senge, trapper og isglatte gårde, og slet ikke i en krigssituation hvor alt bare skal gå stærkt.

Et øjenvidne skriver i et brev d. 22 december 1855 til Monsieur Le Pavec fra Lazarist Congregationen om søstrenes dragt:
”To søstre tog deres tjensteuniform på for at vise mig den: en stor kappe i olieret lærredstof med en hætte i slørets bredde, kappen er snøret ind i taljen med et reb, et par store støvler eller enorme sko: sådan ser Deres kære søstres militære uniform ud på Krim, og det er virkelig, hvad de har brug for at gå fra en barak til en anden…(1)

Den dårlige kommunikation et faktum
Tilbage i krigens første tid med startvanskelighederne for søstrene fortsætter Doumerc sin redegørelse:
”Hærens læger siger lige ud nu, at de anser det for højst mærkværdigt, at ingen har talt med dem angående søstrene og de tjenester, de skal udføre…En af lægerne har indrømmet overfor mig, at halvdelen af hans kolleger var imod ideen med at inddrage søstrene i militærhospitalerne, men at alle var chokerede over det faktum, at ledelsen uden at give den mindste underretning havde sendt søstrene til hærens lazaretter”.

Og senere i brevet:
”Hvis regeringen har tillid til søstrene, er det nødvendigt, at den taler med administrationen for at få administrationen til at tage hensyn til, hvad søstrene beder om. Alle ved, at søstrene ( i stedet for at bruge midlerne til at opnå meget beskedne og ofte beklagelige resultater som administrationen gør det) med få omkostninger uddeler til de syge, alt det, de har brug for, ofte det de synes om, stiller de syge tilfredse med lidt, gør dem næsten lykkelige midt i deres lidelser…”

Basal sygepleje i krigstid
Dette afsnit i brevet er interessant for dagens sygeplejersker, fordi man her bliver mindet om, hvor stor betydning opfyldelsen af patientens basale behov er, også for ikke at sige navnlig når patienten er en syg soldat i krig og krise.
”Søstrene uddeler til de syge alt det, de har brug for, ofte det, de synes om og stiller de syge tilfredse med lidt, gør dem næsten lykkelige midt i deres lidelser”, skriver Doumerc. Så enkelt kan det siges, for så enkle er de basale behov, som når de bliver opfyldt har så stor en betydning for patienternes velvære og tryghed ”midt i lidelserne”.

Vincent de Paul, grundlæggeren af søstrenes orden var allerede opmærksom på de basale behov hos de syge i midten af 1600 tallet i en tid, hvor fattige og syge bare var anbragt på de såkaldte hospitaler til opbevaring uden egentlig behandling. Og han havde oplevet, hvordan de syge i hjemmene dengang havde brug for og satte pris på de helt nære ting som en tæppe, der bliver rettet, et måltid der bliver serveret med omhu, et nærvær midt i smerten. Det lærte Vincent de Paul sine søstre dengang, og denne helt basale pleje har de siden udført rundt om i verden, hvor behovet nu fandtes.

Hvilken sygeplejerske har i dag ikke oplevet et taknemmeligt blik fra den patient, hvis lejring man lige har rettet på, så patienten har knap så ondt, eller fra den patient man bare har givet noget at drikke, fordi han ikke selv var i stand til det? Ikke at en sygeplejerske kunne drømme om at forlange taknemmelighed eller noget, der bare ligner for så selvfølgelig en gestus; men det var faktisk, hvad soldaterne gjorde dengang under Krimkrigen på sygestuerne, drømte altså. De drømte om, at nogen ville give dem en velgørende suppe, rene lagner, en lille opmærksomhed, et venligt ord, trøst og tilstedeværelse, huske at de var mennesker, selvom de var (syge) soldater. Det gjorde søstrene. De kom, de var til stede, og de gjorde en forskel.

Sygesøster og mor
”Når De kommer ind i sygesalen, forekommer det mig som et syn mellem Frankrig og min mor”, sagde en soldat til en af søstrene. Er det svært at forestille sig, at soldaten næppe havde følt sig lige så trøstet og i gode hænder ved synet af en af de mandlige militære sygepassere? Slet ikke når man husker på beretningen om den soldat, der på sygestuen brød ud i gråd, fordi en søster tiltalte ham ved hans navn. Han havde ikke hørt sit navn nævnt, siden han var i hæren.

I hvor høj grad søstrene og deres pleje betød noget for de syge soldater, kom i følge Doumerc noget bag på både lægerne og militærfolkene. Doumerc skriver til Monsieur Etienne:

”Jeg skal gøre Dem opmærksom på et faktum, der beviser, hvad jeg før nævnte om soldaternes tillid til søstrene. Generalinspektøren, der for nylig var ankommet fra Paris, aflagde besøg på det store militærhospital i Pera. Han spurgte de syge, om de var tilfredse, og om de havde nogen klager at gøre. Han var ledsaget af omkring tyve officerer, majorer og intendanter. Da han kom hen foran en gammel zouave*, der var såret fra slaget ved Alma, spørger han: og De min gode mand ,er De tilfreds med den pleje, De modtager her fra …og fra…og fra…idet han opregnede lige til sygepasserne. Zouaven svarede: ja, hr. generalinspektør, men det vil jeg navnlig sige om de gode små søstre.

Alle var de slået af overraskelse, de så på hinanden, nogen var rørte, andre var forvirrede, og de kom først til sig selv efter et øjeblik. Vidner til optrinnet har fortalt mig det, og alle de militære fortalte det igen og igen. Det skal siges, at søstrene ikke var til stede, og at ingen højst sandsynligt tænkte på dem i det øjeblik, undtagen zouaven, som imidlertid ikke tænkte på at komme med en kompliment, men som udtrykte en ærlig tanke, som hjertet var fyldt af”.

*zouave= fodsoldat fra kolonikorpset i Algeriet skabt i 1830 – zouaverne gjorde også tjeneste i den franske hær under Krimkrigen og var anset for meget modige og dygtige soldater

De afholdte søstre
Når Doumerc skriver i sit brev, at søstrene både var afholdte og respekterede af soldaterne, rammer han noget helt essentielt og specielt, som også den gamle zouave soldat bekræfter, nemlig det forhold der var mellem søstrene og soldaterne. Utallige er de vidnesbyrd, der beretter om, hvordan ellers barske soldater med deres egen jargon blev til om ikke myge lam så hengivne mænd, der adlød søstrenes mindste vink og beundrede dem for deres mod. Den besked eller den behandling, der måske mødte modstand hos de syge soldater, når den blev givet af de militære sygepassere, blev accepteret når den kom fra søstrene. Ja, bare selve søstrenes tilstedeværelse på de smittebefængte militærhospitaler gjorde, at soldater og matroser overvandt deres instinktive modstand over overhovedet at komme indenfor dørene, hvilket de i parentes bemærket og set i lyset af hospitalsinfektionernes rasen desværre kun havde deres alt for gode grunde til.

Søstrenes tilstedeværelse under Krimkrigen i det fjerne langt væk fra Frankrigs grænser var for de syge og sårede soldater et håndgribeligt bevis på, at de ikke var overladt til dem selv i nøden. Soldaterne kendte søstrene hjemme fra, at søstrene nu frivilligt havde forladt det trygge miljø hjemme i Frankrig for at følge hærens soldater og dele deres kår på hospitalerne, oplevede soldaterne som noget nær en åbenbaring…en blanding mellem fædrelandet og deres mor.

”De to følelser, som griber soldaten ved synet af sygesøsteren, er beundring og en religiøs respekt for deres opofrelse: ”Hvordan kan det være, I kommer så langt væk fra for at pleje os, sagde en såret zouave til en søster, og som os er I ikke bange for at forlade fædrelandet?”

”Når en søster kommer ind i en sygesal, opklares de triste ansigter, upassende samtaler hører op og selve holdningen bliver mere værdig. Hvis en soldat føler sig uretfærdigt behandlet af sin major, enten fordi han er blevet sat på diæt eller tvunget til at tage en ubehagelig medicin, kan et enkelt ord fra en søster overbevise og berolige ham”, beretter et øjenvidne fra et af de franske militærhospitaler. (13)

Et helt håndgribeligt bevis på, hvordan soldaterne og deres overordnede agtede søstrene, finder man i flere referater angående de militære begravelsesceremonier under Krimkrigen. Da tyfusen rasede i foråret 1856, gik det hårdt ud over søstrene på hospitalerne. Da søster Maria en af de særlig afholdte søstre skulle begraves holdt to af de militære myndighedspersoner tale og sagde blandt andet:

”Plejen af soldaterne var for søster Maria mere end en pligt, det var en hengivenhed, og hvis hun gerne talte om sine gode soldater, var det helt sikkert, fordi hun konstant tænkte på dem og anstrengte sig for at kunne give dem, hvad der var rart for dem, eller hvad der kunne om så for et øjeblik lindre deres mindste smerter…Søster Maria elskede som en mor, derfor var hun også elsket af soldaterne. Hvordan kan man derfor undre sig over de fremragende åndelige resultater, hun opnåede i denne tjeneste? Når hendes moderlige kærlighed gjorde hendes mest penible tjenesteydelser til en fornøjelse, accepterede soldaterne hendes pleje med glæde. Ingen modstod hendes formaninger, som var ildfulde, men altid med et gran blidhed. Hun gjorde, kan man vist roligt sige, lige det hun ville med sine syge, ja selv med sygepasserne, og selvom hun ikke havde anden magt over dem end sin fromhed, var der ikke en af dem, der ikke var glad for ikke bare at adlyde hende, men ligefrem være hende tilpas”. (14)

Denne tale om den gensidige respekt mellem søstrene og soldaterne fandt sted i krigens sidste del og gjorde sammen med andre udsagn de røster fra krigens første start til skamme, der dengang havde udtrykt frygt for søstrenes eventuelle moralske overlast blandt soldaterne. 

Søstrenes organisation og ledelse

Sankt Vincent Søstrene har deres egen overordnede leder Supérieure Générale svarende til forstanderinde eller priorinde.
Søstrenes organisation La Compagnie des Filles de la Charité er imidlertid underlagt La Congrégation de la Mission de Saint Lazare, en katolsk orden/mission, hvis leder i sin tid var Vincent de Pauls direkte efterfølger. Congregationens overordnede leder er dermed søstrenes øverste leder.

Sådan har det været siden Vincent de Pauls højre hånd Louise de Marillacs tid, hvor søstrenes organisation blev grundlagt i 1633, for sådan ønskede Louise de Marillac det, fordi hun dermed så en måde at fastholde Vincent de Pauls ideer og identitet på til alle tider.

Både søstrenes og Congregationens hovedsæde havde under Krimkrigen og har det den dag i dag til huse i Paris.
Det var til søstrenes daværende forstanderinde Elisabeth Montcellet i Paris, at søstrenes breve fra Krimkrigen gik ofte via søstrenes leder i Konstantinopel Søster Lesueur.

Congregationens øverste leder i Paris under Krimkrigen Monsieur Etienne udsendte Jean Joseph Doumerc til Krim som søstrenes direktør.

Litteratur

  1. Bourdon M.L. Les Soeurs de Charité en Orient. Editeur L. Lefort; Lille 1857
  2. Guillermand J. La vision de la guerre de Crimée du médecin inspecteur Lucien Baudens. Indlæg i Préludes et Pionniers; Collection Henry Dunant Nr.5.Editeurs Roger Durand et Jacques Meurant; Genève Société Henry Dunant 1991.
  3. Chenu J.C. De la mortalité dans l’Armée et des moyens d’économiser la vie humaine – extraits des statistiques médico-chirurgicales des campagnes de Crimée en 1854-1856 et d’Italy en 1859. Librairie Hachette et Cie; Paris 1870.
  4. Baudens M.L. Une Mission Médicale à l’Armée d’Orient. Imprimerie J. Claye; Paris 1857
  5. Pincoffs P. Experiences of a civilian in eastern military hospitals with observations on the english, french and other medical departements and the organisation of military medical schools and hospitals. Williams and Norgate; London 1857.
  6. Gilbrain E. L’Hôpital francais de Constantinople Les Médecins francais et les Filles de la Charité dans les hôpitaux de Constantinople. Communication présentée à la séance du 22 janvier 1977 de la société Francaise d’Histoire de la Médicine.
  7. Quesnoy M.F. Souvenirs Historiques Militaires et Médicaux de l’Armée d’Orient. Paris: Labbé, Libraire de l’Ecole de Médecine; 1858.
  8. Annales de la Congrégation de la Mission ou Recueil de lettres édifiantes écrites par les Prètres de cette Congrégation employés dans les Missions étrangères. Tome XIX. Imprimerie d’Adrien Le Clerc; Paris 1854.
  9. Eugène Boré L’Homme privé, l’homme public, les voyages, les oeuvres d’après un temoin de sa vie avec de nombreux extraits des souvenirs personels de Boré. Forfatter ikke angivet. Lille: Librairie St. Charles; værket er ikke dateret.
  10. Circulaires du Premier de l’An, 1853–1864, 1856-1866 Archives Lazaristes C.M.
  11. Dossier ”Guerre de Crimée” C215. Archives lazaristes C.M.
  12. Taxil L. et Marcel. P. Les Soeurs de Charité. Paris: Editeur H. Geffroy. Værket er ikke dateret.
  13. Circulaires du Premier de l’An, 1853–1864, 1856-1866 Archives Lazaristes C.M
  14. Circulaires du Premier de l’An, 1853–1864, 1856-1866 Archives Lazaristes C.M
Emneord: 
Historie
Sygeplejens historie