Boganmeldelser

Uafklaret ambivalens bag manglende motivation

William R. Miller, Stephen Rollnick

Motivationssamtalen

Oversat fra amerikansk af Dorte Herholdt Silver

København: Hans Reitzels Forlag 2004

168 sider, 298 kr.

”Motivational interviewing” er en rådgivningsmetode, som i den danske oversættelse er døbt ”motivationssamtalen.” Motivationssamtalen er en tilgang til rådgivning, som er baseret på forfatternes erfaringer med rådgivning og behandling af mennesker med misbrug og anden skadelig adfærd.

Metoden bygger på en antagelse om, at det er ambivalens, som afholder mennesker fra at foretage ændringer i deres liv. Manglende motivation kan betragtes som uafklaret ambivalens. I stedet for at frustreres over klientens irrationelle handlinger og manglende motivation bliver det rådgivers opgave at udforske og afklare klientens ambivalens. Hvad vil han gerne? Hvad er hans værdier og mål? Derved kan han støtte klienten i at sætte ord på og løse op for ambivalensens fastlåste situation.

Motivation anskues som en interpersonel proces i modsætning til opfattelsen af motivation som en indre tilstand. Motivation opstår i en interpersonel kontekst, i en relation mellem rådgiver og klient. Et spændende og vigtigt kapitel handler om etiske problemstillinger, som kan optræde ved anvendelse af metoden. De sidste kapitler handler om, hvordan man selv lærer - og lærer andre - at benytte teknikken i praksis.

Som der står i forordet, kan man ”få en fornemmelse af, at noget af det, man læser, grænser til det banale,” men det er forfatternes anliggende, at udfordringen ligger i at få det banale omsat til handling. Som sådan er bogen særdeles handlingsorienteret og let tilgængelig. Citater og kliniske eksempler gør bogen både mere forståelig og læsevenlig. Målet er ikke blot at bibringe viden om en rådgivningsteknik, men at anspore rådgiveren i hans faglige og personlige udvikling. Forfatterne inddrager sociale og kulturelle faktorers betydning og gør sig faktisk umage for - trods det meget handlingsorienterede - at undgå forsimplinger af komplicerede processer.

Forfatterne, en psykiater og en psykolog, har arbejdet teoretisk og klinisk med metoden i mange år i USA og England. De placerer metoden i en behandlingskontekst, baseret på kognitiv adfærdsbaseret færdighedstræning.

De henviser til klinisk forskning, som arbejder med at dokumentere metodens effektivitet (at der i den sammenhæng henvises til kapitel 16, og der ikke findes et kapitel 16, er lidt forvirrende). Der er ikke medtaget dokumentation, men der henvises til referencer bagest i bogen. Forfatterne anfører, at der er rimeligt grundlag for at sige, at motivationssamtalen fungerer i visse sammenhænge, men at der mangler dokumentation for, hvorfor og hvordan metoden fungerer. De anser ikke selv metoden for at være en patentløsning og oplyser, at der mangler undersøgelser af, hvilke begrænsninger metoden har.

Bogen er relevant inden for misbrugsbehandling og andre områder, hvor motivation for adfærdsændring er et kernepunkt.

Af Nina Bock Porsager, klinisk vejleder, Psykiatrisk Sygehus Hillerød 

Lyse røster i et mørkt kor 

Myra Lewinter, Bent Gravesen

Pleje og omsorg i fremtidensvelfærdssamfund

København: Ældre Sagen 2004

175 sider, 168 kr.

Det er lige så relevant at tale om hunde i hundekiks som at tale om en ældrebyrde i Danmark, kan man læse i to essays, der vandt en priskonkurrence i 2003, udskrevet af Foreningen Østifterne og Ældre Sagen.

Myra Lewinter tegner nogle udviklingslinjer i sit essay: ”Whos going to need you, whos going to feed you in 2040.” Hun anvender ikke begrebet ”ældre” efter at have fået en artikel retur fra Journal of Aging Studies med kritik af hendes brug af ordet ”elderly.” Reviewerne spurgte, om det var normalt i Danmark at betragte ældre mennesker som objekter og ikke som subjekter. Svaret er desværre et ja. BUM-modellen og Fælles Sprog har ifølge forfatteren medvirket til et skift fra en mere organisk til en mere mekanisk form for hjemmepleje.

Forskning tyder på, at både fysisk og mental aktivitet er med til at gøre livskvaliteten bedre, hvis man forstår livskvalitet som fravær af sygdomme og funktionsproblemer. Mens fysiske aktiviteter for ældre har fået megen opmærksomhed i Danmark, skorter det på de mentale. Der findes ikke mange rollemodeller om ældre personer, der fortsætter med at anvende deres mentale færdigheder.

Den uformelle omsorg ydes fortsat primært af døtre og svigerdøtre. Den formelle omsorg ydes af det offentlige, viser befolkningsundersøgelser i Skan-dinavien, og de ældre ønsker en sådan opdeling. Modsat Norge og Sverige gør Danmark ikke en indsats for at støtte den uformelle omsorg.

I en periode var der politisk ønske om at inddrage flere frivillige i ældreplejen. Det er ikke altid en god idé, hvis dem med størst behov skal have tilbuddet først. Konklusionen fra udvalgte forsøg lyder, at brug af frivillige i aktiviteter, som er organiseret og initieret af kommunen, fører til, at brugerne bliver afhængige af de frivilliges vilje til at yde dem assistance, og at de mister den retssikkerhed, der ligger i, at opgaven udføres af en kommunalt ansat medarbejder. Ældreplejen i 2040 kan meget let blive præget af hold A-, B- og C- pensionister, der afhængigt af deres økonomiske muligheder får A-, B- eller C-klasses omsorg og pleje.

”Bær med smil din byrde,” skriver Bent Gravesen i sit essay. Fremtidens ældrepolitik handler om morgendagens børnepolitik. Start i folkeskolen og få restgruppen med, så er der fortsat råd til at yde omsorg for de borgere, der har behov herfor. I øjeblikket foregår en kulturkamp om fremtidens ældrepolitik.

Dagsordenen er sat af en ”ældrebyrdebande” bestående af politikere, økonomer, sundhedsprofessionelle mv. Med dommedagsprofetier skaber de et billede, der understøtter argumenter om en bestemt type ældreomsorg, der vil gøre det sværere at sikre den nødvendige pleje og omsorg til fremtidens ældre. ”Ældrebyrdebanden” bygger bl.a. deres argumentation på befolkningsprognoser.

Men vær varsom med det, skriver Gravesen. Nutidens ældre har en langt bedre funktionsevne. ”Den tredje alder” er et helt nyt fænomen. At have en tredje alder som perspektiv og livsform betyder, at man ikke længere henter næring til livsudfoldelse og social identitet fra arbejdslivet, men fra andre sociale sammenhænge. Det er også nyt, at vi skal til at forme en sundhedspolitik for seniorer, hvis vi ønsker, at denne enestående historiske chance skal være en vitaminindsprøjtning til fællesskabet.

De to essays har forskellige foci og argumentationskæder, men budskabet er det samme. Den negative snak om ældrebyrde o.l. er ved at sætte en selvforstærkende proces i gang, som hverken er gavnlig eller konstruktiv. Forfatterne argumenterer overbevisende, men jeg kan blive bekymret for, om deres lyse røster drukner i det mørke kor.

Af Lise Therkelsen, sygeplejerske, konsulent, cand.mag.

   

Når døden kommer i forgrunden

Unni Rahnheim

På talefot med døden - beretning om livet

Oslo: Uranus Forlag 2004

142 sider, 298 nkr.

Selvom døden står meget centralt i bogen, er det primært livet, ”På talefot med døden” handler om, hvorved bogen adskiller sig fra megen nyere litteratur om døden.

De fleste af forfatterne er mennesker, der har været tæt på døden og derfor har været nødt til at forholde sig til den. Ærligt og inderligt fortæller de om, hvad det kom til at betyde for deres liv fremover. Døden er altid i vort liv, men der sker noget i os, når den kommer tæt på og bliver til forgrund i livet.

Forfatternes oplevelser og situationer er forskellige og dermed også deres reaktioner og handlemåder. Enten har de mistet en af deres kære - små børn, større børn, forældre, ægtefælle, eller de har selv haft en alvorlig sygdom eller været i en situation, hvor de har været tæt på at dø.

Troen på Gud blev en styrke og hjælp for mange af dem, men på forskellig måde. Nogle fandt vejen tilbage til kirken og troen; et forældrepar fandt hjælpen i en ny trosretning; en mor fandt trøst i troen på, at der var en mening med datterens korte liv, og andre fandt støtte i fremmede religioner. Ingen påstår, at de ved, hvad der sker efter døden, men flere fortæller, hvordan det giver hjælp i livet at tro eller håbe på et eller andet f.eks. som en far, der fortæller sin lille alvorligt syge dreng, hvordan man leger og bor i himlen.

Andre fortæller om, hvordan de fandt en indre kraft til at leve ved hjælp af musik og meditation, eller hvordan en livsvilje kan blive så stærk, at man kan overleve to år i Auschwitz. Hvordan man kan gå videre i livet med ny styrke og indsigt ved selv at tage mere ansvar for sit liv, når man har mistet sin 23-årige søn. Hvordan man kan få hjælp i livet efter at have mistet mand og barn af aids ved at give sine erfaringer om aids videre til andre. Hvordan de små glæder kan give nye værdier i livet.

Som en fællesnævner står forfatternes ønske om, at vi, som ikke har de samme erfaringer, skal kunne lære noget af deres fortællinger. At læserne bliver bedre til at forholde sig til døden, men også til at turde leve livet helt og erkende dets uforudsigeligheder.

De professionelle, to sygeplejersker, tre præster, en filosof og en lektor, skriver om temaer fra deres hverdag, som er knyttet til døden. Med stor indsigt og respekt fortæller de om at give plads til menneskers forskellige synspunkter og holdninger tæt på døden, men også om de nære tings betydning, når en krise rammer.

Kapitlerne er meget korte, og man behøver ikke at læse dem fortløbende, da hvert kapitel er selvstændigt og afsluttet.

Jeg måtte flere gange lukke bogen og holde en pause. Selvom jeg i mange år har arbejdet med palliativ pleje, følte jeg et behov for at forholde mig til nogle sætninger og stærke ord, som jeg lige havde læst.

Bogen har et budskab til alle og i høj grad til sygeplejersker og ikke kun sygeplejersker, der arbejder i den palliative pleje. Den kan medvirke til, at vi stopper op og reflekterer over holdninger og tanker om vor egen død og vort eget liv, således at vi er bedre forberedte til nærværet og til dialogen med et lidende menneske.

Af Birgit Maarup, freelance- sygeplejerske, Frederikshavn

Holdninger er noget, man gør  

Sammen husker vi bedre

En film om demens

Brøndby: Master Video Produktion for Brøndby Kommune

Varighed 37 minutter

”Sammen husker vi bedre” er en god og inspirerende video/DVD om holdninger til demente og livet i boenheden Kisumparken i Brøndby Kommune. Efter en lidt kedelig indledning folder videoen sig smukt ud, og seeren får mulighed for faglig fordybelse og interessante oplevelser. 

Kisumparken er et forholdsvis nyt hjem for syv demente beboere, som er fysisk mobile og i stand til at deltage i de daglige gøremål. En socialpædagog siger: ”Her får man ikke lov til at sidde stille. Man skal lave noget. Der skal ske noget. Man skal bruges. Ligesom man gjorde i gamle dage. Selvfølgelig under hensyn til, hvad man fejler, og hvad man kan og ikke kan.” Hele videoen skildrer en troværdig virkelighed, hvor holdninger ikke kun er noget, man har, men er noget, man gør. Perle efter perle ruller scenerne frem på skærmen. Især lederen Bibi Pluszek træder i karakter. Hun viser, at professionalisme og menneskelighed kan gå hånd i hånd, når man vil og tør være anderledes. Hun siger: ”Der er ikke to dage, der er ens. Vi kan ikke køre med døgnrytmeplaner og rutineting, som man gør andre steder. Det er nok forskellen på os. Det er deres hjem.”  

I nogle situationer kan jeg næsten lugte hyggen og sammenholdet personale og beboer imellem. F.eks. ved aftenstunden i sofakrogen, og da en beboer bliver guidet i seng. Næste morgen følger kameraet reportageagtigt dagen vågne, og vi overværer bl.a., hvordan en beboer til Bibi Pluszeks overraskelse selv kommer hurtigt i tøjet. Fornemmelsen af, at personalet mener det, de siger: ”Mød mennesket der, hvor mennesket er,” kommer til udtryk i en række scener. F.eks. da personale og beboere er ude i naturen og giver ro og rum til tætte og fine samtaler med flere beboere. Eller da hele boenheden har lejet et sommerhus og i en uge slår sig løs i jacuzzi med champagne, vandrutsjebane, dans, sang og ikke mindst opmærksomhed og ømhed.  

”Man skal have en særlig evne for at kunne være her. Vi skal kunne overskride grænser. Hvis man ikke gør det, fungerer det ikke,” siger social- og sundhedsassistent Roberto Salinas. Der danses og vrikkes, knuses og krammes. Bibi Pluszek sover endda i samme rum som en af de mandlige beboere. Det skal imidlertid ikke opfattes negativt.  

Det er forskellen på Kisumparken som hjem og institution. Det er kun grænser, der overskrides set fra min traditionelle omsorgsrolle. Til sidst i sommerhuset kommer de pårørende til fest. Aftenen før ser nogle beboere pludselig det tragikomiske i deres situation. En dame siger: ”I morgen får vi vores forældre på besøg” og smågriner over humor og alvoren i sin replik. Det bliver en anden beboer for meget, og Bibi Pluszek får beroliget den forvirrede mand ved igen og igen at forklare, at de befinder sig i sommerhus på Marienlyst og skal hjem på lørdag. 

Videoens sidste store scene er gribende. Vi oplever Edels forfald på tætteste hold. En klassisk situation, hvor sygdommens uhyggelige, fremadskridende ansigt fylder Edel med stor smerte, tårer og afmagtsfølelse. Inde på sin stue er hun ganske rådvild og sætter ord på, hvordan hun tidligere kunne det hele. Nu kan hun intet. Hun ønsker at dø. Scenen er meget smuk trods situationens alvor. Bibi Pluszek kommenterer den: ”Vi giver ikke bare op. Vi prøver af følge med i hendes forfald. Hele tiden viser vi, hvor meget vi holder af hende, og giver hende ro og rum til at få lov til at lide - på en god måde.” Udtalelsen perspektiverer Kisumparkens bestræbelser flot. Det samme gør enstemmige udtalelser fra pårørende. De er sikre på, at deres forældre bor det rigtige sted og får de rette udfordringer, oplevelser, kærlighed og opmærksomhed.

Af Karen Holmkvist,  sygeplejerske og journalist. 

Dunkel tale om vigtigt emne

Merry Elisabeth Scheel

Viden, tavs viden og sandhed - set i en sygeplejefaglig kontekst

Århus: Forlaget Philosophia 2004

425 sider, 229 kr.

Merry Scheel har udført et projekt med det formål at undersøge forskellige former for viden med fokus på tavs viden og sandhed - set i en sygeplejefaglig kontekst. Bogen bygger på hendes ph.d.-afhandling fra 2003. 

Det er et interessant, vigtigt og underbelyst emne, men bogens størrelse og form med resumé på engelsk og dansk foruroligede mig. Var det som lovet på bogens bagside en redigeret udgave af afhandlingen eller ? Jeg ved det ikke, men jeg havde vanskeligt ved at fastholde interessen.

Måske fordi bogen indeholder mange gentagelser og ikke har en klar og gennemskuelig struktur med tydelige valg og fravalg i forhold til de inddragne nyere og ældre filosofiske hovedværker af Platon, Aristoteles, Kant, Wittgenstein, Polanyi, Merleau-Ponty m.fl.

Måske fordi bogen indeholder sætninger, som er så abstrakt og dunkelt formulerede, at de for mig bliver betydningstomme. F.eks. et par sætninger fra konklusionen: ”Den interaktionelle sygeplejepraksis går direkte til praksis og anbefaler ikke viden gennem litteratur, der indeholder kriterier for den rette tænkning ” (side 350) og ”I den interaktionelle sygeplejepraksis må den objektivistiske videnskabsopfattelse, som den videnskabsbaserede sygepleje står for, undgås.” Måske fordi jeg savnede argumentation for de mange udsagn om sygeplejersker og sygepleje, som bogen er fyldt med.

Når Scheel f.eks. skriver: ”At afvise videnskab og teknologi i sygeplejen, som der argumenteres for i visse sygeplejekredse udvikler ikke en kvalificeret og menneskeværdig sygepleje” (side 54), ville det være god videnskabelig praksis at have belæg for sådan et udsagn. Hvilke sygeplejekredse tænker hun på? Og hvis der virkelig findes sygeplejekredse, der afviser teknologi, gælder afvisningen så også termometre, blodtryksapparater og ekg? Og hvad er en menneskeværdig sygepleje?  

Jeg er enig med Scheel i, at det kan være vigtigt at undersøge videnskabeligt, hvad ældre og nyere filosofiske hovedværker har formuleret om viden, tavs viden og sandhed. Hun skal have kredit for at tage fat om dette umådeligt vanskelige emne og bringe det på den sygeplejefaglige dagsorden. Når det er sagt, mener jeg, at hun har efterladt læserne med et halvfærdigt produkt. Hvad skal man f.eks. stille op med at få at vide, at Platons og Sokrates nedvurdering af den partikulære sanseverden osv. i såvel sygeplejeteori som -praksis må afvises (side 344), eller at Schöns begreber ”knowing-in-practice” og ”reflection-in-action” er værdifulde handlemåder, hvor sygeplejersken kan udøve en form for ”kunstnerisk dygtighed” og kompetence.  

På bagsiden står, at bogen er nyttig og inspirerende for alle med erfaring omkring og interesse i de social- og sundhedsfaglige praksisområders beskrivelse og analyse. Hvis ordet ”erfaring” skal tages alvorligt, betyder det, at bogen først skal læses, når man er uddannet sygeplejerske. Den bør altså ikke indgå i sygeplejestuderendes uddannelse. Det er rigtig godt. Men hvem skal så læse bogen? Sygeplejersker i praksis? Undervisere? Sygeplejersker på efter- og videreuddannelse? Andre i sundhedsvæsnet? Andre forskere i sygepleje? Jeg er ikke sikker.  

Bogen har afgjort givet stof til eftertanke. Men jeg ser frem til den dag, hvor forskere sætter en ære i at skrive videnskabelige bøger om sygepleje, der er grundige, stringente, gennemskuelige og samtidig skrevet i et flydende, enkelt og velformuleret sprog.

Af Lektor Helle Ploug Hansen, ph.d., mag.scient., sygeplejerske, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk  Universitet, Odense 

Kunne vi have forhindret det?

Mette - en beretning om et selvmord

København: Psykiatrifonden 2004
143 sider, 120 kr.

Psykiatrifondens udgivelser, der henvender sig til de syge, deres pårørende og behandlere, er sædvanligvis vedkommende og letlæselige. I denne bog er det de pårørende, der tager ordet sammen med det menneske, de har mistet ved selvmord. Den unge kvinde, Mette, har efterladt forskellige daterede notater. De er her ordnet kronologisk sammen med uddrag af Mettes livshistorie, journalnotater fra indlæggelse og anden behandling.

Den meget personlige historie har på flere måder generel relevans. Noget af det, der har overrasket Mettes familie, er, hvor alvorlig en sygdom der lå bag hendes død. Det kommer ofte bag på pårørende til suiciderede, og i mange tilfælde er disse dødsfald meget tabubelagte. Den ekstra dimension af skam, skyld, vrede og afmagt kan gøre det vanskeligt at få åbenhed om emnet. Hvis bogen kan nå nogle pårørende til suiciderede og også gerne dem, der har forsøgt selvmord, vil den muligvis kunne hjælpe dem.

Når en patient suiciderer, stiller personale altid spørgsmål om, hvad der kunne have forhindret det. Vi kan bruge en sådan beretning til at være selvkritiske. Hvad ville vi have gjort, hvis vi havde mødt Mette? Er der patientkategorier, vi ser mere end andre? Hvis vi skal medvirke til at ændre tabuer, skal vi også turde se egne fejl og mangler. 

Skildring med lune

Knud Goll

Vanviddets veje

Fra fireogfyrre somre i sundhedens sektor

København: Gyldendal 2004

224 sider, 225 kr.

”Vanviddets veje” er en underholdende og personlig beretning om et langt lægeliv gennem skiftende tiders indflydelse på mulighederne. Med lune og næstekærlighed tegner Knud Goll mange menneskelige portrætter og øjebliksbilleder.

Af Bente Berner Hansen, distriktssygeplejerske  i Team Nordvendsyssel, Brønderslev Psykiatriske Sygehus,  Psykiatrien i Nordjyllands Amt.