Vold slider personalet ned

Foto: Kissen Møller Hansen

Foråret og sommeren 2004 har været de værste i mange år for personalet på 5. og 3. etage i det psykiatriske sygehus Søndersøparken i Viborg. 

I den retspsykiatriske afdeling, 5. etage, startede året med et drabsforsøg. Ud på sommeren måtte en anden patient overføres til en retspsykiatrisk afdeling i et andet amt efter massivt pres fra personalet.

Forud lå et langt og opslidende forløb med gentagne farlige situationer, bl.a. da en patient brækkede et par bordben af for at banke to medarbejdere. Personalet kunne ikke holde til mere, og problemerne forplantede sig i hele afdelingen.

”En voldsom episode kører også de andre patienter op,” siger sygeplejerske Mia Schnefeldt Sørensen.

”De hører råb og skrig - nogle vil hjælpe den patient, der er involveret, andre bliver bange og løber ind på deres egen stue, andre igen bliver meget synlige, dunker hovedet mod væggen ”

På 3. etage, en kombineret akut modtage- og intensivafdeling, havde Arbejdstilsynet allerede i 2001 påtalt det belastede arbejdsmiljø med stor overbelægning, stor personaleudskiftning og mange konflikter mellem patienterne indbyrdes og mellem patienter og personale. 

I begyndelsen af juni var utrygheden blandt personalet i de to afdelinger blevet så stor, at personaleorganisationerne, dvs. Dansk Sygeplejeråd, FOA og Socialpædagogernes Landsforbund, tog kontakt til Viborg Amt.

Der var mange ingredienser i sagen, stort arbejdspres og forskellige problemer i arbejdstilrettelæggelsen og personalepolitikken. Men den begivenhed, der fik personalet til at gå til deres fagforeninger, var en melding fra ledelsen før sommerferien: 

På grund af problemer med at skaffe mandligt personale var det ikke længere muligt at garantere, at der altid var to mænd i vagt - hvad der hidtil havde været en uskreven, men ubrydelig regel. 

Voldsdømte patienter

Mia Sørensen var lige knap 26 år og helt nyuddannet som sygeplejerske, da hun blev ansat på 5. etage den 1. januar 2004. 

Der var ingen konflikthåndteringskurser planlagt før november 2004. Hvordan hun skulle undgå vold og afværge farlige situationer, lærte hun først og fremmest af kollegerne. 

Hun havde været ansat præcis en måned, da en af hendes kolleger var tæt på at blive dræbt, og en anden kom til skade. 

En voldsdømt patient, der var kendt som farlig, smadrede en porcelænshåndvask, angreb den første medarbejder med et skår og skar ham i ansigtet. Den næste fik dybe flænger i armen, da han lagde sig imellem. Begge var sygemeldt i længere tid. I løbet af foråret var der mange små episoder, men også flere, hvor medarbejdere måtte på skadestuen.

På 5. etage er der plads til ti retspsykiatriske patienter, og der er meget sjældent overbelægning. Hvis der er fuld belægning, må nye retspsykiatriske patienter vente i modtagelsen på 3. etage.

Patienterne på 5. etage kan være dømt til anbringelse, f.eks. for drab og grov vold. Eller de kan have fået en dom til behandling i forbindelse med røveri, trusler og almindelig vold. De kan også være surrogatfængslede, dvs. mennesker, der ikke kan sidde i varetægtsfængsel, fordi de er psykisk syge, eller de kan være varetægtsfængslede,

Side 11

Billede

Side 12 

der pludselig er blevet psykotiske i arresten.

Alle lider af egentlig psykisk sygdom. Ellers ville de sidde i fængsel. Nogle er samtidig karakterafvigere, det man tidligere kaldte psykopater. Dem kan afdelingen højst have to af ad gangen. Størstedelen er misbrugere. Og selv om personalet er på tæerne, stikprøvemæssigt visiterer patienterne, når de har haft udgang, og kan forlange urinprøver, lykkes det ofte patienterne at få stoffer ind i afdelingen. For det meste hash, men også amfetamin o.l.

”Vi må ikke visitere de pårørende, når de kommer på besøg,” siger Mia Sørensen.

”Hærdede misbrugere er meget opfindsomme og vil gøre hvad som helst for at få stoffer ind i afdelingen. Men vi kan tydeligt mærke, når de er påvirkede, og det sætter behandlingen måneder tilbage. Det samme med alkohol, når de har udgang eller stikker af. Så opstår de farlige situationer.”

Nu vil jeg slås

I sommer havde en patient set sig gal på to af Mia Sørensens mandlige kolleger. Gennem længere tid havde han kørt på dem personligt og truet dem på deres familier.

En dag, hvor de begge mødte i aftenvagt sammen med Mia Sørensen, blev patienten ude af sig selv og forlangte de to mænd skiftet ud. Patienten var ikke psykotisk, men var skærmet mod for mange indtryk på sin stue, hvor Mia Sørensen først forsøgte at snakke ham til ro.

”Men ved 17-tiden tænkte jeg: Nu tør jeg ikke mere, nu må vi kalde hjælp. Han sidder helt sort i blikket og siger, at nu vil han tage sit ur af - han havde et meget dyrt ur - for nu vil han slås.”

Der kommer hurtigt hjælp fra andre etager, og Mia Sørensen går ned for at fortælle patienten, at han skal fikseres.

”Jeg er halvvejs nede ad gangen, da døren går op med et brag, og han kommer ud med to bordben af træ, som han har brækket af og slår mod hinanden.”

Patienten siger til Mia Sørensen, at hun skal hoppe til side, for det er de to andre, han vil slås med. Det gør hun, men det betyder, at hun kommer til at stå ubeskyttet bag patienten sammen med en rengøringsassistent, mens hendes kolleger og de tilløbende fra andre afdelinger står på gangen med front mod ham.

Forrest står en kollega med et politiskjold, som afdelingen tidligere har anskaffet. Efter fem-seks minutter får han og Mia Sørensen talt patienten til ro, så han lægger bordbenene fra sig og går med ned på fikseringsstuen.

”Men de fem-seks minutter føltes meget lange.”

To gange lykkes det patienten, som er meget høj og tynd, at komme ud af bæltet. Mia Sørensen er ved at lægge bæltet på igen sammen med tre andre, da patienten sætter sig op i sengen, råber og ryster en knytnæve op i ansigtet på hende.

”Han vil have et fjernsyn ind, han vil have sin bærbare computer, han vil have sin mobiltelefon ”

Hun synes selv, hun kan høre sin stemme ryste, da hun råber patienten ind i hovedet, at hun ikke vil høre på ham, før han lader sig spænde fast igen.

”Men jeg tænkte: Han kan kun nå at slå mig én gang, for Peter står bag mig. Så blev patienten bange, fordi jeg normalt ikke råber. Han vendte helt om og blev appellerende og ville have, at jeg skulle sidde fast vagt hos ham.

Men vi bestilte en vagt, for på det tidspunkt kunne jeg ikke rumme det mere. Og to af mine kolleger blev sygemeldt bagefter. Den ene er stadig sygemeldt i dag, et halvt år efter.”

Patienter stuvet sammen

På 3. etage i den akutte modtage- og intensivafdeling var der også adskillige tilspidsede situationer i løbet af foråret, ikke så sjældent udløst af, at for mange patienter måtte stuves sammen på for lidt plads. I løbet af sommeren begyndte en række medarbejdere at se sig om efter andet arbejde. Blandt andre sygeplejerskernes tillidsrepræsentant Trond Magne Larsen, som i dag bor i Norge.

”Der er for megen trussel i hverdagen. Man skal hele tiden gå og passe på sin ryg. Og på sine kollegers og patienternes. De uskyldige patienter, hvis man kan sige det sådan,” sagde Trond Magne Larsen til Sygeplejersken, før han rejste fra afdelingen.

”Vi har tit en belægning på 150 pct., og arbejdspresset giver en følelse af, at man ikke gør det godt nok for patienterne. Vi må flytte rundt på dem for at få det hele til at gå op. Og alligevel har vi trælse situationer, hvor f.eks. en manisk må sove sammen med en deprimeret. Den ene trænger til ro, den anden agerer bare, men burde egentlig være skærmet for selv at falde til ro.”

FOAs tillidsrepræsentant, social- og sundhedsassistent Per Aastradsen, arbejder heller ikke længere på 3. etage. En dag i august blev han slået ned af en skizofren patient. Han blev fanget i en dørsluse med patienten, der kom tilbage fra udgang, og det tykke glas i dørene forhindrede hans kolleger i at høre, hvad der skete.

Side 13

Foto: Kissen Møller Hansen

Side 14 

Per Aastradsen fik blåsorte mærker på kroppen, kæben slået af led og med sine egne ord ”en ordentlig én på psyken.”

Han fik al den krisehjælp og opbakning fra ledelsen, som han syntes, han havde brug for, og efter 14 dages sygemelding og 14 dage fri startede han igen på arbejde. Men det gik kun, indtil han et par dage efter blev alene med patienten, der slog ham ned.

”Jeg troede, jeg var videre,” siger han. ”Men lakken var for tynd. Jeg gik direkte hjem og skrev en mail til chefsygeplejersken. Nu arbejder jeg i en anden afdeling.”

Fagforeninger gik ind

I juni skrev personaleorganisationerne et fælles brev til amtets psykiatriledelse om problemerne. Det blev starten på en dialog, som både ledelse og tillidsfolk i dag betegner som meget positiv.

I drøftelserne med amtet og sygehusledelsen fungerer Per Aastrandsen som tværfaglig medarbejderrepræsentant. Han opfatter overbelægningen som det mest trængende problem at få løst, før arbejdsmiljøet kan blive bedre. Overbelægningen på 3. etage har også været med til at skærpe situationen på 5. etage, mener Mia Sørensen.

”Man skal jo hjælpe hinanden. Sommeren igennem har vi fået patienter fra 3. etage, der slet ikke hørte til hos os, indtil afdelingslægen til sidst sagde stop,” siger hun.

Overbelægningen er et problem, som amtets psykiatriledelse tager meget alvorligt, understreger Søndersøparkens chefsygeplejerske Dorrit Roholt. ”Vi beklager det dybt, vi har meget fokus på det og har lavet forskellige tiltag gennem nogle år. Men vi er ikke færdige med det.”

Overvejelserne går dels på at få skilt den akutte modtagelse fra den intensive del, der tager sig af de meget dårlige patienter. Og dels om der er alternativer til nogle af de indlæggelser, der finder sted i den akutte modtagedel. Psykiatrisk sygehus Søndersøparken har f.eks. ingen psykiatrisk skadestue. Patienter kan kun henvises til indlæggelse.

”Vi er inde at kigge på vores visitation, men også på vores dokumentation af de nødvendige observationer, så vi hurtigere bliver klar med en diagnose til det videre forløb,” siger Dorrit Roholt.

Stemningen er vendt

I løbet af de sidste par måneder er Per Aastrandsen begyndt at se lysere på fremtiden. Han oplever, at ledelsen gør en seriøs indsats for at løse problemerne, og det samme gør Mia Sørensen. I sommer overvejede hun at finde sig et

Side 15 

andet job, men nu har hun besluttet at blive. ”Jeg er glad for afdelingen og kollegerne. Og vi bliver hørt nu,” siger hun.

Der blev arrangeret et ekstra konflikthåndteringskursus, og 11 måneder efter den første arbejdsdag kom hun af sted. Også på andre fronter er der ved at komme skred i tingene.

”Nu har vi fået ekstra supervision, og vi har fået specifik undervisning i vanskelige patienter, de dyssociale og personlighedsforstyrrede. Der er tiltag i gang til at sikre oplæringen af de nyansatte, og man gør et forsøg på at gøre stillingerne mere interessante for mænd,” fortæller hun. ”Vi var nede at vende i sommer, men nu tror jeg på, at retspsykiatrien i Viborg er på vej op.”

Efter Dorrit Roholts opfattelse var det nogle få, meget vanskelige patienter, der var med til at optrappe situationen i første halvdel af året.

”Det er generelt personalets oplevelse, at de patienter, der er årsag til den fysiske vold, er blevet færre, men at volden til gengæld er blevet grovere,” siger hun.

Tidligere var der flere, der optrådte på en provokerende måde, men dem har vi åbenbart lært at dæmme op for. Der, hvor vi mangler noget, er i forhold til den ekstreme vold, og derfor må vi have mere viden om de situationer, volden opstår i.”

Der er en række faglige projekter i gang, som kan give ny viden, tilføjer Dorrit Roholt, og der sker en intern registrering af voldsepisoderne. Registreringen er samtidig en del af kriseterapien for det personale, der er ramt af vold og trusler. ”Når man registrerer, noterer og beskriver, kræver det refleksion. Den er vigtig, når man har været ude for et overgreb.”

Større viden giver større tryghed, men det er ikke kun ledelsen, der har et ansvar, understreger Dorrit Roholt. Enkelte ansatte har tilsyneladende nedprioriteret kurser og supervision. Men ligesom vi har en pligt til at give tilbud om uddannelse, har medarbejderne også en pligt til at tage imod. Tilbuddene har været der, men de har åbenbart ikke været tilstrækkelig synlige helt ud i systemet.