Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken

Sygeplejersken 2004 nr. 8, s. 20-21

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

En stjernevrimmel af inspirationskilder til det fremmedkulturelle

Peter Elsass

Håndbog i kulturpsykologi. Et fag på tværs

København: Gyldendal 2003
688 sider, 399 kr.

SY_2004_08_20_01Kulturpsykologi er studiet af, hvordan kulturelle traditioner og social praksis regulerer, udtrykker og transformerer den menneskelige psyke. 

Her præsenteres teorier, begreber, analyser, metoder, diagnosticering, behandling, forebyggelse, evaluering og forskning i samklang med praksisbeskrivelser og re- fleksion. Metodeudvikling er et gennemgående tema. Kvalitative interview og antropologi- metoder er ofte brugte. Sporadiske glimt fra et omfattende værk er f.eks.: I udredningen af fænomenet vold, terror og terrorbekæmpelse vises, hvor stærkt retorik sætter sit præg. ”Demog- os”-dikotomien gør etniske forskelle til kasteskyts. 

I sygeplejerskers møde med torturoverleveren og den fremmede stiger behovet for trygge rammer, når grupper hetzes. Det, der foregår udenom den egentlige behandling, opleves væsentligere i den fremmedes terapi. 

Det ukendte fremmede udfordrer. Sygeplejersker har behov for at handle på et så fagligt og evidensbaseret grundlag som muligt. Her argumenteres for, at hjælperrollen består i at tage ansvar for at sætte sig ind i, hvad den, der søger hjælp, opfatter som hjælp, hvis hjælpen skal have betydning. At kende betydningen af betydning gør relationen professionel. Undersøgelser fra Grønland viser, at fælles forståelse ikke er en betingelse for, at patienter oplever behandling tilfredsstillende. I behandlingen af sundheds- og sygdomsbegreber vises, hvorfor det åbne sundhedsbegreb er utilstrækkeligt. Læseren får indblik i shamaners helbredende mystik, og hvordan flygtede tibetaneres styrke ligger i et kollektiv. Emigranthistorier skaber og påvirker emigrantens oplevelse af sundhed og sygdom. 

Præsentationen af behandlingsformer efterlader mange indtryk af sundhedsprofessionelles muligheder og begrænsninger. Inspirerende, fordi teori og praksis sættes i spil. Enestående at have denne store viden samlet. 

Bogens styrke er dens evne til at diskutere og nuancere undersøgelser, erfaringer, oplevelser fra praksis og forskning på en engageret måde, hvor faglighed er ledetråden, gennemført med klart fokus og på et yderst velargumenteret niveau. Det er en håndbog med adgang til et bredt felt af viden på flere niveauer, understøttet af 55 siders referencer. En stjernevrimmel af inspirationskilder for sygeplejersker og -studerende med interesse for det fremmedkulturelle. 

Af Grete Mygind, sygeplejelærer, Sygepleje- og radiografskolen, Københavns Amt. 

Oprør mod håbløshed og negative strømme i sygeplejen 

Dorthe Boe Danbjørg

Sygeplejens vilkår i det danske sundhedsvæsen - en debatbog

København: Nyt NordiskForlag Arnold Busck 2003
138 sider, 179 kr.

SY_2004_08_21_01Uddannelsen til sygeplejerske er spændende og udviklende, og faget er meningsfuldt og samfundsnyttigt. Man kan arbejde nationalt og internationalt i klinikken og med undervisnings- og ledelsesopgaver. 

Der er rige karriere- og forskningsmuligheder. Arbejdet kan let forenes med fritidsliv og familie, og der findes nærmest ikke arbejdsløshed. 

Så er det, man kan spørge, hvordan det så kan være, de unge ikke strømmer til faget, og hvorfor sygeplejerskerne ikke går rundt og jubler over deres hverdag? Det debatteres af ni forfattere, som ser på sygeplejens vilkår fra forskellige vinkler, i et forsøg på at gå mod den håbløshed og negative strøm, som faget er omgærdet af. Dorthe Boe Danbjørg medgiver, at sygeplejens vilkår ikke er optimale, men det er konsekvenser af politiske prioriteringer, hvor man er fokuseret på målbare og økonomiske resultater. Til det siger Michael Juhl, at sygeplejersker over for samfundet må synliggøre, når der tages beslutninger der forringer patienternes livskvalitet. Hvis ingen gider høre efter, er det fordi, det er en dårlig sag. 

Der ses også et skred i samfundets krav og ønsker til sundhedspersonalet nu, hvor patienterne har fået rettigheder via lovgivning. Hanne Mortensen formaner sygeplejerskerne om, at det ikke er dem, der ved bedst. Det gør patienten, som både juridisk og etisk har ret. 

På trods af udviklingen er sygeplejen stadig at betragte som et lavtlønsarbejde, hvor arbejdet er lønnen i sig selv. Pia Ramhøj mener, det er forestillingen om, at sygeplejersker er beskedne, jævne mennesker, der brænder for sagen og derfor ikke har de store forventninger til lønnen. Hun mener også, der stadig er en forestilling om, at man ikke behøver være så klog for at blive sygeplejerske. Bare man har et godt hjerte, og hænderne er skruet rigtigt på. Det er derfor, man tror, det kun er i klinikken ude hos ”mesteren,” man kan lære. Pia Ramhøj ser det afspejle sig i forventningerne om, at de studerende stadig går til hånde, er nyttige og ikke til byrde for de travlt ophængte sygeplejersker. Hun ser dog en mulighed for at slippe åget og markere sig som en selvstændig uddannelse med ansvar for egen udvikling. Der er muligheder i den nye uddannelse, og CVU-strukturen og adjunkt/lektorstrukturen vil kunne modsvare de øgede krav. Men hvis ikke handsken tages op, kommer denne forandring ikke professionen, samfundet og patienterne til gode. 

En spændende antologi, der ikke giver et entydigt billede af sygeplejen, men som ud fra forfatternes meget forskellige positioner i systemet, fra gulvet, fagpolitisk, ledelsesmæssigt, etisk, historisk og uddannelsesmæssigt, belyser sygeplejens vilkår på godt og ondt. 

Af Karen Margrethe Maglekær, sygeplejelærer, cand.cur. CVU Syd, Sygeplejeskolen i Storstrøms Amt, Næstved. 

Det ultramoderne valg

Kim Andrea Brofeldt, Sara Mac Dalland, Maria Petræus, Stine Roldgaard, Nanna Solow

Bogen om hjemmefødsel

København: Lindhardt og Ringhof 2003
204 sider, 299 kr.

SY_2004_08_21_02”Bogen om hjemmefødsel” spænder vidt og er en rigtig god håndbog til alle hjemmefødselsinteresserede - både skeptikere og tilhængere. 

Som potentiel hjemmeføder gør man sig mange overvejelser og møder et hav af råd, erfaringer og ikke mindst meninger fra mere eller mindre objektive kilder. Det er svært at få et reelt indblik i risici, fordele og ulemper ved hjemmefødsel, og der har længe manglet relevant litteratur om emnet. De fem kvindelige forfattere, alle lægfolk, ønsker at imødegå myter og fordomme om hjemmefødsler ved at videregive deres viden. 

En jordemoder og en obstetriker har været faglige konsulenter. Denne vekselvirkning mellem fagkundskab, fakta og personlige erfaringer er der kommet en særdeles interessant bog ud af. 

Bogen omhandler bl.a. bevæggrunde for valg af hjemmefødsel, risikovurdering, praktiske og psykiske forberedelser til fødslen, smertelindring, pleje af det nyfødte barn og kvindens krop efter fødslen og gode råd fra far til far. Interviews med en jordemoder og en obstetriker giver indblik i fagkundskabens overvejelser. Interviewet med obstetriker Ole Eik Jørgensen kunne godt ønskes dybere for at få flere lægefaglige vinkler på. Forfatternes erfaringer er sat i naturlig forlængelse af mange af afsnittene. Fakta og saglig information bringes derved i en konkret sammenhæng, man let kan identificere sig med. Erfaringsafsnittene er bogens klare styrke. Forfatterne mener, at i en tid med øget individualisering og en kritisk tilgang til sundhedsvæsenets ydelser kan hjemmefødsel betragtes som det ultramoderne valg. 

Den enkelte gravide kvinde og familie vælger maksimal indflydelse og medansvar for den store begivenhed, det er at sætte et barn i verden. Forfatterne er ikke overraskende for hjemmefødsel. 

De gør sig mange relevante overvejelser om f.eks. mental forberedelse, helbred, komplikationer, tryghed, ro og ikke mindst ansvar for egen fødsel, det ufødte barn og én selv. Alt sammen forhold, der har betydning for den enkeltes valg af fødested. Når alle disse overvejelser er taget i betragtning, er det svært at argumentere imod hjemmefødsel. Alle, der arbejder med gravide, fødende og barslende kvinder vil have glæde af at læse bogen. Mental forberedelse og troen på egen evne til at føde er bogens hovedbudskab. 

Af Anne Bager, sygeplejerske, kardiologisk afdeling B2, Odense Universitetshospital.