Arbejdet gav mareridt

Den ene krampe afløser den anden. Ryster gennem pigens krop. Hun ligger lille og forsvarsløs i den hvide hospitalsseng. Omkring sengen står hendes forældre og ser hjælpeløst til, mens deres datter glider længere og længere bort. Kræften har næsten suget al liv ud af hende.

Foto: Nicolai Howalt

Sygeplejerske Rikke Bassø Andersen står også ved sengen. Hun gør, hvad hun kan for at smertedække patienten med intravenøs medicin. Der skal meget til. Kramperne bliver ved og ved. Og Rikke Bassø Andersen har efterhånden givet hende så meget, at den næste sprøjte kan være den sidste. Hun ryster på hånden, men kæmper for at skjule det for forældrene, der mest af alt har brug for hendes støtte. De er i forvejen uenige om, hvor meget medicin deres datter skal have.

Rikke Bassø Andersen er alene på afdelingen. Det er nat, så der er ingen andre sygeplejersker at søge støtte hos. Til sidst kalder hun lægen, som overtager beslutningen om, hvornår og hvor meget medicin pigen fortsat skal have.

Den lille pige dør dagen efter. Hun har været patient på afdelingen i knap to år. Oplevelsen har prentet sig ind på Rikke Bassø Andersens nethinde. Og i lang tid vendte den tilbage i hendes mareridt om natten.

"Det var meget grænseoverskridende. Jeg vidste ikke, om jeg gav hende den sidste sprøjte. Bare tanken om at slå én ihjel" gyser Rikke Bassø Andersen uden at afslutte sætningen.

I tiden efter blev det svært for Rikke Bassø Andersen, 28 år, at tage på arbejde. Hun blev usikker og var bange for at involvere sig for meget i en ny familie. Hun talte med kollegerne, men det var, som om hun ikke fik episoden rystet af sig. Og der var heller ingen hjælp at hente fra arbejdsgivers side.

"Der blev ikke taget fat om det. Jeg manglede helt klart supervision bagefter. Derfor tog det alt for lang tid at komme over det," siger Rikke Bassø Andersen, der til sidst måtte tage sagen i egen hånd.

Hun meldte sig frivilligt 

Side 13
Billede Side 14 

til sygeplejefaglig vejledning (se boks), hvor hun bl.a. lærte at lave refleksionsøvelser. "Det hjalp. Jeg græd flere gange under forløbet. Men bare det at fortælle højt og sætte ord på oplevelsen gjorde, at jeg fik styr på følelserne," fortæller Rikke Bassø Andersen.

Synger børnene ud
På onkologisk børneafdeling på Odense Universitetshospital er der ca. 10 dødsfald om året. Nogle gange dør børnene i afdelingen, og på de dage er stemningen ekstra trykket. De døde børn ligger på afdelingen hele dagen og bliver til sidst sunget ud til ligvognen af personale og pårørende.  

"Sådan en dag er man mærket af det. Stemningen er trist, og tit ryger der en tåre," fortæller Rikke Bassø Andersen.

Specielt nogle episoder lagres i hukommelsen. Og billederne popper af og til op derhjemme, selvom Rikke Bassø Andersen forsøger at lægge arbejdet fra sig, når hun kommer hjem. Hun husker særligt det håbløse og øresønderrivende skrig fra en storebror til et barn, der døde på afdelingen. Og hun husker, dengang hun var med til at synge et barn ud til børnesangen "Postmand Per," fordi barnet elskede melodien.

"Den sang har fået helt ny betydning for mig. Når jeg hører den, ser jeg de knuste forældre for mig," siger Rikke Bassø Andersen.

Dø i eget hjem

Hun og kollegerne følger ofte børnene i flere år ad gangen og kommer derfor meget tæt på barnet og familierne. Det kan være nogle meget hårde forløb, hvor sygeplejerskerne ikke kan undgå, at følelserne bliver involveret. Og hvis barnet dør, er det vigtigt for sygeplejerskerne at få oplevelserne bearbejdet.

Rikke Bassø Andersen var i tre år kontaktsygeplejerske for et barn med kræft, som havde været igennem fem operationer, strålebehandling og kemoterapi. Familien havde i lang tid holdt fanen højt, men til sidst var der ikke mere at gøre, og de forlod hospitalet, så barnet kunne dø i eget hjem. Selvom Rikke Bassø Andersen ikke kunne tage med hele vejen til Jylland, blev kontakten alligevel bevaret telefonisk, så forældrene altid kunne få råd og vejledning.

"De ringede meget til mig. Ofte flere gange om dagen og ville have mig til at sætte tid på, hvornår hun ville dø, og have råd fra mig om, hvad de skulle sige til hende. Det var meget hårdt, for det var et af de første forløb, jeg kørte selvstændigt. Og jeg var usikker på, om jeg gav dem de rigtige redskaber," fortæller Rikke Bassø Andersen.

Det var lige før Rikke Bassø Andersens sommerferie. Og hun håbede, det hele ville blive afsluttet, inden hun skulle på ferie.

"Det ville være synd, hvis familien skulle sætte en helt ny sygeplejerske ind i det hele. Og jeg ville også gerne selv have det afsluttet. Men jeg havde lavet en aftale med mine kolleger om, at jeg ville ringes op, hvis hun døde i min ferie," siger Rikke Bassø Andersen.

Patienten døde om fredagen, samme dag som Rikke Bassø Andersen gik på ferie. "Jeg engagerer mig meget, men det tror jeg er vigtigt, ellers kan jeg ikke arbejde her."

Denne gang lykkedes det Rikke Bassø Andersen at få kæmpet sig til supervision. Men hun måtte flere gange ytre ønske om det, før det blev sat i værk.

"Jeg var jo usikker på, om jeg havde slået til, og ville gerne evaluere på, hvad jeg havde gjort rigtigt og forkert. Da jeg havde talt det igennem med psykologen og de kolleger, der også havde været involveret i forløbet, var det lettere at lægge fra mig," siger Rikke Bassø Andersen og fortsætter: "Det er hårdt, når man sidder i det og udstiller sine egne svagheder. Men det er rigtig godt og hjælper én til at komme videre."