Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fysisk aktivitet til psykisk syge

Artiklen henvender sig til psykiatriske sygeplejersker i primær- og sekundærsektoren. Hovedbudskabet er, at fysisk aktiv levevis kan forebygge livsstilssygdomme hos psykisk syge og indgå som en del af behandlingen. Artiklen er baseret på et projekt igangsat af Sundhedsstyrelsen.

Sygeplejersken 2006 nr. 20, s. 40

Af:

Henrik Howardsen, sygeplejerske

I Sygeplejersken nr. 9/2006 beskrives, hvordan psykisk syge er betydeligt mindre fysisk aktive end raske personer.

Det har for mange den konsekvens, at risikoen for livsstilssygdomme som adipositas, kardiovaskulære lidelser, diabetes og alt for tidlig død er forhøjet i forhold til resten af befolkningen.

Nogle af årsagerne til dette er sindslidelsernes tendens til at manifestere sig med træthed og uoverkommelighedsfølelse, hvilket kan forstærkes af den medicin, patienterne behandles med.

Der har været mulighed for fysisk aktivitet på de psykiatriske behandlingsinstitutioner, men der har ikke været tradition for at betragte det som et behandlingstiltag.

Modelafdeling på cykel

Siden april 2005 har Sundhedsstyrelsen arbejdet på at få erfaringer med, hvordan man kan implementere fysisk aktivitet som en behandlingsmulighed til psykisk syge indlagt på sygehus.

Det er sket via projektet "Fysisk aktivitet i sygehusvæsenet - modelindsats på psykiatriske afdelinger," hvor fire psykiatriske afdelinger i henholdsvis Horsens, Middelfart, Odense og på Bornholm er blevet valgt til at have særligt fokus på fysisk aktivitet.

Hver modelafdeling er blevet opgraderet med sportsrekvisitter for ca. 225.000 kr. På Psykiatrisk Center på Bornholm er der blevet købt cykler, kondicykler, romaskine, gangstave og forskellige redskaber til boldspil og styrketræning og anlagt beachvolleyball- og petanquebane.

Der er også købt en trailer til transport af cykler, til når patienter og personale kører med afdelingsbussen ud på øen for at motionere. Der er på den måde mulighed for både individuel træning og aktivitet i gruppe.

Inden projektet startede, blev der arrangeret undervisning for den tværfaglige personalegruppe. Vi delte viden om motion og diskuterede, hvordan projektet kunne integreres i dagligdagen.

Når patienter nu bliver indlagt på Psykiatrisk Centers åbne eller lukkede afsnit, taler vi med dem om aktivitetsmulighederne. Der bliver gennemført et interview, hvor erfaringer med fysisk aktivitet og patientens aktuelle ønsker og motivation bliver undersøgt, og der bliver udført en konditest og udarbejdet en personlig motionsplan.

De fælles, faste fysiske aktivitetstilbud er nedfældet i et ugeskema for hele centret. Morgengymnastik, vandgymnastik og aktiviteter, som vi samarbejder med socialpsykiatrien om, bliver præsenteret for patienten.

Erfaringerne med konditesten viser, at patienterne på de fire modelafdelinger forbedrer deres kondital signifikant under indlæggelsen.

Mange patienter har problemer med at gennemføre testen på grund af fysiske skavanker eller meget dårlig form. Det er her personalets opgave at vurdere, hvordan konditesten kan bruges som et motiverende element og ikke det modsatte.

Projektet skal evalueres

I løbet af projektperioden, som varer hele 2006, bliver erfaringerne med implementeringen af fysisk aktivitet evalueret af Rådgivende Sociologer. De har fra projektstart undersøgt personalets holdning til fysisk aktivitet og til intentionen om at indføre mere fysisk aktivitet på de psykiatriske afdelinger. Undersøgelsen er gennemført ved hjælp af spørgeskemaer til personalet og kortlægger de holdningsmæssige baselinedata.

I løbet af efteråret 2005 og i foråret 2006 er der gennemført interview med personale og patienter for at afdække, hvordan det lykkes at implementere aktiviteterne og for at få indtryk af, hvilke barrierer der gør det vanskeligt.

Erfaringerne vil blive evalueret i projektperiodens slutning med henblik på at bruge dem til at brede initiativer med mere fysisk aktivitet ud til hospitalsindlagte patienter både i psykiatrien og i somatikken.

Hold fast i de gode vaner

For at sikre opfølgning på den øgede fysiske aktivitet er der afholdt informations- og dialogmøde med samarbejdsparter i socialpsykiatrien. Opfølgning efter udskrivelsen er vigtig, da mange patienter har brug for støtte til at holde fast i de gode vaner, som er blevet introduceret ved indlæggelsen.

Raske personer ved, hvor svært det kan være at holde fast i de gode intentioner om aktiv levevis. Psykisk syge har det ikke lettere med denne disciplin og har derfor brug for holdningsmæssig og strukturbaseret støtte.

Henrik Howardsen er specialeansvarlig sygeplejerske på Psykiatrisk Center, Bornholm.