Dilemma: Mellem stuen og 7. sal

Illustration: Bodil Molich

Anne Birgitte er ung sygeplejerske af den idealistiske slags. Hun vil gerne gøre tingene ordentligt og rigtigt, og derfor synes hun ikke altid, at sundhedsvæsenet er et godt væsen at arbejde i. Der er ikke tid nok til at udføre den sygepleje, hun er uddannet til.

Anne Birgitte arbejder på en infektionsmedicinsk afdeling, og det er interessant og udfordrende, mener hun. Nogle af patienterne er meget syge, og nogle af dem lever i hemmelighed med deres sygdom.

En dag spiser hun frokost sent, og da hun tager elevatoren op til afdelingen på 7. sal, går to sygeplejersker fra ambulatoriet ind i elevatoren samtidig med hende. De taler om en patient, der er hiv-positiv, skuespiller og kendt for sin medvirken i adskillige tv-serier og film. På femte sal nævner de hans navn, og da Anne Birgitte skal af på 7. sal, ved hun også, hvem han bor sammen med.

"Han er altså ikke særlig kompliant," er det sidste, hun hører den ene sygeplejerske sige, før døren til elevatoren lukker sig igen.

"Skuespilleren eller hans samlever?" tænker Anne Birgitte. Hun er forarget over den samtale, hun har overhørt, men kan ikke finde ud af, om hun skal gøre noget med sin forargelse.

Bør Anne Birgitte reagere, eller skal hun hurtigst muligt glemme historien? Hvad mener du?

Dilemma fra Sygeplejersken nr. 21

Et adelsmærke

Et så alvorligt brud på tavshedspligten skal aldrig siddes overhørig. Anne Birgitte kunne med fordel have konfronteret de to kollegaer med det samme. Sagt til dem i elevatoren, at denne situation som helhed svækker sygeplejerskens position, og spurgt ind til, hvad de mener, der berettiger dem til denne dialog i det offentlige rum. Men Anne Birgitte reagerer netop, som de fleste vil reagere, fordi det rigtige og enkle tit er det, vi ikke får gjort.

Anne Birgitte skal ikke på nogen måde glemme denne hændelse, men gå direkte til sin nærmeste foresatte og sætte hende ind i situationen: Det bliver så hende, der må tage beslutningen om, hvad der videre skal ske. Et vigtigt led i den beslutning bliver, om Anne Birgitte har styrken til at stå ved sine oplevelser i en konfrontation. Og det må alle sygeplejersker håbe, hun har, tavshedspligten er et af vore adelsmærker - et af de vigtigste elementer, vi bygger vor praksis op omkring. 

Lone Mariager, sygeplejerske på plejehjem for demensramte.

Repetition af tavshedspligten

Tit er det jo først, når man cykler hjem, at man ved, hvad man skulle have sagt. Det, der gør det svært at sige noget her og nu, er vel ofte, at man er bange for den andens reaktion. Bliver de sure? Eller er jeg uretfærdig? Eller det kan være svært at komme til for sin egen vrede og forargelse.

Når Anne Birgitte cykler hjem, ved hun måske, at hun kunne have sagt: "Det undrer mig, at I taler om (patientens navn), og jeg bryder mig ikke om at høre det, I siger." Og næste gang, hun oplever noget tilsvarende, kan det være, at hun tør det og gør det.

Fordi hun ikke var i stand til at sige noget i situationen, overvejer hun, om hun kan gøre noget fremadrettet. Hun kan fortælle sin egen nærmeste leder historien. Hun har sikkert ikke lyst til at udlevere de to fra elevatoren, men hvis hun medvirker til, at emnet tavshedspligt og sladder bliver repeteret på et personalemøde i ambulatoriet og måske også på egen afdeling, så er der lagt op til diskussion. Om hvordan man forvalter sin viden om patienterne, og hvordan man stopper en kollega, der jokker i spinaten.

Anne Marie Holmsgaard, afdelingssygeplejerske i botilbuddet Taxhuset, Bagsværd.