Synspunkt: To fløje i sygeplejen

Der er mange initiativer for at sikre den bedst mulige kvalitet i sygeplejen. Spørgsmålet er blot, om det alt sammen sikrer kvalitet, eller der også gennem kvalitetsprojekterne tildækkes kvalitet. 

Når jeg læser om målsætningen for kvalitetsudvikling, kan jeg blive en smule beskæmmet. I Dansk Sygeplejeråds klaringsrapport fra 2002 hedder det bl.a., at målet for kvalitetsudviklingen er at fremme en dokumentation, hvor der gøres op med usystematisk og skønsmæssig dokumentation. 

Samtidig nævnes det, at den dokumentation, der anbefales, ikke kan afdække de bløde værdier. Hertil kræves andre redskaber. 

Ud fra en forudsætning om at fremme en dokumentation, der er evidensbaseret, kan jeg godt forstå målsætningen. Problemet er bare, at de instrumenter, man foreslår indført til dokumentation af sygeplejen, også skal tjene som kommunikationsredskaber. Det er vel meningen at gøre disse redskaber så effektive, at de på sigt kan erstatte den mundtlige rapport. Spørgsmålet er så, hvad der vil ske med de bløde værdier. Det er ikke meningen, at disse skal indskrives i de nye dokumentationsredskaber. Hvis vi indfører systemer, som reducerer mulighederne for at kommunikere om omsorg og æstetik med hinanden, risikerer vi, at de mellemmenneskelige værdier bliver usynlige og derved forsvinder. Er det den vej, vi vil gå? 

I de netop udsendte retningslinier for føring af sygeplejejournaler lægges op til, at den specifikke dokumentation både skal indeholde en struktureret og en skønsmæssig del. Den skønsmæssige del skal kunne dokumentere de bløde data, og denne del skal prioriteres lige så højt som den strukturerede del. Problemet i retningslinierne er imidlertid, at der i sammenfatningen af kravene til dokumentation kun lægges op til dokumentation af de strukturerede data. 

Som sygeplejerske har jeg stået i mange situationer, hvor det har været svært at dokumentere sygeplejen. Jeg har haft lang tids praksis i psykiatri og har bl.a. måttet støtte svært selvmordstruende patienter. Jeg oplever, at det i disse situationer er omsorgen, det at leve sig ind i patientens situation og herfra finde handlinger, som sigter på liv og håb, der gør en forskel. 

Et af de redskaber, der indføres til dokumentation af sygeplejen, er VIPS-modellen. Forfatterne mener, at denne model kan dokumentere omsorgsfuld sygepleje. Sygeplejehandlinger indføres under overskrifter, der er genkendelige i praksis. Men problemet ved modellen er, at en omsorgssituation som beskrevet ovenfor ikke uden videre kan indskrives i modellen. Den må splittes op i diagnose, mål og handlinger og ofte også skrives under flere forskellige søgeord. Meningen med VIPS-modellen er at skrive fremadrettet. På baggrund af indsamlede data, sygeplejediagnose og målsætning planlægges sygeplejehandlinger. Men en omsorgshandling vil ofte være udført, før sygeplejersken kan skrive den ned. Det er nemlig handlinger, der opstår ud af situationen. Når omsorgshandlingerne skrives ind i en model, vil der let blive gjort vold på sproget, fordi situationen underlægges modellens problemløsende logik. 

Spørgsmålet er, om det ikke er muligt at forbedre modellerne, så de kan rumme både evidensbaseret dokumentation og en beskrivelse af omsorg med fortællesproget som vigtigste komponent. En model, som sandsynligvis vil skulle fremstå i to dele med hver sin logik. 

Jeg har en fornemmelse af, at der i dansk sygepleje er to fløje. En fløj, der vil indføre evidensbasering, og en anden fløj, der vil arbejde for omsorgen. Jeg oplever meget få eksempler på et samarbejde mellem de to fløje. Med et større samarbejde mellem dem var det måske muligt at raffinere modellerne til gavn for sygeplejen og patienterne. 

Jens Peter Hansen er studerende på suppleringsuddannelsen på JCVU Danmarks Sygeplejerskehøjskole i Århus.