Dilemma: Refleksion for begyndere

Illustration: Bodil Molich 

Alberte er sygeplejestuderende og i praktik på gynækologisk afdeling. Hun tilbringer formiddagen med sin kliniske vejleder Asta. Alberte fungerer godt på afdelingen, sygeplejerskerne mener, at hun er teoretisk velfunderet, men trænger til praktisk øvelse. Selv siger Alberte: ”Min force er min refleksive kompetence.”

Alberte måler temperatur på en kvinde, der er indlagt med underlivsbetændelse. Hun tager temperaturskemaet og skriver med sirlig skrift: 35 grader. Samme formiddag skal Alberte og Asta sengebade en døende kvinde, men først vil de give hende en injektion, så hun ikke har smerter, når de vasker hende.

Alberte vægrer sig, for hun har aldrig givet en intramuskulær injektion, men hun indvilger i at prøve. Hun trækker morfin op og forsyner sprøjten med en lyserød kanyle. Asta stopper hende på vej hen til patienten. Uden for stuen finder Alberte ud af, at hun var ved at jage en tyk i.v.-kanyle i patienten. Alberte græder og siger, at der er for stor forskel på, hvad man lærer på skolen og i praksis. Det er et problem for mange på holdet.

Asta er uddannet vejleder og kommer ofte på sygeplejeskolen for at drøfte den kliniske uddannelse. Hun føler sig i klemme mellem hensynet til skolen, til Alberte og til patienterne.

Hvad skal Asta stille op?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 3 2005  

Giv injektionen

Jeg vil berolige Alberte og sige, at jeg ved, det kan være frustrerende at være studerende, og at det er en udfordring at skulle koble teori med praksis. Det kræver, at man tænker på en mere abstrakt måde! Der er en barriere, der skal brydes, når man skal give sin første intramuskulære injektion - vi skal nok klare det sammen! g vil fastholde, at Alberte skal give injektionen, påføre sprøjten den korrekte kanyle samtidig med at jeg fortæller, hvorfor det netop er den, der skal bruges. Derefter vil jeg roligt vejlede Alberte i udpegning af indstikssted og lade Alberte udføre injektionen. Senere (samme dag) kan vi mødes gennemgå alle former for injektioner.

Jeg vil bede Alberte tage noget læsestof med hjem. Når det er på plads, og hun er kommet sig over sin oplevelse, vil jeg spørge hende, hvordan man kan forberede de studerende bedre i forhold til praktisk kunne. Albertes tanker kan jeg bringe tilbage til skolen, og i det forum kan der blive diskuteret, hvad der skal gøres; måske er workshops en ide? Der er grunde til, at studerende ikke bliver sluppet løs på egen hånd, bl.a. forholdet til patienterne. Så længe en studerende har vejleder eller anden kyndig person koblet til sig, så varetages patienternes og derved også skolens ve og vel!

Jeanne Norman Jensen, sygeplejerske B.N., ansat på Psykiatrisk Center Ballerup.

Lære at undre sig

Asta skal overveje sin egen rolle som vejleder og hvordan hun får Alberte til at reflektere i praksis. Alberte skal lære at undre sig og komme med spørgsmål til de ting, hun møder. Hun skal kunne begrunde sine handlinger ud fra teorien. Ved temperaturmålingen: Svarer målt temperatur til forventet? Hvordan foretages temperaturmåling korrekt? Hvorfor ser temperaturkurven ud som den gør? osv. Ved intramuskulær injektion: Hvordan og hvor gives en injektion? Hvorfor er der forskellige kanyler? osv.

Dernæst skal hun sikre sig, at Alberte følges med en sygeplejerske i det daglige, da hun ikke er i stand til at udføre sygepleje på forsvarlig måde. Sammen med Alberte skal der laves skriftlige aftaler om målene for praktikken. Skriftlige evalueringer bør foretages i forløbet for Albertes skyld og i sidste ende for patienternes skyld. Samtidig må undervisningen af studerende i afsnittet systematiseres og afpasses den studerendes niveau.

Grethe Haahr, afdelingssygeplejerske, ansat på Geriatrisk Ambulatorium, Holbæk Sygehus. 

Vær ikke bekymret

Asta skal stille og roligt forklare Alberte, at det skal hun ikke være så bekymret over. Det er derfor, hun er med hende som vejleder for at sikre, at Alberte lærer de nødvendige praktiske ting i et trygt læringsmiljø. Som studerende er man hele tiden i en læreproces, og Alberte skal bare spørge, når der er noget, hun er i tvivl om.

Hele ideen med vekslende praktikforløb og teoriforløb på vores uddannelse er netop, at vi får et teoretisk grundlag for sygeplejen på skolen og lærer at omsætte den til praktisk sygeplejegerning i praktikforløbene. Ingen af de to sider af sygeplejen kan stå alene, og Asta behøver derfor ikke at føle sig i klemme, for hun skal slet ikke være i opposition til skolen. Hvor skolen giver os redskaberne til at forstå den teoretiske del af sygeplejen, er den kliniske vejleder hovedansvarlig for, at vi får redskaberne til at forstå og udøve den praktiske del af sygeplejen og koble den sammen med vores teoretiske fundament.  

Mette Bernth, 4.-semester-studerende på Herlev Sygepleje- og Radiografskole. 

Læg en plan

Alberte har tilkendegivet, at hun ikke tidligere har givet intramuskulære injektioner og viser hermed evne til at sige fra over for opgaver, hun ikke føler sig kompetent til at varetage. Det er derfor Astas opgave at vejlede Alberte. Asta skal deltage i medicinrummet og gøre brug af Albertes refleksive kompetencer for herved at afdække Albertes faglige niveau. Refleksion er også vigtig i forhold til den temperaturangivelse, Alberte tidligere på dagen har skrevet.

Hvis Asta havde benyttet refleksion som udgangspunkt i læringssituationen, havde hun sandsynligvis forhindret, at Alberte nu græder og oplever et fagligt nederlag. Asta skal sammen med Alberte lægge en plan for, hvordan de fremover kan anvende Albertes refleksive kompetencer i konkrete patientsituationer, så Alberte får støtte til at omsætte sin teori i praksis og opøve praktiske færdigheder.

Disse læringssituationer kan samtidig give begge en større afklaring af Albertes faglige kompetencer og skabe overblik over, hvad og hvordan Alberte kan arbejde videre. Mere fremadrettet kan Asta selv tage den beskrevne situation op i sit samarbejde med skolen, således at hun får drøftet ”den klemme,” hun føler.  

Susanne Ardahl, sygeplejelærer og medlem af Sygeplejeetisk Råd, ansat på Social- og Sundhedsskolen i Brøndby.

Gab mellem teori og praksis 
Det er trist, at Alberte og andre studerende oplever det store gab mellem teori og praksis uoverkommeligt; men Alberte har jo heldigvis Asta, som er nærmest moderlig og samvittighedsfuld. Det ser også ud til, at Asta har reddet flere situationer for studerende, siden hun føler sig så klemt. Hun er selvfølgelig nødt til at abstrahere fra sin egen "klemme" og pædagogisk og professionelt sikre sig, at proceduren er kendt, inden der "skrides til værket."

Men hvis hun har noget udestående med skolen, bør hun tilbyde at komme med en orientering, evt. en undervisningstime, om de problemer, hun ser ude i den virkelige verden med temperaturkurver, væskeskemaer, medicingivning osv. Det er vigtigt, at hun får bemærket de områder, hvor sygeplejestuderende forventes at være velfunderede, så hun og andre vejledere har et ordentligt fundament til den praktik, de skal relatere til teorierne.

Det er jo ikke meningen, at praktikstedet skal begynde forfra. Asta kan med oprejst pande og med de kvaliteter, hun har som underviser/vejleder og godt kendskab til skolen i øvrigt, sagtens være bekendt at stille krav. Hvis det lykkes, vil hun som klinisk vejleder magte og håndtere hensynet til patienterne, dvs. opgavetildeling, på en meget lettere måde.  

Benedikte Folkmann Jensen, sygeplejerske, ansat på Plejehjemmet Kløvervangen, Skødstrup.

Start en debat 

 Jeg synes, at Asta skal lade sine egne følelser om at være i klemme imellem teori og praksis danne baggrund for en meget relevant debat i et relevant forum. Hun kunne starte debatten på sygeplejeskolen, hvor hun ofte har sin gang.

Historien om Asta og Alberte er et godt eksempel på, hvad de sygeplejestuderende lærer i henholdsvis teori og klinisk undervisning under sygeplejerskestudiet, og hvor frustrerede de ofte er over de forskellige krav, forventninger og vilkår, der er. Den erfaring, Asta har gjort sig ud fra den konkrete situation, er et godt grundlag for at drøfte teori- og klinikforholdet på skolen.

”De to verdener” er meget svære at forene for de studerende, og konkrete eksempler som dette kan være vejledende. Jeg mener, at de studerende vil være godt hjulpet af, at den teoretiske undervisning på skolen illustreres ved hjælp af eksempler fra praksis. Jeg kunne tænke mig, at sygeplejelærerne kom oftere i klinikken, og at de kliniske vejledere havde undervisningsseancer på skolen. Jeg tror, at det kunne være medvirkende til, at de studerende har større forståelse for klinikken og omvendt, bedre forstår og anvender ”teorien” til den verden, de trods alt skal være i stand til at praktisere i!

Anne Mette Rasmussen, klinisk vejleder, ansat på Ortopædkirurgisk Afdeling, Amtssygehuset i Glostrup.