Dilemma: Jeg vil have kejsersnit

Illustration: Bodil Molich

Hun er uddannet grafiker og arbejder på et kendt reklamebureau. Hun er et praktisk og venligt menneske, der hverken er bange for edderkopper eller for at være alene hjemme.

Men Therese har opdaget, at der er en ting, hun er meget bange for. At føde. Hun er gravid i 16. uge, og tanken om veer, smerter, sved og blod gør hende utilpas og får hende til at ønske, at barnet kunne flyve ud af livmoderen.

Jordemoderen og egen læge informerer og beroliger, men tanken om et kejsersnit modnes langsomt hos Therese. Det er det, hun vil have. Kejsersnit. Hun fortæller om sit ønske ved næste besøg hos den praktiserende læge. Konsultationssygeplejersken er meget direkte:

"Ud over at et kejsersnit ikke er risikofrit hverken for dig eller barnet, så skal du tænke på, at det koster samfundet ca. 24.000 kr. at efterkomme dit ønske, hvorimod en normal fødsel koster ca. 11.000 kr.

Den oplysning skal du have med, når du overvejer det videre forløb."

Therese bliver dybt rystet over konsultationssygeplejerskens udmelding, og samme dag henvender hun sig på rådhuset for at skifte læge.

Hvad mener du: Skal sundhedsvæsenet efterkomme Thereses ønske om kejsersnit? Hvorfor/hvorfor ikke?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 13 2005    

Ikke plads til klynk

Det er rent klynkeri, når flere og flere kvinder vælger kejsersnit, uanset at de er i stand til at gennemføre en normal fødsel. Kvinder har født børn til alle tider, og hovedparten er kommet godt igennem det. En fødsel skal og bør være en naturlig og sund oplevelse for den fødende. Ved at vælge kejsersnit er kvinderne selv med til at sygeliggøre fødslen og skabe en falsk utryghed.

Gerda Ringholm Nielsen, pensioneret sygeplejerske, Vejle.

Angsten kan dæmpes

Ideelt set skal den praktiserende læge tale med hende om baggrunden for angsten, da den oftest ligger dybere end blot "angst for at føde." Er dette ikke nok, må han henvise hende til fødestedets jordemoder med særlig viden på dette felt - de findes.

Hun vil derefter i et par længerevarende samtaler forsøge at gå bag om angsten (40 minutter er ikke usædvanligt). Er dette ikke nok til at gøre hende tryg nok til at gennemføre en vaginal fødsel, da kan hun komme til en lægesamtale, hvori alt vedr. kejsersnit og risici herved gennemgås samt - men ikke mindst - en grundig gennemgang af de smertelindrende metoder, der kan tilbydes kvinden, samt at hendes situation vil blive beskrevet nøje i journalen med henblik på at være ekstra opmærksom på hende.

Er dette stadig ikke nok til at give hende den fornødne ro, da vil jeg mene, at et kejsersnit kan være i orden (og så er hun efterhånden også nået derhen i graviditeten, hvor en sådan operation kan udføres). Det skal jo ikke glemmes, at denne type kvinde (hvis hun er skrøbelig nok) kan være i fare for at udvikle en psykisk reaktion/depression i forbindelse med forløbet. Og det ønsker vi jo ikke.

Jette Modlock, udviklingsjordemoder, Kvinde-barn Centeret, Herning Sygehus.

Mangler oplysninger

De kvinder, der i dag i stigende grad frygter fødslen, føler en angst, der bunder i manglen på oplysning generelt om fødselsforløbet, og om mulighederne for smertelindring. En kvinde som Therese har brug for støtte og vejledning og ikke brug for at høre, hvad hun evt. vil koste samfundet i kroner og øre.

Jane Noer, sygeplejestuderende på Roskilde Sygeplejeskole, mor til to, snart tre.

Ikke en sygdom

Selvfølgelig kan vi blive skræmte af smerter eller af, hvad vores krop skal præstere. Alligevel mener jeg overordnet betragtet, at sundhedsvæsnet ikke skal efterkomme ønsker om kejsersnit, når der ikke er nogen medicinsk indikation for indgrebet. En fødsel er ikke en sygdom. Der er ikke uanede ressourcer i sundhedsvæsnet, og vi må prioritere. Så er det sagt!

Edith Mark, formand for Sygeplejeetisk Råd.