Grøn omsorg styrker mentale ressourcer

Foto: Søren Svendsen

Side 22
Billede 

Side 23

Naturen har naturligvis betydning for alle mennesker; ikke kun for mennesker med demens og andre syge og handicappede ældre. Således er der i et humanistisk perspektiv ingen grund til at beskæftige sig specielt med omsorgskrævende gruppers udbytte af at komme ud i naturen.

Det er der til gengæld grund til i et sundheds- og plejefagligt perspektiv. Der trækkes i praksis afgørende grænser mellem "os," som er i stand til og fri til at gå en tur i skoven, at mærke havets saltvandssprøjt eller at sætte os mellem mælkebøtter på en grøngul plet, og "dem," mennesker med demens og andre med omfattende omsorgsbehov.  

Det høres ofte i forbindelse med plejeboliger, hjemmehjælp og andre offentlige omsorgstilbud, at det at komme udenfor og få lidt frisk luft er en menneskeret. Men det er ikke dokumenteret, hvor stort et antal mennesker med kroniske lidelser og funktionsnedsættelse, f.eks. på grund af demenssygdom, der reelt kommer udenfor.

Nyere plejecentre og leve-bo-miljøer har ofte terrasse og eventuelt sansehave i umiddelbar tilknytning. Det er dog ikke altid, at beboere i samtlige afdelinger i et plejecenter kommer udenfor - trods mulighederne.

Det må antages, at kulturelle såvel som ressourcemæssige barrierer spiller ind. Vi ved det ikke, for det er endnu ikke belyst i demensforskningen (1).

Frem til midten af 1990erne var der på demensområdet næsten udelukkende fokus på personer med fremskreden demens og særligt krævende adfærd med behov for specialindrettede plejeafdelinger. Skærmede enheder kom til at udgøre grundmodellen i demensplejen - i vid udstrækning også i dagtilbud (2). Det indebar, at afgrænsning fra omgivende miljøer, beskyttelse og hverdagsrutiner blev implicitte nøgleord på demensområdet.

Naturens betydning for demenslidende og andre syge og handicappede ældre er et

Side 24
 

uudforsket felt. Denne artikel dokumenterer på baggrund af et kvalitativt forskningsprojekt den stimulerende effekt, det at komme ud i naturen kan have på demenslidendes mentale, sociale og fysiske ressourcer.
 

Sygeplejersker i hjemmeplejeorganisationer, plejecentre og ansat som demenskonsulenter/-koordinatorer kan være med til at skubbe den faglige udvikling af tilbud til demenslidende ud over gængs institutionstænkning - ud i det grønne.

En tur i naturen byder på ustruktureret bevægelse af kroppen afhængigt af vind og vejr, årstid og underlag. Foto: Søren Svendsen

Skovdagcentret Eghjorten i Hillerød

I Hillerød Kommune visiteres personer, som lider af demens i moderat til svær grad, og som bor hjemme, til en samværsgruppe to gange ugentlig, den ene gang i dagcentret på Plejecenter Kirsebærbakken, den anden gang Skovdagcentret Eghjorten, en naturskole og økobase i udkanten af Grib Skov. Denne ordning blev etableret i 1998. I 2002-04 blev der gennemført et kvalitativt forskningsprojekt for at undersøge, om der var en positiv effekt at spore i de ældres hverdagsliv i forbindelse med dagene i skovdagcentret. Forskningsprojektet er baseret på deltagerobservationer og kvalitative interview med samværsgruppens deltagere, familiemedlemmer, hjemmehjælpere og personale. Datamateriale herfra er analyseret i relation til eksisterende forskning om effekt af reminiscens, fysisk aktivitet og sociale relationer.

Forskningsprojektets konklusion er, at dagene i skovdagcentret giver deltagerne særligt meningsfulde oplevelser, som de derfor også husker bedre end de indendørs aktiviteter, og som de kommunikerer mere om indbyrdes i gruppen såvel som med familie og hjemmehjælpere. De får motion, og spadsereture og fælles naturoplevelser fremkalder minder fra tidligere livsfaser, som giver deltagere og medarbejdere et dybere kendskab til hinanden.

Deltagerobservation på Eghjorten

Christine (denne artikels forfatter): "Er det forskelligt mandag og torsdag?"

Mille: "Vi har det hyggeligt på Kirsebærbakken, det har vi. Men når vi kommer herud, så går vi en tur - hvad hedder det, derned til ... Jeg fik sådan nogle små røde, hvad hedder det, tørrede blomster ... og nogle var med kogler. Det er hyggeligt, og det er også en adspredelse at se på blomster og snakke. Så piller de en buket til os, dem, der vil have det. Det er ligesom et pift, man får, når man går ude sammen med andre ..."

Christine: "Hvordan er det anderledes for dig at komme herud?"

Magda: "Jeg nyder det her mere, fordi jeg holder meget af naturen. Jeg er fra landet, og når man kommer herud, er der mere frisk luft."

Mille: "Der er også mere fællesskab."

Christine: "Synes du også det?"

Magda: "Ja, absolut."

Bevægelse i naturen

En tur i det fri betyder et afbræk i den daglige indendørs trummerum. Man tager ud - og kan vende hjem igen til det trygge og kendte; fornyet og alligevel sig selv. Naturen byder på bevægelse af kroppen, ikke i en fast struktur, men forskelligt afhængigt af årstid og vejr, om der er fast grund under fødderne eller mudder, sol eller regn. Afhængigt af hvad der taler til sanserne, lokkes man i naturen til at betræde forskellige stier, således at det genkendelige kan fremtræde varieret fra gang til gang.

Når man følges med nogen ud i naturen, kan det give anledning til at tage hinanden under armen eller til at stikke hovedet tæt ned til den, hvis kørestol man skubber, så man sammen kan erfare det sansede. Mens man går tæt sammen, opstår ofte gensidigt nærvær og ubesværede samtaler med udgangspunkt i det,

Side 25

man ser, hører og mærker. "Walk and talk" er i de senere år blevet en strategi i behandlings- og ledelsesmæssige sammenhænge til at skabe gunstige vilkår for dialog. Begrebet kan også beskrive, hvad der kan ske på ture i skoven med demenslidende.

Interview med datter til demenslidende

Datter: "Når man er ude i naturen, er hun meget mere frisk, og man kan snakke med hende på en anden måde, end hvis man er hjemme hos hende. Hun er mere urolig hjemme end ude. Jeg har brugt meget at gå et par timer med hende her i sommer, der er hun meget nemmere at tale med, hun er anderledes. Det bliver mere tvunget, når man sidder og taler direkte sammen. Ude i naturen kan man snakke om træerne og fuglene, alt muligt."

At gå sammen med andre i naturen inspirerer til ubesværede samtaler om det man ser og oplever undervejs. Foto: Søren Svendsen.

Naturens stimulation til reminiscens

Reminiscens er et fagligt begreb for den psykologiske proces, det er at erindre. Genkaldelse af oplevelser og begivenheder, der er betydningsfulde i den enkeltes liv, kan både ske i tankerne og gennem kommunikation med andre mennesker (5-6). Sansestimuli i form af lugte, lyde, kulde, varme, farver, genstande og et andet menneskes nærvær kan sætte gang i erindringsprocessen. Reminiscens er en betydningsfuld dimension i ældre menneskers liv, ikke mindst når sociale og udadrettede aktiviteter indskrænkes, og livet mest leves alene inden døre.

Mange ældre mennesker er vokset op eller er kommet hos familie på landet, hvor de har været vant til at følge årstidernes synlige skift. Erfaringerne fra skovdagcentret viser, at naturen fremkalder mange minder hos de ældre fra ungdom og tidligere voksenliv. Erindringer om barndom, familie, skolegang og arbejdsliv vækkes til live ved genoplevelser af store træer, anemoner, tætte buskadser, fuglesang og af duften af muld og græs.

Deltagerobservation

Vi sidder udenfor, fuglesang. Masser af latter og sjov. Marianne fortæller om sin græsplæne, der skulle slås: "Jeg havde ikke noget at slibe den med [græsslåmaskine], hvis bare jeg kunne slibe den!"

Latter og småsnak.

Anne Sofie: "På landet så man jo, når de kom ud og begyndte at slå græs."

Lang snak i munden på hinanden om græsslåning, høst og korn - de fortæller og forklarer oplevelser fra barndom og videre frem, om at samle hø i bunker ...

Mille fortæller om sukkerroer, de kørte dem til sukkerfabrikken: "Så skulle man jo hjælpe til ... Det er anderledes i dag."

Eksemplet synliggør deltagernes fornøjelse ved at dele erfaringer fra forskellige dele af livsløbet med hinanden. Fortællinger om "gamle dage på landet," som naturen giver impulser til, kan føre samtalen vidt omkring, og ofte bliver de nuværende livsbetingelser medinddraget. Deltagerne får herved lejlighed til at opleve og se sig selv og hinanden som hele mennesker med varierede livshistorier, og at de hver især rummer langt mere end det at være deltager i en samværsgruppe på grund af demens.

Fysisk aktivitet og sociale relationer

Der har siden 1990erne, hvor demens er blevet tildelt forskningsmæssig og socialpolitisk opmærksomhed i Danmark, ikke været opmærksomhed på demenslidendes fysiske velbefindende og på hjernen som en del af kroppen. Den nyeste epidemiologiske forskning viser, at fysisk aktivitet er en forebyggende faktor i forhold til udvikling af demens.

For eksempel viser et studie med over 2.000 mænd i alderen Side 26
 

71 år og derover, at de mænd, der gik mindst, havde dobbelt så stor risiko for at udvikle demens som dem, der gik mest (7). Det er også påvist, at et omfattende socialt netværk - i kraft af de socialt og mentalt stimulerende aktiviteter, det medfører - kan nedsætte risikoen for at udvikle en demenssygdom (8). Ældre på 75 år og derover, som jævnligt har socialt samvær med andre, som deltager i fritidsaktiviteter eller på anden måde stimulerer deres hjerne, har en nedsat risiko for at udvikle demens på mere end 40 pct. i forhold til deres inaktive jævnaldrende (9).

Det er endnu ikke kortlagt, hvordan fysisk aktivitet og sociale relationer indvirker på en igangværende demensproces, men bl.a. skabes der en øget blodgennemstrømning i hjernen. Social aktivitet indebærer følelsesmæssig involvering, verbal kommunikation og derigennem stimulation af mentale ressourcer. En del af deltagerne i skovdagcentret får - ud over medicin på grund af Alzheimers sygdom - antidepressiv medicinsk behandling, idet depression er en hyppig følgesvend ved demenssygdom.

Fysisk aktivitet virker bl.a. dæmpende på depression og kropslig uro og stimulerer mavens funktion, således at man opnår et generelt øget velbefindende. Enkelte ægtefæller fortæller, at dagene i skovdagcentret bevirker, at den demenslidende bagefter er mere rolig end de øvrige dage. Social og fysisk aktivitet må antages at spille en rolle også gennem demensforløbet, som det har vist sig at have en gunstig effekt i forhold til andre sygdomme, bl.a. depression (10).

Naturen er forudsætningsløs

Ofte kommer mennesker med demens til kort i de krav, de møder hos omgivelserne og i forbindelse med hverdagens gøremål, der stiller store krav til hukommelse, overblik, planlægning mv. Med erfaringerne fra Skovdagcentret Eghjorten er det dokumenteret, at naturen kan spille en væsentlig rolle i de professionelle bestræbelser på at skabe rammer for et godt liv for mennesker med moderat til svær demens. De kropsligt funderede sanseoplevelser kan bidrage til at styrke identitetsfølelsen hos den enkelte gennem oplevelse af at være et menneske med en historie. Bevægelse og samvær i naturen giver mulighed for at styrke mentale, sociale og fysiske ressourcer - foruden den øgede livsglæde og ro, det giver at komme udenfor, såvel hos deltagere som hos medarbejdere. 

Christine E. Swane er ansat i Forskningsenheden Helbred, Menneske, Samfund, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet.
Forskningsprojektet har fået støtte fra Sygekassernes Helsefond, Tips- og Lottomidlerne/Friluftsrådet og Hillerød Kommune.
Rapporten kan fås gennem henvendelse til plejecenterleder Gerd Johnsen, Kirsebærbakken Plejecenter.
 

Litteratur

1. Swane CE. Skovdagcentret Eghjorten i Hillerød - naturens betydning for mennesker med demens i relation til eksisterende forskning. Hillerød Kommune; 2004.
2. Swane CE. Havestuen - et dagværested for demenslidende i Skævinge. Frederikshavn: Dafolos Forlag; 1998.
3. Fjalestad E, Jorunn H, Kleiven T. "Så bra at eg trefte på døkk." Grønn omsorg - dagsenter for personar med demens. Sem: Nasjonalt kompetansesenter for aldersdemens; 2002.
4. Strandli EHA. Grønn omsorg - et tilbud til personer med demens. Demens 2004;8(1):8-11.
5. Bruce E, Hodgson S, Schweitzer P. At mindes sammen - en idébog i omsorgen for mennesker med demens. København: Munksgaard Danmark; 2001. (Oversat fra engelsk 1999).
6. Swane CE. Implementering af reminiscens som arbejdsgrundlag i hverdagen på Plejehjemmet Sankt Joseph - en evaluering. I: Kjer M. Tid til fortid. København: Nørrebro Erindringscenter - Dansk Center for Reminiscens; 2003; p. 95-131.
7. Abbott RD, et al. Walking and Dementia in Physically Capable Elderly Men. JAMA 2004;292:1447-1453.
8. Fratiglioni L, et al. Influence of social network on occurrence of dementia: a community-based longitudinal study. Lancet 2000;355(9212): 1315-9.
9. Gilles G. Study: Keeping an Active Mind May Help You Ward Off Dementia as You Age. Yale New Haven Health 18.7.2002.
10. Pedersen BK, Saltin B. Fysisk aktivitet - håndbog om forebyggelse og behandling. København: Sundhedsstyrelsen; 2003.