Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: En meget lidt blodig affære

Hvis donorforeningen undrer sig over, at der er korte køer til tapning, så bør de krydstjekke med statistisk materiale og se, hvor få der faktisk har mulighed for at aflevere en sjat celler i banken.

Sygeplejersken 2006 nr. 10, s. 44

Af:

Birgitte Harild, ­sygeplejerske, leder af visitationsafdelingen i Halsnæs Kommune

Må bøsser gi' blod? De må i hvert fald ikke aflevere noget i blodbanken.

For at sikre sig, at ingen bøsser alligevel sniger sig til at liste en enkelt pose blod ind blandt sunde heteroseksuelles rene og ærbare blod, bliver den fremmødte donor præsenteret for en lokumspapirlang liste med denne og andre foreteelser, der udelukker dem fra det gode selskab.

"Jeg gider snart ikke gå derned mere," klagede min mand for nylig. "Jeg bliver udspurgt om rejser, piercing og seksuelle vaner, og sidste gang blev jeg sendt hjem på grund af forkølelse. Jeg har godt nok ikke været i kanen med en mand, men det har min kone, og dig spørger de ikke til."

Han får tommelen nedad tre ud af fire gange, han møder op. Så er det pga. tandlægebesøg eller udlandsture, så er det pga. medicin eller diarré. Han er "clean" i få uger om året, og reglerne ændrer sig konstant, så han idømmes karantæne.

Karantæne betyder udelukkelse. Bliv udenfor, gå hjem og opfør dig ordentligt.

Den gode opførsel indebærer, at du ikke rejser i Mellemøsten, Asien, Afrika eller Sydamerika - selv en ferierejse med Moster Agathe til Ankara i Tyrkiet og en bådtur på Nilen udløser karantæne i seks måneder.

Et helt år i donorskyggen får du ved "risikobetonet adfærd," som handler om din seksuelle praksis.

Leger du med alternative huller, har du donormæssige problemer, for du skal skrive under på, at du ikke har været i seng med en prostitueret m/k eller en biseksuel mand. Og der er permanent rødt kort, hvis det var mand til mand. Alt dette bliver du præsenteret for, når du tropper op ved skranken i blodbanken. Værsgo, læs og skriv under, og får du røde ører og lister af, så tjek lige det lumre udtryk i øjnene på de andre i venteværelset.

Der er fagligt gode forklaringer på mange af reglerne, men praksis er dybt frustrerende med skiftende regler og formålsløse konsultationer, og hvis donorforeningen undrer sig over, at der er korte køer til tapning, så bør de krydstjekke med statistisk materiale og se, hvor få der faktisk har mulighed for at aflevere en sjat celler i banken.

"Ring bare i forvejen og spørg," sagde vampyren, sidste gang min mand blev afvist ved skranken. Det er bare så svært at vide, hvad man præcist skal spørge om.

Må man godt give blod, hvis man ryger 60 cigaretter om dagen, eller hvad med fodvorter, som jo faktisk skyldes en virus, der smitter? Hvis psykisk syge ikke må tappes, gælder det så også dem med stressrelaterede lidelser? Fortsæt selv rækken, der går sport i det.

Et lille lyspunkt er dog, at du godt må være beruset, hvis det ikke er synligt. Bær din brandert med anstand, og giv modtageren en gratis fest. Og skulle du i øvrigt være søgende på datingmarkedet og finder det svært at spørge til tidligere partnere, så prøv ved udgangen fra blodbanken. Hvis der er friske stikmærker, så behøver du slet ikke spørge, for han har lige skrevet under på ro og renlighed, og hvem tør lyve over for en vampyr?

Hvis du tror, jeg overdriver, så tjek www.bloddonor.dk

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.