Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Når der forsvinder medicin

Ampulsvind. På Rigshospitalets anæstesi- og operationsklinikker har man indført et advarselssystem på tre niveauer, der skal sikre overvågning med, at der ikke forsvinder store mængder medicin, uden nogen opdager det.

Sygeplejersken 2006 nr. 11, s. 15-16

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2006-11-36-10bAntallet af læger og sygeplejersker, der hvert år registreres i Sundhedsstyrelsen, pga. deres misbrug har været stabilt over de seneste år. Foto: Michael Daugaard

På en af Rigshospitalets anæstesi- og operationsklinikker oplevede man i 1997, at der forsvandt store mængder narkotika fra medicinskabene, hvor der dengang var fælles nøgle til alle skabe i de fem klinikker. Da klinikledelsen ikke kunne finde årsagen, blev medicintyveriet anmeldt til politiet. De besluttede, at der skulle sættes overvågningskameraer op, og det viste sig, at det var en ansat, der stjal.

"Den hændelse førte til, at vi fik separate nøgler til medicinskabene, så det ikke var den samme nøgle, der gjaldt til alle skabene. Det betød også, at vi udviklede et advarselssystem på tre niveauer," fortæller klinisk oversygeplejerske Jakob Vedtofte.

Systemets laveste niveau er den almindelige rutinemæssige kontrol, som altid finder sted. Her har nogen ansvaret for at tjekke, at den medicin, der bliver bestilt hjem, svarer nogenlunde til det, der er blevet brugt. Og de ledende sygeplejersker har ansvaret for at kontrollere og sammenligne forbruget den enkelte måned med øvrige måneder.

Derudover kontrollerer apotekerne løbende medicinlisterne og SY-2006-11-16-01
laver en stjernemarkering ved tal, der afviger, f.eks. et stigende forbrug.

"Vi bruger meget medicin, og det skal være lettilgængeligt af hensyn til patienterne. Derfor fører vi i det daglige ikke regnskab med hver enkelt ampul," siger Jakob Vedtofte.

Niveau 2 i advarselssystemet træder i kraft, hvis noget tyder på, at der forsvinder medicin, og forbruget ikke umiddelbart kan forklares.

"Så indfører vi en skærpet overvågning, hvor vi dagligt kontrollerer forbruget og tæller medicinen op. Det højeste niveau af overvågning er niveau 3, når vi går ind og holder regnskab med hver eneste ampul," siger Jakob Vedtofte. Han kan huske tre-fire misbrugssager, hvor niveau 3 i alarmsystemet har været i brug.

Ud over at holde regnskab med morfika er Rigshospitalets anæstesi- og operationsklinik bevidst om at informere nye sygeplejersker om medicinmisbrug som en erhvervsrisiko.

"Vi har flere gange haft problematikken oppe forbindelse med undervisning, hvor vi har diskuteret, hvordan vi kan være opmærksomme på symptomer på misbrug, og hvordan vi kan drage kollegial omsorg for en kollega," siger Jakob Vedtofte.