Dilemma: En fredfyldt død?

Illustration: Bodil Molich

Livstestamentet blev underskrevet for flere år siden, da Fru Mikkelsen var nyopereret for kræft. Hun har, trods moderate smerter, metastaser til knoglerne og mange korte ophold på hospitalet, formået at klare salg af hus, flytning til ældrebolig og et par rejser i Europa siden da. Nu er tiden ved at rinde ud.

Fru Mikkelsen har efter endnu et hospitalsophold sammen med familien besluttet, at en aflastningsplads på et plejehjem vil være en god ide, for hun er for dårlig til at være hjemme, selv om hun har maksimal hjemmehjælp. Hun glemmer at drikke, lader stearinlysene brænde på middagsbordet og har svært ved at komme ud af sengen.

Døden er der aldrig talt direkte om, Fru Mikkelsen har holdt fast ved livet, men mærker nu, at det er ved at være slut. Personalet på plejehjemmet passer hende til ug, men en aften ser den unge sygeplejerske, at Fru Mikkelsen har udsættende respiration, og hun er perifert kølig. "Det her kan jeg ikke tage ansvaret for," siger sygeplejersken til assistenten og ringer efter en vagtlæge, senere efter en ambulance. Til slut får hun fat i familien. Da familien mødes på plejehjemmet, står der to ambulancemænd i døren. Fru Mikkelsen er netop død. Hun nåede ikke til hospitalet, og de pårørende nåede ikke frem.

Hvordan kan det undgås, at en døende beboer bliver sendt på hospitalet?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 12 2006

Undervis personalet

Man bør undervise personalet. Det kunne godt lyde, som om det handlede om sygeplejerskens egen usikkerhed, der var årsag til, at hun tilkaldte vagtlægen. Hvis man som personale er godt rustet til at tackle disse situationer, er jeg sikker på, at sygeplejersken havde talt med patienten om det på et tidspunkt, mens patienten var ved bevidsthed. Fru Mikkelsen kunne jo selv mærke, at livet var ved at være slut. Havde de talt om det, ville situationen slet ikke være opstået.

Hanne Mielcke, klinisk vejleder på Medicinsk Enhed 1, Hillerød Sygehus, næstformand i Sygeplejeetisk Råd.

Ring til familien

I Fru Mikkelsens situation ville jeg ikke være i tvivl om, at det var familien, der skulle ringes til med det samme. Så kunne man forklare dem, at livet snart ville være slut for Fru Mikkelsen. Så ville hun have fået en fredfyldt død. Vi skal ikke være så bange for at sige det direkte til de pårørende, de skal nok reagere, hvis de ønsker det anderledes. Men jeg er sikker på, de ønskede en fredfyldt død for Fru Mikkelsen, og det er sygeplejerskens ansvar at være med til, at det kan lade sig gøre. Døden hører også med til livet og plejen, alt kan ikke helbredes på et sygehus.

Birgit Vest Stenkjær, primærsygeplejerske, ansat i Skælskør Kommune.

Tag ansvar
Jeg kan slet ikke forstå, at det var nødvendigt at sende bud efter vagtlæge og ambulance, når alle vidste, at patienten var døende. Hvordan kan man som sygeplejerske tænke på at flytte en patient, der har alle tegn på en snarlig død?

Det er et spørgsmål om at turde tage ansvar for, at netop denne patient er ved at dø. Det kan ikke passe, at man som sygeplejerske ikke tør tage dette ansvar!

Hvad er hun/han bange for? Døden er en naturlig afslutning på livet. Med de tegn, der var på en snarlig afslutning, burde vedkommende have sat sig ned, ringet til pårørende og givet patienten en værdig død.

Inger Ladegaard-Pedersen, primærsygeplejerske, arbejder for Kinnerup Care i Søllerød Kommune.

Tal det igennem

Man burde have talt denne situation igennem med Fru Mikkelsen og hendes familie. Hvad nu hvis hun pludselig bliver dårlig. Skal så ikke "bare" familien tilkaldes. Dette bør selvfølgelig noteres i journal osv.

Spørgsmålet er så: Hvem skal initiere denne samtale. Hvis alle forventer, en anden gør det, bliver det hurtigt til, som i denne historie, at ingen gør det. Man kan selvfølgelig sige, at i sidste ende er det et lægeligt ansvar. Sygeplejersken i vagt kan ikke - og skal heller ikke - tage det ansvar på sig. Hvis patientens praktiserende læge ikke selv har taget initiativet, kan man udmærket fra plejehjemmets side få fat på lægen og diskutere det med ham. Og derefter med patient og familie.

Ole Bo Hansen, overlæge på Smerteklinikken, Holbæk Sygehus.