Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Jeg følte mig som en overstrakt elastik

Langvarig stress. Jette Kirkegaard elskede sit arbejde som operationssygeplejerske. Hun var ansvarsbevidst og gjorde sit bedste for at tilpasse sig de besparelser og ændringer, der skete på hendes arbejdsplads. Men det var aldrig godt nok, følte hun. Arbejdsmiljøet brød hende langsomt ned, og en dag måtte hun opgive at gå på arbejde.

Sygeplejersken 2006 nr. 15, s. 10

Af:

Lotte Havemann, journalist

1506-11-01Foto: Thomas Juul

Det er lillejuleaften 2003. Operationssygeplejerske Jette Kirkegaard skal på vagt på operationsafdelingen på Holstebro Sygehus. Der venter hende 24 timer på afdelingen, inden hun kan komme hjem og holde jul. Hun er trist. Dagen før er hendes mor blevet begravet, og ugerne inden har tæret på hende.

Men det er ikke kun sorgen over moderens død, der tynger. De sidste 4-5 år er presset gradvist øget på hendes arbejdsplads. Besparelser, omorganiseringer og nye krav har ædt sig ind på hendes faglige selvtillid, og hun kan knap hænge sammen mere. Ordene i journalerne flimrer for hendes øjne, hjertet hamrer som besat. Hun slæber sig gennem de mange timer, og julemorgen går hun som i en døs hjem fra den vagt, der skal ende med at blive hendes sidste.

I dag er Jette Kirkegaard 53 år og førtidspensioneret. Hun bliver aldrig i stand til at arbejde igen. Selv små belastninger, såsom en telefon, der ringer, mens hun er ved at lave mad, kan få stress-symptomerne til at blusse op.

Men den pligtopfyldende sygeplejerske føler sig parat til at fortælle sin historie i Sygeplejersken. Hun håber, at den kan forhindre andre i at lide samme skæbne.

Første skred

Jette Kirkegaard henter Sygeplejerskens udsendte på stationen i Vestjylland. Hun smiler bredt og byder velkommen med begge hænder. De levende øjne og dynamiske bevægelser udstråler umiddelbart psykisk overskud. "Heldigvis har jeg et positivt sind," siger hun.

Vi kører gennem det flade landskab. Ankommer til det nedlagte landbrug. Hun fortæller, at hun og manden overvejer at flytte til et hus inde i Holstebro. Men at hun er bange for at komme til at savne de åbne vidder, som hun kan hvile øjnene på fra sine vinduer i dag.

Det smukke udsyn giver hende ro i sindet. Og det har hun brug for. I højere grad end de fleste andre mennesker. For selv om der er gået 2½ år, siden hun gik hjem fra en døgnvagt dybt nedbrudt og aldrig kom på arbejde igen, ligger følelserne stadig lige under huden. Når hun skal tale om det svære forløb, sidder ordene næsten fast i halsen på hende.

Jette Kirkegaard bliver færdig som sygeplejerske i 1974. I 1988 bliver hun ansat som operationssygeplejerske på Holstebro Sygehus, og de første knap 10 år nyder hun arbejdet på afdelingen. Hun trives med variationen af planlagte og akutte operationer, alvorlige og "blødere" operationer. Normeringen er god, og der er pusterum i hverdagen.

I 1997 sker så det, der bliver starten på en række besparelser og omstruktureringer på afdelingen. Der indføres aftenvagt for at få flere patienter gennem systemet. Nu er hver af de to operationsstuer efter kl. 15.00 bemandet med to personer og ikke tre som tidligere. Samtidig bliver det personale, der ellers har taget telefoner, sparet væk, og i stedet bliver aftenvagterne udstyret med bærbare telefoner. Tempoet presses op, og mad indtages ofte stående og i al hast.

Medarbejderne på afdelingen bliver gjort opmærksomme på, at de er i konkurrence med Herning Sygehus. Men de får at vide, at hvis de når så og så mange operationer, kan de få lov til at beholde tarmkirurgien.

"Hvis vi protesterede mod nedskæringerne, fik vi at vide, at vores arbejdspladser kunne forsvinde, hvis vi ikke levede op til målene," siger Jette Kirkegaard.

Åndehuller forsvinder

I 1999 strammes skruen tre gange mere. Først gennemføres en fyringsrunde i forbindelse med for mange og store operationer på sygehuset. En sygeplejerske og en sygehjælper fyres. Der skal dog ydes det samme og helst mere. Og i samme kvalitet.

Hver morgen kommer overlægen for at kontrollere, om den såkaldte "kniv-tid" kl. 8.30 nu også er overholdt. Han kigger ind ad vinduet på afdelingens operationsstuer, og hvis personalet ikke er kommet i gang med operationen, peger han spørgende på sit ur.

"Det er jo mennesker, man har med at gøre. Ikke papkasser, man kan smide rundt med. Nogle gange driller et kateter, måske bliver patienten pludselig dårlig, eller man er nødt til at skanne umiddelbart inden indgrebet," forklarer Jette Kirkegaard.

Side 11 

Samme år forsvinder sygehjælperne ud af natte- og døgnvagterne. Det øger tidspresset og mindsker muligheden for at lade op mellem operationerne. Tillige oprettes en dagkirurgisk afdeling til de mindre og lette operationer. Dvs. at operationsafdelingen står tilbage udelukkende med store og krævende operationer, f.eks. af cancerpatienter, som også er psykisk belastende for personalet.

"Misstemningen bredte sig, men jeg tænkte, at hvis de andre kunne klare det, så burde jeg også kunne," husker Jette Kirkegaard.

"Jeg havde altid elsket mit arbejde. Jeg følte mig sikker i jobbet og efterlod aldrig noget halvgjort. Men det holdt op med at være sjovt. Den der effektivitetsånd bredte sig. Man skulle hele tiden være endnu bedre og mere omstillingsparat. Og man fik ingen ros. Det var aldrig godt nok, hvad man gjorde."

Selvtilliden siver

Tanken om at finde et andet arbejde opstår hos hende. Et arbejde langt væk fra sygeplejen.

Men hun bliver: "I dag kan jeg se, at jeg skulle have søgt væk fra afdelingen. Jeg skulle have lyttet til mig selv. Jeg blev så uendeligt træt efter en arbejdsdag, men jeg overbeviste mig selv om, at det ikke kunne passe. Jeg havde altid været så glad for mit arbejde. Måske blev jeg, fordi jeg er så pligtopfyldende af natur. Måske fordi jeg allerede dengang havde mistet en stor del af min selvtillid. Og så var jeg ved at være tappet for energi."

I forbindelse med strukturreformen indfører ledelsen beregninger på, hvor lang tid en operation må vare. Utilfredsheden på afdelingen tager til, men personalet stilles i udsigt, at der skal ske en omorganisering af afdelingen i 2003, og de frustrerede håber på bedre tider.

Side 12

Jettes mand, Axel, bliver syg i februar 2003 og får diagnosen kræft. Ret hurtigt bliver det dog klart, at kræften er godartet, og han bliver erklæret rask. Men forskrækkelsen sidder i familien.

Fremme ved sommeren 2003 får afdelingen en ny afdelingssygeplejerske og en ny oversygeplejerske. Operationsafdelingen skal nu lægges sammen med narkoseafdelingen.

"Den nye ledelse lød til at være en rigtig fin kombination. Men uha, så begyndte det at blive svært ..." siger Jette Kirkegaard. Minderne og gråden presser sig på hos hende. Hun ved, at hun snart skal fortælle om de sidste dage op til julen 2003, hvor alt går i stå for hende.

Landets bedste afdeling

Kort efter sin ankomst indkalder den nye afdelingssygeplejerske til et afdelingsmøde, hvor hun siger til plejepersonalet, at afdelingen ikke blot skal være Holstebros eller amtets bedste, men landets bedste.

"Det var en smuk og ambitiøs tanke, men det virkede urealistisk på os, der i årenes løb havde hørt, at "nu bliver tingene bedre" så mange gange, mens vi bare blev mere og mere frustrerede over forholdene," siger Jette Kirkegaard. Hun husker også, at afdelingssygeplejersken sagde til sit nye personale, at hvis nogen af dem var sygemeldt, så kunne hun godt finde på at komme hjem til dem.

"Jeg kunne aldrig drømme om at være sygemeldt, hvis der ikke var en grund til det." Og efter en pause: "Jeg følte mig usikker i hendes selskab."

Afdelingsledelsen indfører to temadage om året. På en af temadagene skal personalet deltage i en øvelse, som et konsulentfirma har med på dagen. Medarbejderne får en stak papirer og skal bygge en bro af papirerne for at se, om den kan holde til, at en legetøjslastbil kører over den.

"Vi var 100 mennesker, der stod og lavede papirsruller. Jeg blev så paf. Hvordan hang det sammen, at vi skulle spare i afdelingen og så havde råd til at lukke den en hel dag, hvor vi skulle rulle papir?" spørger Jette Kirkegaard. Efter temadagen skriver hun et brev til afdelingssygeplejersken, hvor hun lufter sin undren. "Det havde jeg det helt godt med."

Men Jette Kirkegaards dårlige psykiske tilstand tager til. Hun glemmer ting og bruger mange ressourcer på procedurer, som hun før klarede hurtigt. Selvtilliden tager yderligere et dyk. Hun får svært ved at koncentrere sig. Prøver at undgå de tungeste operationer og søger i stedet dem, hvor hun i høj grad kan køre på rutinen.

Hun har det bedst, hvis hun kan få lov til at klargøre en operationsstue helt alene. Så lukker hun døren og går og ruller papir ud over operationslejet og putter nye poser i affaldsspandene. Det kan hun da klare.

"I dag kan jeg se, at jeg søgte den ensomhed bevidst. Den gav mig det pusterum, jeg kunne overleve på."

Udadtil virker Jette Kirkegaard muligvis, som hun plejer. Men indeni begynder det at stramme til. "Min krop føltes som en elastik, der var overstrakt. Jeg følte, jeg gik inde i en metalcylinder med små vinduer i. Jeg var ikke en del af resten af verden." Den samvittighedsfulde sygeplejerske bliver mere og mere usikker på sig selv og sin faglige kunnen. Og bange for at begå fejl.

"Det er nok kræft"

Der sker også nogle ændringer i Jette Kirkegaards personlighed. Hun bliver mindre tolerant. Synes nu, at tonen over operationsbordet til tider kan være for munter. Ærgrer sig over, at hendes yngre kolleger skal på barsel og omsorgsdage. Hun som selv pukler og knap har haft fravær i de 16 år, hun har været på afdelingen. Og så skal de have omsorgsdage!

"Tænk, at jeg havde det sådan. De var i deres gode ret, men jeg var så fuld af vrede."

Uden for jobbet begynder hun at se sygdom alle steder. "Det er nok kræft," siger hun tit. Til sin datter, som på det tidspunkt var gravid med sit tredje barn, bemærker hun, at flere og flere yngre kvinder får brystkræft - især efter at de har født.

I december 2003 ligger Jette Kirke gaards mor for døden. Jette Kirkegaard har våget over moderen i flere uger. Det er naturligvis en belastning oven i problemerne på arbejdet. For selv om hun er hårdt psykisk presset, holder hun sig oppe for moderens skyld. Men besøgene på plejehjemmet bliver også en pause fra den stressede hverdag, hvor hun kan sidde i ro en halv times tid. Moderen sover ind den 16. december, 82 år gammel.

"På det tidspunkt i mit liv var min mors død og begravelse det smukkeste, jeg havde."

Den allersidste vagt

Moderen dør en tirsdag. Jette Kirkegaard har egentlig vagt onsdag, torsdag er hendes fridag, og hun ringer ind på arbejdet og siger til en kollega, at hun møder igen fredag.

Hun bliver så ringet op af sin afdelingssygeplejerske, som kondolerer og spørger, hvordan hendes fravær skal føres. "Som sygedage," svarer Jette Kirkegaard.

Men afdelingssygeplejersken mener, at Jette Kirkegaard må bruge ferie/fridage i forbindelse med moderens død. Det er for dyrt for afdelingen, hvis hun skal bruge sygedage på det. "Jeg blev simpelt hen så skuffet. Så vred. Her havde jeg gået og holdt mig oppe. Min mor blev begravet på min fridag. Og nu mistænkte hun mig for at pjække. Det var så usselt. Jeg græd som en pisket, da jeg havde lagt røret."

Fredag møder Jette Kirkegaard så på vagt. I omklædningsrummet møder hun afdelingssygeplejersken, der spørger, om hun er klar til vagten. Jette Kirkegaard begynder at græde. Nej, hun er slet ikke klar. Men der er ingen, der stopper Jette Kirkegaard. Og på en eller anden måde kommer hun igennem den vagt, der skal vise sig at blive hendes sidste.

"Det var dybt uforsvarligt, at jeg skulle have den døgnvagt. Det var forfærdeligt. Jeg kan huske, at vi havde et kejsersnit om natten og ellers ingenting."

Ikke indbildning

Jette Kirkegaard holder jul hos sin datter og har nogle gode juledage. Men så nærmer den 29. december sig, hvor hun skal på arbejde igen efter jul.

Side 13

Ordene, som hendes lillesøster har sagt til hende ved moderens begravelse, begynder at ringe i hendes hoved: "Nu må du sørge for at få hjælp."

Lillesøsteren er også sygeplejerske og arbejder på en psykiatrisk afdeling. Hun er den eneste, der fatter mistanke til, hvor slemt det står til med Jette Kirkegaard. Jette Kirkegaard ringer til sin læge. Hun kan høre, at Jette er helt ude i tovene og vil se hende med det samme. Lægen sygemelder hende straks i en måned.

Det første, hun tænker, er: Det var godt, så kan jeg få julepynten pillet ned. "Jeg havde ellers pyntet så sparsomt op det år, men jeg kunne slet ikke overskue at finde kasserne frem og få det ned."

Jette Kirkegaard er dybt lettet. Hun ringer til sin afdelingssygeplejerske med en underlig hævnfølelse. "Se selv, jeg er syg."
"Så passede det altså, at jeg havde det dårligt. Så var det ikke noget, jeg bildte mig ind."

Nulstillet

Efter sygemeldingen falder hun helt sammen. Hun føler sig "nulstillet." Kan ikke huske sygeplejefaglige termer. Får kvalme bare ved tanken om sit arbejde. Hun kan ikke tåle bare den mindste belastning. Hvis et glas vælter, braser hendes verden i grus. Hun har ikke ressourcer nok til at tørre op.

"Jeg kollapsede fuldstændig. Jeg kunne ikke færdiggøre en sætning. Jeg gik rundt i morgenkåbe og kunne ikke engang finde ud af at skrælle kartofler. Jeg kunne ikke spise, sove, finde ro. Jeg tænkte, at hvis jeg dør af det her, så er jeg da fri af mine lidelser."

Hendes mand Axel bemærker, at Jette lukker sig inde i sig selv. Hun svarer kun i enstavelsesord. Går lange ture ved havet. Prøver at finde fred.

Mange var overraskede, da Jette Kirkegaard blev langtidssygemeldt. Var det så slemt fat? Selv ikke hendes nærmeste var klar over, at hun var så psykisk belastet. Hun slækker ikke på de huslige opgaver, selv om hun får det værre og værre. Rastløsheden driver hende.

"Det kom jo snigende. Vi mærkede ikke den store forandring," siger Jettes mand om sig selv og parrets hjemmeboende søn. "Og vi er ellers ret plejekrævende," spøger han.

Datteren, Gitte Lonsdal, som bor i nærheden med mand og fire børn, havde heller ikke set sin mors nedtur komme. "Jeg kan få helt dårlig samvittighed over, at jeg ikke opdagede det. Vi blev ved med at kræve, at hun passede børnebørnene," siger Gitte Lonsdal.

Jette Kirkegaard undskylder sin familie med, at hun var god til at skjule, hvor skidt hun havde det. "Jeg kan huske, at en kollega sagde til mig, at jeg så træt ud. Jeg var så tæt på at græde, men jeg holdt facaden. På arbejde skulle jeg jo, for det skal man jo."

Hendes tavshedspligt stod også i vejen for, at hun kunne lukke noget frustration ud derhjemme. "Når jeg kom hjem, havde jeg ellers bare lyst til at råbe op og fortælle, hvordan min arbejdsdag var gået. Men tænk, hvis jeg fortalte noget, der kunne spores til en patient, som naboen kendte."

Førtidspension

Jette Kirkegaards sygemelding forlænges. I slutningen af marts 2004 mødes hun med sin arbejdsgiver. Her står det klart, at hun ikke er klar til at begynde på arbejdet igen. I juni modtager hun sin opsigelse fra Holstebro Sygehus.

Hun begynder at gå til psykolog, og sammen med Lemvig Kommune, besluttes det, at hun skal i arbejdsprøvning. Ikke tilbage til sygeplejen, men i et bofællesskab. 2 x 2½ time om ugen i første omgang.

Hun ser frem til at prøve at arbejde igen, men efter 1½ måned i arbejdsprøvning bliver Jette Kirkegaard sygemeldt igen. Hun kommer igen til psykolog.

Psykologen skriver i et brev til kommunen i marts 2005: "Der er igen symptomer efter langvarig belastning og stress med depressive træk. Jette Kirkegaard lider af træthedsfølelse, hvor selv velkendte, overskuelige, positive og ønskede aktiviteter udmatter hende, ligesom hun har hukommelses- og koncentrationsbesvær. [...] Jeg ser ikke nogen behandlingsmuligheder for tilstanden. Ro og fravær af krav vil forventelig give en bedring i den aktuelle tilstand, men ikke i et omfang, så Jette Kirkegaard kan blive selvforsørgende. Symptomerne vil sandsynligvis blomstre op igen ved et hvilket som helst arbejde, og man kan frygte, at yderligere stress vil resultere i dybere og varig depression."

Jette Kirkegaard tildeles førtidspension.

Bedring i sigte

I dag har hun det godt, selv om hun har måttet opgive at have flere bolde i luften på én gang. Når hun alligevel prøver,
f.eks. ved at være fuldtidsmormor for sine fire børnebørn, kommer symptomerne med det samme. Hjertebanken og træthed i dagevis.

Hvis hun kommer ind i en butik, hvor stemningen er hektisk eller dårlig, må hun gå ud igen. Hun går ikke til psykolog mere, men hendes læge vil gerne se hende en gang om måneden. "Jeg synes, jeg har gået der længe, men jeg får det faktisk bedre for hver gang."

GODE RÅD FRA JETTE KIRKEGAARD

 ´

  • Lyt til din krops signaler
  • Skift arbejde, hvis du ikke trives
  • Vær bare lidt mindre pligtopfyldende
  • Kontakt din lokale DSR-amtskreds.
INGEN KOMMENTARER OM PERSONSAG

 ´

Denne artikel er baseret på Jette Kirkegaards udtalelser. Sygeplejersken har kontaktet ledelsen på operations- og anæstesiafdelingen på Holstebro Sygehus, men den har ikke ønsket at kommentere den konkrete sag, da der er tale om en personsag.

Jette Kirkegaard ønsker ikke at hænge sin tidligere ledelse ud, men for at fortælle sin historie er hun nødt til at beskrive visse negative episoder, som ledelsen var en del af.