Uden mundkurv

Foto: Kissen Møller Hansen

"Det er de bløde værdier, der betyder noget for mig. Jeg bliver gal, når jeg hører om dårlig ældrepleje, forkert behandling af psykisk syge, misrøgt af dyr - i det hele taget om forsømmelse af de svage grupper i samfundet. Det er den slags, der kan få mig til tasterne, og sådan har det været, lige siden jeg begyndte som ufaglært hjemmehjælper. Dér skrev jeg også mange læserbreve," fortæller sygeplejerske Connie Svit, 29 år, som i dag arbejder på Skejby Sygehus intensive afdeling. Hun har netop modtaget Kirsten Stallknecht Prisen 2005 (se boks 1).

"Jeg har svært ved at forstå, hvorfor sygeplejersker ikke er bedre til at råbe op, når noget er galt. Men nu ligger det heller ikke til mig at tie stille. Man kan ikke give mig mundkurv på - selvom man flere gange har forsøgt. Det er ikke kutyme blandt sygeplejersker at brokke sig i medierne. Tværtimod har jeg oplevet en lidt opgivende holdning - især blandt ældre sygeplejersker. De siger, at sådan er det, og det kan man ikke gøre noget ved. Jeg tror på, at man kan lave tingene om ved at råbe op."

Lå død i halvanden time

Og råbe op, det gjorde hun sommeren 2004 - så det virkelig kunne høres i Århus og omegn. Men denne gang ikke i forbindelse med et læserbrev.

I en række kritiske artikler om Medicinsk Afdeling V på Århus Kommunehospital, bragt i Århus Stiftstidende, optrådte hun som journalistens primære kilde. På afdelingen var der den sommer meget kraftig underbemanding. Flere sygeplejersker langtidssygemeldte sig pga. stress, og det tilbageblevne personale havde stresssymptomer som f.eks. hjertebanken, dårlig eller ingen nattesøvn, ubehag og konstant dårlig samvittighed. Der var simpelthen ikke tid til at udføre den nødvendige og basale pleje. Ud over at der ikke var tid til at tale med patienter og give dem ordentlig information, var der bl.a. patienter, som skulle ligge med våd ble i flere timer, og andre, der måtte vente i tre timer med at få smertestillende medicin.  

Det mest grelle eksempel var, da en patient lå død i halvanden time, uden at nogen havde haft tid til at tilse vedkommende. Personalet, der flere gange havde prøvet at få ledelsen i tale om underbemandingen på afdelingen, besluttede sig for, at Connie Svit skulle skrive et læserbrev til den lokale presse.  

"Jeg gik hjem og skrev og skrev, og det blev hurtigt et meget omfattende læserbrev på seks sider. Det vidste jeg var alt  

Side 15

for langt til, at nogen aviser ville bringe," forklarer Connie Svit.

Drejebog

"Jeg diskuterede forholdene med mine kolleger, og vi blev enige om, at vi var nødt til at gå til medierne med vores historie. Det ville de gerne - de ville bare ikke udtale sig. Så jeg meldte mig som pressetalsmand. Jeg havde modet og var ikke bange for at tage kontakt til pressen," siger Connie Svit.

Sammen fik kollegerne på afdelingen lavet en plan for, hvad der skulle ud til pressen. Men inden hun kontaktede Århus Stiftstidende, forhørte hun sig hos Dansk Sygeplejeråd i Århus. Her fik hun mange gode råd fra amtskredsformand Else Kayser og næstformand Gert Petersen. De gav hende bl.a. ideen til at lave en drejebog for, hvilket billede medierne skulle tegne af arbejdsforholdene på afdelingen.

"På trods af drejebogen var det ikke alt, der kom frem - f.eks. blev historien om, hvad det gør ved sygeplejersker, når vi ikke kan yde den rette omsorg, ikke belyst. Sygepleje er for mange et kald, og vi er en ærekær faggruppe. Vi får stress, når vi ikke kan udføre vores arbejde ordentligt, og når patienterne ikke får den rette pleje. Den historie havde jeg gerne set var blevet mere fremtrædende i artiklerne, men det er journalistens valg, at han fokuserer på patienternes ve og vel, og at en patient lå død i halvanden time. Det er de historier, der sælger aviser, og så er det klart, at det er det, der kommer på forsiden."

Malurt i bægeret

Men ikke alle var lige begejstrede for Connie Svits udtalelser i den lokale presse. Selvsagt var afdelingsledelsen ikke glad for, at hun offentliggjorde afdelingens interne forhold. De antydede bl.a. i et læserbrev i avisen, at hele historien var opspind uden dokumentation. Der var også enkelte kolleger, der gik imod hende. Det kom bl.a. til direkte sammenstød med en anden sygeplejerske fra afdelingen.

"Det var meget ubehageligt. Jeg var tæt på at bryde hulkende sammen. Så man skal være forberedt på, at man får nogle hug," forklarer Connie Svit. Hun blev også kritiseret i sygehusets personaleblad, som kun havde interviewet dem, der var tro mod ledelsen. Connie valgte at overhøre eller nærmest at fortrænge kritikken fra personalebladet - hun orkede ikke mere.

"Da jeg blev kontaktet af journalisten fra Århus Stiftstidende, gik det op for mig, hvor ubehagelige artiklerne i personalebladet var. Jeg blev rasende, da jeg læste det igennem. Jeg følte, at jeg blev angrebet og mobbet. Men jeg har ikke fortrudt noget af det, jeg har gjort." Afdelingsledelsen skrev også et læserbrev til Århus Stiftstidende, hvori de afviste alle beskyldninger.

"Havde de været smarte, havde de i stedet fanget den og sagt, de - sygeplejerskerne - har ret, vi har brug for flere ressourcer for at kunne yde den rette pleje. Men de valgte at gå til modangreb for at beskytte sig selv. De prøvede at stoppe os, fordi de vidste, at den var gal på afdelingen. De ville formentlig gerne dække over, at de ikke havde slået til som ledelse. Ledelsen var fuldstændig klar over, at sommeren 2004 var kaotisk, selvom de har prøvet at give indtryk af, at de intet vidste. De har prøvet at dække over deres fejltagelser."

Skulderklap fra kolleger

Connie Svit lægger ikke skjul på, at det har haft omkostninger at gå til pressen og på den måde være midtpunkt i en sag. Men hun vil gøre det igen, hvis det er nødvendigt. Og det, selvom hun egentlig ikke bryder sig om at være i rampelyset.

"Vi har fået meget ud af at gå til pressen. Efterfølgende er der kommet meget fokus på Afdeling V. Sygehusledelsen blev involveret, og der blev lavet en handlingsplan for, hvad vi skal gøre, når tingene spidser til. F.eks. er der nu lavet regler for, hvornår vi må indkalde ekstra personale, og hvad lægerne kan gøre for, at der ikke kommer så mange patienter ind, så de ligger på gangene," siger en glad prismodtager, som endnu ikke helt har fattet, at hun har fået Kirsten Stallknecht Prisen.

"Jeg føler, at det er en meget stor ære. Jeg tager det som et kæmpe skulderklap fra mine kolleger. Det, at de anerkender min indsats, betyder allermest. Det er det, der betyder, at jeg kan læne mig tilbage og sige, at det var godt, at jeg gjorde det. Men jeg vil også gerne takke de fem andre, som var med og bakkede mig op 100 pct. De skal også have en stor del af æren."