Man kan godt forske uden at være forsker

Foto: Heine Pedersen

Kan man være selvlært forsker?

Sygeplejerske Karna Vinther, der er forfatter til dette nummers artikel om KOL-patienter i "Videnskab & Sygepleje," kan hverken skrive ph.d., kandidat eller master på visitkortet, men har ikke desto mindre gennemført et omfattende forskningsprojekt, som har involveret rigtig mange mennesker - fra patienter og kolleger til andre forskere. Nu foreligger de synlige resultater i form af en rapport, der er blevet til i et samarbejde med Institut for Sundhedsvæsen (DSI), en videnskabeligt bedømt artikel i eget fagtidsskrift samt implementeret viden ude i den kliniske hverdag.

"Learning by doing passer på mig," siger hun storsmilende og fortæller, hvordan hun nok så kækt sagde: "Det vil jeg da gerne prøve," da hendes afdeling, Lungemedicinsk Afsnit på Hillerød Sygehus, fik penge til et projekt fra en pulje hos Forebyggelsesrådet i Frederiksborg Amt.

"KOL-patienterne fylder meget i et lungemedicinsk afsnit, og vi havde længe talt om, at vi måtte gøre noget mere for denne patientgruppe, end vi hidtil havde gjort. Derfor fik vi en konsulent til at formulere et mindre projekt, som vi fik penge til fra puljen, og da der var meget fokus på selve interventionen i projektet, fik jeg blod på tanden og søgte jobbet som projektsygeplejerske. Men som tiden gik, voksede vores ambitioner, projektet blev mere og mere omfattende, og til sidst endte jeg med at være både projektleder og den sygeplejerske, som skulle udføre interventionen både på afsnittet og ude hos KOL-patienterne i deres

Side 25
 

hjem. Nu var der lige pludselig rigtig mange ting, jeg skulle gøre."
 

Sved på panden
Hvad Karna Vinther i starten måtte mangle af forskningsmæssig baggrund, blev så rigeligt opvejet af stor klinisk viden om KOL-patienterne, ledelsesmæssig erfaring som souschef og undervisningskompetence som koordinerende praktikvejleder på det lungemedicinske afsnit i Hillerød. Men da den første lille projektbeskrivelse voksede sig stor og omfangsrig, måtte Karna Vinther alligevel i gang med at indhente forskningsmæssige færdigheder og også finde ud af at søge penge til det meget forandrede projekt hos diverse fonde og råd. Alene det sidste kan godt give sved på panden, husker hun.

Systematik og vedholdenhed har været nøgleordene gennem hele processen:

"Som projektleder blev det nu mig, der skulle holde styr på det hele - både med hensyn til interventionen, indsamlingen og bearbejdningen af data, kontakten til styregruppe og referencegruppe og samarbejdet med kollegerne i afsnittet. Derfor måtte jeg være striks med det tidsmæssige både for at få plads til det administrative og selve interventionen, hvor jeg var ude hos patienterne i deres hjem. Herudover skulle der findes plads til et metodekursus, hvor jeg kunne lære noget om forskningsmetodik, udformning af spørgeskemaer, databehandling og statistik. Det var ret hårdt, men det lykkedes mig faktisk at lære så meget, at jeg kunne agere sparringspartner også for de læger, der var involveret i projektet. Det sidste havde jeg meget brug for, fordi lægerne qua deres uddannelse netop har den forskningsmæssige baggrund," fortæller hun og lægger ikke skjul på, hvor meget det har betydet for projektets udførelse, at afdelingens overlæge, Finn Vejlø Rasmussen, har været involveret i projektet og også er medforfatter til projektrapporten.

"Han er en kapacitet på KOL-området og har været min tætteste samarbejdspartner. Det har været med til at blåstemple projektet," siger hun og tilføjer:

"I fællesskab er der gjort en kæmpeindsats for, at projektet skulle være hele afsnittets. For mit vedkommende har det bl.a. betydet, at jeg i hele projektperioden har gjort meget ud af at informere løbende om det på personalemøderne. Til gengæld fik jeg opbakning fra kollegerne. Det gælder ikke mindst fra oversygeplejerske Kirsten Edvardsen, der under hele forløbet troede på, at jeg kunne gennemføre projektet."

Rent praktisk blev inklusionen af patienterne i projektet foretaget på afsnittets morgenkonferencer, hvor Karna Vinther diskuterede med de deltagende læger og sygeplejersker om, hvilke patienter som opfyldte kriterierne for inklusionen, der foregik over et helt kalenderår.

"Det var altid en fælles beslutning. Og så var jeg jo på banen, når det allermest akutte var overstået, og patienterne ikke længere havde feber. På det tidspunkt kunne jeg præsentere projektet og informationsmaterialet og kom så igen næste dag for at høre, om de ville være med."

Måtte være striks

Karna Vinther var også striks - som hun selv formulerer det - med at afvikle møder i styre- og referencegruppen:

"Det nytter ikke noget at sidde som den pæne pige og vente på, at der skal ske noget. Hvis folk ikke svarer på meddelelser eller mødeindkaldelser, må man rykke for svar her og nu, og melder de afbud, så man måske er nødt til at aflyse tre møder i træk, er det noget med at være konsekvent og spørge, hvornår de forskellige så kan. Man skal være stædig - også selv om man er lige ved at springe ud fra 5. sal af utålmodighed. Det gælder om hele tiden selv at være tydelig og have klare planer. Ellers kan man nemt forsvinde i en travl klinisk hverdag, selv om man rent fysisk er til stede.

Man skal i det hele taget prøve at være tæt på alle, man samarbejder med. Det gælder f.eks. ledelsen på sygehuset og de instanser, man skal i kontakt med uden for sygehuset. I det her tilfælde de praktiserende læger og praksiskonsulenten. Og overordnet er det en rigtig god ide at have indsigt i sundhedsvæsenets struktur, opbygning og organisation, når man går i gang med et projekt.

Det kan også være en god ide at bevæge sig lidt længere ud i verden, end man plejer til daglig, og forsøge at få kontakt til andre, der også er involveret i projektarbejde. På Hillerød Sygehus kan det ske i et forskerforum, hvor der er nogle engagerede læger, som synes, det er fint, at der også er sygeplejersker med. Her kan man få feedback på sit projekt og få inspiration til at komme videre. Det havde jeg meget glæde af."

Langt ude i skoven

Undervejs i projektet fik Karna Vinther den tanke, at projektet ikke blot skulle evalueres kvantitativt, men også kvalitativt:

"Der var så mange ting i projektet, som ikke kunne fanges ind med tal og statistikker. Men det betød jo, at jeg måtte øve mig i at kunne formulere nogle overbevisende faglige argumenter. Det var ikke nemt for en sygeplejerske, som ikke havde nogen formel forskeruddannelse, og som var i gang med sit første projekt. Den administrerende overlæge syntes godt nok, at det var langt ude i skoven. Men det lykkedes Side 26
 

at få accept til en kvalitativ evaluering, som blev forestået af forskeren Eva Thune Jacobsen fra DSI og med mig som koordinator. Senere hørte jeg samme administrerende overlæge fortælle andre, hvad kvalitative metoder kan betyde for et projekt, så det gjorde mig både glad og stolt.

Samarbejdet med Eva Thune Jacobsen var i øvrigt berigende på mange måder og affødte f.eks. et nyt samarbejde mellem DSI og det lungemedicinske afsnit. Det kan få mig til at sige, at man skal søge samarbejde med dem, der virkelig er kapaciteter på deres område."

Belønningen ud over det store slid?

"Jeg føler mig privilegeret, fordi projektet er afsluttet - tilmed så godt. Der er jo så mange projekter af større eller mindre karakter, som starter, og som af en eller anden grund dør. Men her er der skabt resultater, der er kommet KOL-patienterne til gode. Det er dem, der har været mit drive. Rigtig mange synes, det er en svær patientgruppe. De ryger jo og vil ikke holde op, er indstillingen ofte. Men mine erfaringer er nogle andre, og det dokumenterer projektet. For det første er langt de fleste holdt op med at ryge, ligesom de faktisk gerne vil gøre noget for at forbedre egen livskvalitet, hvis man går til dem med rette pædagogiske tilgang. For mig har det været en gave at komme ud i deres hjem og møde dem på deres egne præmisser og se, hvilke ressourcer de selv og familien kan stille op med."