Den hvide engel

Hjemmegjort. Når patienterne mødte sygeplejestuderende Nalen Yasin på Hvidovre Hospital, kaldte de hende for "den hvide engel." I praktiktiden var hun iført en hjemmesyet uniform, der dækkede hende fra top til tå.

"Jeg får meget ros for min uniform," siger Nalen Yasin, der er 7.-semester sygeplejestuderende. Som muslim mener Nalen, at Koranen foreskriver, at hun dækker sin krop i én del fra fod til hals og sit hår med et tørklæde. Et ønske, som Rigshospitalet afviste, men som Hvidovre Hospital godtog.

"Jeg føler mig respekteret, når jeg bærer dragten. For mig er det vigtigt, at den ikke er todelt, fordi det fremhæver formerne. Når dragten er i ét stykke, er det pænere og mere uskyldigt," forklarer Nalen Yasin, der er født og opvokset i Danmark, men har tyrkiske rødder.

Dragten består af ét stykke hvidt bomuldsstof, der ligner en kjortel og på arabisk kaldes en jibab, samt et tilhørende hvidt tørklæde, der dækker Nalens hår.

Hun har ofte mødt argumentet om, at de lange ærmer er uhygiejniske, men det mener hun, at hun har løsningen på. Nalen Yasin har nemlig syet en elastik ind for enden af ærmegabet, der gør det nemt at skubbe ærmerne højt op på armene, når hun vasker eller behandler patienterne.

To regelsæt

"Ifølge islam må jeg godt fravige at være dækket helt til, hvis jeg hjælper et sygt menneske. Men når jeg så går på gangene eller sidder med papirer på kontoret, kan jeg skubbe ærmerne ned igen, så jeg er tildækket."

Da Nalen Yasin søgte om sin første praktik, ønskede hun at komme på Rigshospitalet, der ligger tæt på hendes hjem, hvilket gør det nemmere at kombinere arbejdet med rollen som mor for to små børn. Men Rigshospitalet ville ikke imødekomme Nalens ønske om at bære jibab på arbejdet. Hun blev derimod henvist af sin praktikvejleder til Hvidovre Hospital, der ikke havde noget imod, at Nalen bar den heldækkende dragt, så længe hun selv sørgede for at sy den. Hospitalet stod dog for vasken af uniformen.

"Jeg følte mig heldig, fordi Hvidovre ville lade mig gå på arbejde med den hjemmesyede dragt. Men en tyrkisk sygeplejerske sagde til mig, at det var diskrimination, at jeg tidligere var blevet afvist på Rigshospitalet," fortæller Nalen Yasin, der ikke ønskede at tage en kamp med Rigshospitalet om forskelsbehandlingen mellem de to hospitaler.

Også vikarbureauet ActiveCare har accepteret Nalen Yasins ønske om at bære uniform, der er udformet som en jibab.

Nalen Yasin mener, at den manglende imødekommenhed over for visse muslimers ønske om at bære jibab på sygehusene afholder flere fra at gå ind i sygeplejefaget.

"Det er jo en skam, for der er brug for os. Når en ældre tyrker bliver indlagt, bliver de andre i afdelingen så glade for, at jeg er der. Jeg er jo en ressource, og jeg brænder for sygepleje. Det må da være muligt at kombinere," siger hun. 

DET SIGER KORANEN

Her ses et af de vers i Koranen, der omhandler, hvordan kvinder skal klæde sig:

"O du profet, sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække deres ydre kåber tæt sammen om og over sig. Dette er det bedste, så de kan kendes, og så de ikke forulempes. Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig."

Koranen, sura 33, vers 59.

Kilde: Kristeligt Dagblad, 6. november 2003.

Emneord: 
Religion