Vi behandles efter vores hudfarve

Foto: Heine Pedersen 

Den unge kvindelige patient fra Mellemøsten bad 20-30 gange om dagen og læste flere timer hver dag i koranen. Men ingen greb ind af respekt for patientens religionsudøvelse. I virkeligheden var der tale om tvangshandlinger. Patienten led af anoreksi, og ved at bede alle disse mange gange om dagen fik hun brændt rigtig mange kalorier af.

Historien er desværre ikke enestående, men blot ét af mange eksempler på, at fordomme og uvidenhed over for nydanske patienter er med til at blokere for en professionel tilgang. Men ikke nok med, at de etniske patienter får en anden behandling. Det gør de etniske kolleger også, og derfor må der gøres noget, mener Özlem Cekic, danskuddannet sygeplejerske med kurdisk baggrund.

Özlem Cekic er medlem af bestyrelsen i Hovedstadens amtskreds i Dansk Sygeplejeråd og arbejder i dag på Rigshospitalets Distriktspsykiatriske Center (DPC). Hun har før været på banen, når det gjaldt de etniske patienter, kolleger og studerende, men må erkende, at der er lang vej endnu, inden vi har etnisk ligestilling i sundhedsvæsenet. Hendes seneste Side 19

 initiativ er "Mangfoldighedsnetværket," som repræsenterer sygeplejersker med anden etnisk baggrund end dansk, og som hun er talsmand for. Endnu tæller netværket kun medlemmer fra hovedstadsområdet, men på længere sigt håber hun, at det kan blive landsdækkende.

Netværkets medlemmer kommer fra så forskellige lande som Indien, Iran, Irak, Tyrkiet og Thailand, men fælles for dem er, at de har negative erfaringer som professionelle sygeplejersker i det danske sundhedssystem, ligesom de også har oplevet, at de etniske patienter ofte får særbehandling - hvad enten det er i positiv eller negativ retning.

Brune og hvide

Özlem Cekic er ikke bange for at bruge ordet diskrimination. For det er det, der er tale om, mener hun.

"Lige så snart man har en anden hudfarve, sker der noget med omgivelsernes reaktioner. Så er man ligesom placeret og får ikke samme behandling som flertallet," siger hun.

Selv taler hun om brune og hvide patienter og brune og hvide kolleger. "Det gør jeg meget bevidst - netop for at markere, at det ikke drejer sig om andre etniske indvandrere som f.eks. nordmænd og svenskere. Os med en brun hudfarve - vi er de første, der møder fordomme og barrierer," fastslår hun.

Hun kan ryste op med talrige eksempler: "Det kan f.eks. være indvandrerkvinder, der ikke får rådgivning om prævention. De har jo fem børn i forvejen og skal sikkert have nogle flere, er indstillingen. Eller vi må straks bestille "minus svinekød" til vores nye patient, der ikke er så god til dansk, for han er nok muslim."

Den måde at putte folk i kasser på sker uafladeligt i det danske sundhedsvæsen, og resultatet er, at det kan gøre sygehuspersonalet fagligt blind, mener hun.

Når det drejer sig om de etniske sygeplejersker og etniske sygeplejestuderende, føler de sig i mange tilfælde marginaliserede eller overvågede: "Der er kolleger i netværket, som går rundt med én stor nederlagsfølelse. Selv om Sundhedsstyrelsen har sagt god for deres uddannelse og autoriseret dem, så føler de, at de danske kolleger ikke accepterer deres faglige kunnen og kontrollerer alt, hvad de gør.

Et af medlemmerne i netværket har f.eks. arbejdet fem år som intensivsygeplejerske. Hun skal hele tiden stå til regnskab for sin sygepleje - også over for de unge sygeplejersker, der er under oplæring. En anden i netværket oplevede på sin første arbejdsdag at blive udspurgt om sit ægteskab. "Har din familie også valgt din mand," lød spørgsmålet. Den slags kan man måske spørge om, når man har lært hinanden bedre at kende. Man ville jo heller ikke spørge en dansk kollega om noget tilsvarende," siger hun.

Også de etniske sygeplejestuderende udsættes for diskrimination, understreger hun. De overvåges, kontrolleres og får stillet spørgsmål, som deres danske medstuderende ikke får.

Ud med fordommene

Det er et meget bevidst valg, der ligger bag navnet "Mangfoldighedsnetværket." For i stedet for at se de kulturelle forskelligheder som barrierer, skal det, at vi er forskellige, bruges som en ressource, mener Özlem Cekic. "Mangfoldighed er et gode," siger hun.

"Det kan være med til at berige sundhedsvæsenet og med til at bryde "vi-plejer-mentaliteten." Derfor skal vi stille og roligt begynde at arbejde med os selv og hinanden for at få nedbrudt de fordomme, der eksisterer om de "brune" nydanskere. Vi skal først og fremmest møde patienter og kolleger med anden etnisk baggrund som fagpersoner og medmennesker, ligesom vi skal arbejde for, at flere sygeplejersker med anden etnisk baggrund bliver rekrutteret til sundhedsvæsenet. Det gælder også med hensyn til sygeplejerskeuddannelsen. Her skal der gerne mange flere i gang, end det sker i dag. Derfor håber jeg, at Dansk Sygeplejeråd vil tage initiativ til et rekrutteringsprogram, der er særligt målrettet indvandrermiljøerne og gerne også de unges forældre, som ofte er med til at påvirke deres børns erhvervsvalg."  

Özlem Cekic kan af og til blive træt af sin vagthundefunktion, men alligevel klemmer hun på med sin informationsvirksomhed - både på sin egen arbejdsplads og alle de mange forsamlinger, hun stiller op i - hvad enten det er på medlemsmøder eller til et foredrag på en sygeplejeskole.

Dansk Sygeplejeråd vedtog på sin kongres i 2002, at organisationen vil tage aktivt del i integrationsprocessen: "Det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at holde organisationen fast på, så det ikke bare ender med nogle flotte ord," siger hun.