Indvandrerpatienten skal mødes fordomsfrit og professionelt

Foto: Thomas Tolstrup

Bliver du irriteret, hvis patienten er indvandrer, og vedkommende ikke forstår, hvad du siger, eller modsætter sig de råd eller den vejledning, du giver? Påvirker det, hånden på hjertet, dit forhold til andre indvandrerpatienter?

Jeg sætter i denne artikel fokus på plejepersonalets egen rolle i mødet med den besværlige indvandrerpatient.

I 2003 blev der i Sygeplejersken bragt fire artikler om muslimsk tankegang og traditioner (1). Formålet med artiklerne var, at mødet mellem sygeplejersker og muslimer kunne blive præget af forståelse frem for fordomme. Jeg vil som et supplement sætte fokus på plejepersonalets negative følelser og irritation, når indvandrerpatientens opførsel eller ønsker er uforståelige, eller de ikke stemmer overens med personalets forventninger og ønsker om et normalt indlæggelsesforløb.

Når snørebåndet knækker

Når vi binder vores sko, kan vi tænke på noget andet samtidig. Men hvis snørebåndet knækker, bliver vi irriterede over, at det ikke bare fungerer, som vi havde regnet med. Og det er helt normalt at blive irriteret, når noget går én imod, eller det ikke er, som man lige forventer det. Når man bare passer sit arbejde, og hverdagen fungerer, koncentrerer man sig ikke så meget om hver detalje i det, man laver, fordi det meste kører på rutinen.

Alle, der arbejder i plejesektoren, ved dog godt, at der kan ske mange uforudsigelige ting. Men med danske og ressourcestærke patienter er der for det meste en vis grad af forudsigelighed, som betyder, at arbejdet kan glide, som man ønsker og forventer det.

Man kan bedst kommunikere med de mennesker, som ligner én selv, også selv om man er god til at leve sig ind i andres behov. Men når tingene pludselig ikke længere glider ubesværet, eller når man oplever, at ens grænser for, hvad der er god eller normal opførsel, bliver overtrådt - når snørebåndet knækker - er det normalt at blive irriteret.

"Man passer meget på, hvad man siger."

Ordene kommer fra en social- og sundhedsassistent, som åndede lettet op efter et gruppeinterview med to andre ansatte på en fødeafdeling. Interviewet handlede om konflikter med indvandrere og flygtninge. Sygeplejersker, jordemødre, social- og sundhedsassistenter og andet plejepersonale kan alle komme ud for besværlige og ressourcekrævende patienter, eller patienter som bare er meget svære at forstå. Indvandrerpatienter kan nogle gange opleves sådan, fordi de ofte har andre forventninger til et normalt indlæggelsesforløb og andre normer for, hvordan man opfører sig som patient eller pårørende på et hospital. Der er også mange sproglige og kulturelle forskelle, som kan betyde, at man taler helt forbi hinanden.

Vil ikke være racister

Bliver man irriteret på en indvandrer eller flygtning, taler man ikke gerne åbent om det. Det stemmer ikke overens med mange ansattes selvopfattelse, at man bliver irriteret på patienter, som er afhængige af ens professionelle hjælp, og slet ikke på indvandrere, fordi de regnes for mere udsatte i samfundet. Men problemet handler også om noget andet og mere generelt. Det stemmer nemlig heller ikke overens med hele den danske selvopfattelse, at man bliver irriteret på indvandrere eller flygtninge "bare fordi de er det," som én sagde til mig.

Danskere har generelt meget ubehagelige associationer til racisme og etnocentrisme, fordi vi historisk forbinder det med Ku Klux Klan i USA, apartheidsystemet i Sydafrika og nazismen og 2. Verdenskrig i Europa. Disse eksempler står som skræmmebilleder på, hvad racisme kan føre med sig. Hvis man bliver irriteret på en indvandrer eller flygtning, kan man derfor hurtigt blive bange for, at andre skal tro, at man er racist, og derfor udtrykker man helst ikke de negative følelser, man kan have. De kan måske i stedet sætte sig som en uformuleret irritation. Paradokset er, at man sagtens kan være stærkt irriteret på indvandrere sideløbende med mange gode intentioner om ligeværd og mangfoldighed og god og empatisk pleje til alle patienter. Men den irritation, der ikke tales om, kan alligevel også komme til at påvirke kvaliteten af den pleje, man giver indvandrerpatienten.

Brud med normer

Plejepersonalet kan blive irriterede, når indvandrere gør og siger ting, som de synes er mærkelige eller endda forkerte: Man kan blive irriteret, når en mandlig pårørende kræver en urimelig særbehandling, eller hvis han insisterer på at føre ordet for en kvindelig indlagt, som måske ingenting siger, og som vender blikket væk, hver gang man prøver at få kontakt med hende.

Man ved måske godt, at der er nogle kulturelle forskelle, som man skal tage hensyn til, men nogle gange bliver det hele blandet sammen i én pærevælling, og man kan ikke finde ud af, hvad der er kultur, og hvad der ikke er. Man ved med andre ord ikke altid, hvordan man skal handle i situationen, fordi man vakler imellem sin faglige viden om, hvad der er godt, og patientens usynlige behov.

Det kan være svært at gennemskue, hvad en kvindelig patient ønsker, hvis hun ingenting siger, eller hvis man skal tolke alting igennem et kulturelt filter, som man ikke kender godt nok. Når en indvandrer- eller flygtningepatient både opfører sig på måder, man ikke forstår, og måder, man ikke kan lide, kan der derfor hurtigt ske en distancering til patienten og de pårørende, fordi man synes, at hele forskelligheden bliver forkert. Man kan, uden at ville det, komme til at sammenligne deres normer med vores, og man kan blive irriteret over, at de ikke bare bliver ligesom os.

Den norske antropolog Marianne Gullestads mange undersøgelser viser, at skandinaver har en tendens til at synes, at de mennesker, man omgiver sig med, helst skal være ligesom én selv (2). Vi omgiver os med mennesker, som socialt, politisk og kulturelt ligner os selv.

Kommunikationsforsker Jens Hjort Andersen mener tilsvarende, at forskellighed for mange danskere i sig selv føles lidt ubehageligt. Ubehaget bliver forstærket, når forskelligheden er stor, og man er fysisk tæt på hinanden (3). Flere personalemedlemmer på et sygehus har givet udtryk for, at de ikke altid ved, om indvandrerpatientens adfærd i samvær med andre er gode normer i deres egen kultur, eller om de i situationer, som har virket uforståelige, netop har brudt deres egne normer. Andre har givet udtryk for, at man ikke altid ved, hvad de kan finde på, og én fortalte mig, at hun syntes, at nogle arabere kunne være som tikkende bomber. Det kan både være udfordrende og give "lidt liv," at man oplever så mange forskelle, som en sygehjælper sagde, men det kan altså også opleves som meget frustrerende. Forskelligheden kan for nogle personalemedlemmer blive så overvældende, at man næsten giver op og slet ikke har lyst til at samarbejde og kommunikere med patienten.

Indirekte irritation

Skandinaver er generelt ikke særlig gode til at vise frustrationer åbent, fordi vi hellere undgår konflikter og konfrontationer for at få tingene til at glide let og ubesværet. Ofte siger vi ikke noget, hvis vi bliver irriterede, men lader måske med indirekte tegn den anden forstå, at vi er det.

Når en dansk ansat på et sygehus bliver irriteret på en indvandrerpatient, bliver det endnu sværere at sige noget, end det plejer at være. En jordemoder fortalte mig, at hun godt kunne finde på ikke at sige noget til en gæst, der er indvandrer, hvis vedkommende står og drikker patienternes saftevand uden at lægge penge for det, for, som hun sagde: "Nogle gange er det bare lettere ikke at sige noget."

Mange danskere ser sig selv som åbne og tolerante. Det stemmer ikke overens med vores selvopfattelse, at man kan blive irriterede på indvandrere, bare fordi de er forskellige fra én selv. Men hvis man ikke bliver bevidst om den irritation, man har, kan den, uden at man lægger mærke til det, komme til at betyde, at man har mindre lyst til at arbejde med indvandrerpatienter. For nogle kan de dårlige erfaringer blive ved med at overskygge de gode, og det kan få den konsekvens, at man uden at ville det generelt betragter alle indvandrere og flygtninge som besværlige, mindre givende eller simpelthen uforståelige.

En jordemoder fortalte om en svær situation med en somalisk patient for over seks år siden, der betød, at hun i lang tid ikke havde lyst til at gå ind på en stue, hvor der lå en patient med et udenlandsk navn. Hun havde haft mange gode oplevelser med somaliere i sit arbejde, men de følelser, den konkrete situation havde vakt, sidder stadig i hende.

Vigtigt at se indad

Det er en god idé at konfrontere sine negative følelser og fordomme, fordi de kan fortælle én noget om, hvorfor man reagerer, som man gør. De siger også noget om én som dansker og som ansat på en bestemt afdeling på et bestemt sygehus. De måder, man reagerer og tænker på, er ikke unikke. De bestemmes også af de sociale og kulturelle rammer, man er en del af. Man kan altså finde ud af, at ens kolleger tænker og oplever mange ting, ligesom man selv gør.

Man kan få meget udbytte af at se på sig selv som en del af en gruppe, f.eks. som danske kolleger, i stedet for kun at fokusere på de andre som gruppe. Man kan samtidigt tillære sig kompetencer i konfliktløsning sammen med sine kolleger; disse redskaber kan i øvrigt bruges i alle livets relationer. På det danske Center for Konfliktløsning afprøver man kompetenceredskaber på kurserne, og man lærer at fokusere på sin egen rolle i konflikter og svære situationer.

Jeg har i mit eget arbejde fokuseret på en videreudvikling af denne selvransagelse, fordi jeg mener, det er vigtigt at formulere de negative emotioner og kropslige ubehag, man kan have i konfliktsituationer. Det er væsentligt, at man taler sammen om, hvad der sker, når ens grænser bliver overtrådt af f.eks. indvandrere eller flygtninge. Det er vigtigt, fordi det er et socialt tabu, som man næsten aldrig taler om med nogen.

Ved at turde tale sammen om det kan man måske også lære at se sine frustrationer og måder at handle på som et fælles vilkår, man deler med mange andre. Man kan måske finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre, at man som danskere kan blive så irriterede på dem, selvom man ser sig selv som en del af et tolerant og åbent folkefærd. Det er vigtigt at prøve at forstå baggrunden for sin irritation, så man kan gå mere åbent og konstruktivt ind i kommunikationen med de mennesker, som opfører sig så uventet.

Som gruppe kan man lære noget nyt om "os," og den viden kan man måske bruge til at blive bedre til at ændre nogle af de måder, man opfører sig og tænker på i de besværlige situationer. Sådanne metoder kan udvikles på mange måder, og man kan selv eksperimentere sig frem i netværksgrupper, på kurser eller på temadage på sin arbejdsplads.

Det vigtigste perspektiv er, at man prøver at forstå sig selv og hinanden ved at se indad, i stedet for at man kun ser i retning af de andre og dermed, med skjult irritation, kun forholder sig til alt det fremmede, som skiller sig ud.

Anna Fasting er cand.mag. i Kultur- og sprogmødestudier samt Kommunikation. Hun har udarbejdet et pilotkursus i konfliktløsning sammen med undervisere fra Center for Konfliktløsning, www.konfliktloesning.dk i København. Anna Fasting er ansat som ekstern lektor ved studienævnet for Kommunikation, RUC.

Litteratur

1. Meldgaard A. Kulturkløft kræver adfærdsændring. Sygeplejersken 2003;(2):14, Oberleitner M. Grundlæggende doktriner i islam. Sygeplejersken 2003;(19):24-7, Oberleitner M. Kroppen dør, sjælen lever. Sygeplejersken 2003;(21):26-8, Oberleitner M. Glem ikke mennesket. Sygeplejersken 2003;(22):20-3.
2. Gullestad M. The art of social relations. Essays on culture, social action and everyday life in modern Norway. Oslo: Scandinavian University Press; 1992. Gullestad M. Det norske sett med nye øyne. Kritisk analyse av norsk innvandringsdebatt. Oslo: Universitetsforlaget; 2002.
3. Andersen JH, Jensen ADR. Etniske minoriteter. Kulturmøder i sundhedsvæsenet. København: Munksgaard; 2001.