Dilemma: Fedtet hår og dårlig ånde

Illustration: Bodil Molich

En af de første øvelser i sygeplejeskolens færdighedslaboratorium var at vaske hinanden og børste hinandens tænder. Det var en dag med megen fnisen og spildtid.

Derfor var det rart at komme i somatisk praktik og lære af erfarne sygeplejersker, hvordan man opfører sig naturligt og respektfuldt inden for patientens private grænser, selvom det første gang var meget grænseoverskridende at skulle hjælpe patienterne med personlig hygiejne.

Jeg lærte det, og det er nu en af de ting, jeg betragter som grundlæggende i sygeplejen.

En helt anden holdning til grundlæggende sygepleje så jeg i min psykiatriske praktik. Her oplevede jeg flere gange, at sygeplejersker efter samtaler med patienter rynkede på næsen og luftede ud på deres kontor, fordi patienten var usoigneret og lugtede. Hvorfor er det sådan? Tager psykiatriske sygeplejersker sig kun af problemer, som er lokaliseret mellem ørerne?

Mange psykiatriske patienter har områder, hvor der er risiko for egenomsorgssvigt. Men det giver ikke sygeplejersken ret til at udvælge de sygeplejeproblemer, hun ønsker at hjælpe patienten med, og lade andre være.

Mange psykiatriske patienter har problemer i den formelle kontakt. Disse vanskeligheder forværres, hvis man har fedtet hår, beskidt tøj og dårlig ånde. Men hvorfor undlader sygeplejersker så at hjælpe patienten med disse problemer?

Skal sygeplejerskerne tage sig af personlig hygiejne i psykiatrien? Hvis ja: Hvordan kan sygeplejersker tale om emnet og tilbyde hjælp?  

Af Mai Odderup Madsen, sygeplejestuderende

Kommentar i Sygeplejersken nr. 11 2005     

Pleje ud fra et helhedssyn

Psykiatrisk såvel som somatisk sygepleje praktiseres ud fra et helhedssyn, hvor alle patientens behov og problemer er vigtige. Tilgangen til patienten er præget af respekt, hvilket er essentielt for at opnå den nødvendige tillid i relationen, der danner grundlag for den videre behandling.

At mange psykiatriske patienter har områder med udpræget egenomsorgssvigt, udspringer ofte af deres psykiatriske lidelse, som har indvirkning på deres fysiske fremtoning og formåen.

Jeg har oplevet patienter, som ikke ville vaskes, fordi de var overbevist om, at deres krop kun blev holdt sammen af deres tøj, og hvis de afklædte sig dette, ville de falde fra hinanden. Så er det denne psykotiske problematik, der arbejdes med først frem for nødvendigheden af et bad, alt andet ville være overgreb og ikke i tråd med det princip om altid at anvende det mindst indgribende middel i patientens behandling.

Fokus er ikke på patientens problemer med den formelle kontakt, fedtet hår og beskidt tøj, men den tilgrundliggende årsag hertil. Målrettet arbejde hermed kan på sigt muliggøre forandring i patientens egenomsorgskapacitet. Det handler om at møde patienten der, hvor patienten er.

Peter Frausing, sygeplejerske, ansat på Lukket intensivt afsnit E3, Amtssygehuset i Esbjerg.