Synspunkt: Klumpen i maven

Klokken er syv om morgenen, jeg sidder ude i kaffestuen og får kort besked fra nattevagten om, hvad det er for tre børn, vi har liggende i afdelingen i dag. Jeg er sat på til at passe en dreng på tre år, som dagen forinden blev akut indlagt via skadestuen, og som nu ligger i respirator. Jeg får at vide, at drengen er meget dårlig, og at han skal til CT-scanning nu, da der ikke er nogen form for neurologisk respons fra ham.

Da jeg kommer ind på stuen, sidder begge forældre med forgrædte og blege ansigter ved drengens seng. De orker næsten ikke at hilse på mig. I sengen ligger en lille dreng tilkoblet alverdens slanger, han er fuldstændig livløs, han har en grå kulør, og det eneste, der signalerer liv, er respiratorens thoraxbevægelser.

Inden jeg når at tænke meget længere over drengens tilstand, får jeg travlt med at gøre klar til at køre til scanning med transportrespirator. Forældrene vil blive i afdelingen. Under transporten til scanning kæmper vi for at holde blodtryk. Barnets tilstand er meget kritisk. Jeg husker tydeligt følelsen af at stå og kæmpe med en livløs krop, for det var klart for mig, at barnet allerede havde sagt farvel til denne verden.

Da vi kom tilbage til afdelingen, blev forældrene kaldt ind til samtale med diverse overlæger og den kollega, der hjalp mig på stuen. Det var tydeligt at se i forældrenes ansigter, at de vidste, hvad budskabet i denne samtale ville være. Cirka en halv time senere kom forældrene ind på stuen igen sammen med diverse læger.

Under samtalen var forældrene og lægerne blevet enige om at stoppe behandlingen, da der ingen behandlingsudsigter var. Drengen var allerede hjernedød. Forældrene var blevet opfordret til at tage sig tid til at sige farvel og eventuelt udskyde frakobling af respirator, til de havde været alene sammen med deres søn. Men for disse forældre var denne tid uudholdelig, så barnet blev på meget kort tid frakoblet alt udstyr, og forældrene sad med deres barn i armene, til han døde blot 15 minutter senere. Jeg husker tydeligt forældrenes ansigter - faderen, der sad og så på, som var han forstenet, og moderen, der ville være aktiv og hjælpe.

Fra min vagt var begyndt, og til forældrene sad med deres døde barn i armene, var der kun gået to timer og et kvarter.

Det værste, man kan forestille sig, er, at et barn dør, særligt et barn man har nære relationer til. I mit arbejde på børneintensiv afdeling kommer døden ofte som lyn fra en klar himmel. Det kan være et barn, der få dage forinden legede i stuen derhjemme uden den fjerneste tanke om, at livet lige straks er slut. At være tæt på døden som jeg er i mit arbejde, sætter for mig livet i perspektiv.

En tanke, der ofte strejfer mig, når jeg passer et barn, der er kritisk sygt og i stor risiko for at dø, er, hvordan jeg kan være der for netop disse forældre, når de mister deres barn, og om jeg overhovedet kan være der. Når tankerne og følelserne får lov til at komme helt tæt på min privatsfære, dvs. når jeg i korte glimt forestiller mig, at det kunne være min egen datter eller søn, der ligger der i sengen, er jeg nødt til at skubbe dem langt væk, fordi smerten bliver for stor.

Som sygeplejerske er det hensigtsmæssigt at vise følelser, at græde kontrolleret, men ikke at lade følelserne tage magten. Men hvad gør jeg med den klump, jeg får i maven, når jeg står og holder fast i det forældrepar, som oplever, at tæppet rives væk under dem, idet deres barn dør? Hvad gør jeg med den smerte, jeg føler, fordi jeg er bange for selv at miste mine børn, og fordi jeg føler den største sympati med disse forældre?

I min afdeling har vi mulighed for at få supervision ved en psykolog, når en gruppe af sygeplejersker har været involveret i et meget svært og langvarigt forløb, men det er ikke normalt at få denne støtte. For mig er mit arbejde meget givende og værdifuldt, særligt når en kritisk situation ender godt. Men jeg savner hjælp og redskaber til at håndtere de meget svære situationer og til at komme af med den klump i maven, der uden tvivl bliver en integreret del af min underbevidsthed. Mit store spørgsmål er, hvordan jeg undgår at blive fyldt op med dårlige følelser omkring børn, der er meget kritisk syge og har stor risiko for at dø.

Maria Lundvig er sygeplejerske på afdeling BRITA, Odense Universitetshospital.