Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelse

Sygeplejersken 2006 nr. 11, s. 37

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Den gamle rotte har lært noget nyt

Carl Erik Mabeck

Den motiverende samtale

København: Munksgaard Danmark 2005
104 sider, 148 kr.

SY-2006-11-37aKan Carl Erik Mabeck lære en gammel rotte som mig noget nyt? Kan jeg bruge hans bog i min hverdag med mange patienter, "brandslukninger" og afbrydelser?

Min skepsis var til at få øje på ved præsentationen af bogen om at motivere patienter til forandring. Man læser bogen med sine erfaringer i rygsækken: Alkoholikeren, det gik skidt med, og ham, det gik godt med, pigen med anoreksi, den tidligere rocker med vægtproblemer, de utallige rygestop-samtaler, rækken er uudtømmelig. Bogen begynder med det teoretiske og principielle grundlag for den motiverende samtale for senere at beskrive metoden i praksis. Læseren får undervisning i behandlerens rolle, som følger principperne for non-direktiv vejledning.

Behandlerens rolle er at stimulere patienten til at analysere sin situation og reflektere over fordele og ulemper ved den aktuelle tilstand og sammenligne med fordele og ulemper ved en ændret adfærd. Patienten skal selv finde frem til og tage ansvaret for løsningen af problemerne, men behandleren skal hjælpe med at finde patientens ressourcer og styrke hans vilje til at tage ansvar for sine beslutninger uden at tilbyde godkendelse af de ændringer, patienten vælger. Heri ligger det non-direktive. Behandlernes ansvar er at "forsøge at forene en medicinsk opfattelse af patientens problem med en forståelse for, hvad problemet betyder for patienten."

Bogen peger på vores ansvar over for patienten, men vi får samtidig det grundlag med, som "Den motiverende Samtale" bygger på, at vi ikke skal fratage patienten ansvaret for at begynde, fortsætte og genoptage sundhedsfremmende forandringer i sit liv og for, hvornår og hvordan det skal foregå.

I bogen bliver læseren indført i begreber, teknikker, strategier og eksempler med det mål at finde en løsning sammen med patienten: F.eks. visuel analog skala, balanceskema, forandringens hjul og ikke mindst PEARLS: Partnerskab, empati, accept, respekt, legitimering, støtte.

Mabeck har delt sin bog i teori og praksis, og man kan ikke vente med at komme hen til den praktiske del, men nogle udsagn fanger tidligt, så også første del bliver spændende: Målet er et godt liv. Midlet er et godt helbred. "Vi er specialisten i den medicinske opfattelse af patientens problem, men patienten er specialist i, hvad problemet betyder for ham."

Det er med andre ord mit ansvar at give patienten et godt udgangspunkt. Efter at have læst bogen tør jeg godt, for Mabecks gennemgang af forandringshjulet er god og uddybende. Især Førovervejelsesstadiet er en demonstration af, at patienten selv bestemmer. Forleden kunne jeg afprøve meget af det nye, jeg havde lært af bogen, på en patient, som ønskede at være ikke-ryger. Og de indledende spørgsmål kan nu besvares:

Man kan godt bruge bogen i en travl hverdag, og budskaberne i bogen komplementerer behandlerens indstilling til patienten. Bogen kan bruges til at slå op i, og den mulighed er væsentlig, så teknikkerne også kan bruges til korte samtaler.

Den gamle rotte har lært noget nyt. Man skal lade patienten være i fred med sin beslutning om at undlade smørret på frokostbrødet og vente på, at han selv finder frem til, at det er lettere at undlade smørret hele vejen igennem. Svært. Men som der står: "Nobody cares how much you know, if they don't know how much you care." Og "to care" er at lade patienten beholde initiativet og ansvaret.

Af Michala Schultz-Larsen, konsultationssygeplejerske i Virum.