Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dilemma: En høj mand på stuen

Sygeplejersken 2006 nr. 23, s. 53

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

SY-2006-23-53allustration: Bodil Molich

Han spiller basketball på højt niveau, og han er selv en høj mand på næsten to meter. En dag under en træningskamp mærker han under et spring et smæld i benet og kan ikke længere støtte på det.

På skadestuen konstaterer lægen, at hans akillessene er revet over, og at det er nødvendigt med en operation. Fred bliver indlagt på ortopædkirurgisk afdeling og gjort klar til operation næste dag. "Jeg kun' godt brug' en storre seng," siger Fred til kontaktsygeplejersken. Hans dansk bærer præg af opvæksten i USA. Kontaktsygeplejersken Mette ser på ham.

"Vi har kun én stor seng på afdelingen, og den er i brug," svarer hun. "Men jeg kan godt se, at det kniber for dig at være i den der," siger hun og peger på Freds ene store knæ, der stikker langt op i luften. Fred smiler, hans tænder lyser hele stuen op. Fred ifører sig hospitalstøj og spørger, om han kan få en cola.

"Det har vi desværre ikke," svarer Mette.

Mette er klar over, at hun skal passe Fred, når han er tilbage fra operation dagen efter. Men hvordan ser man på en sort mand, om han er cyanotisk? Hun overvejer, om hun kan være bekendt at spørge.

Er det i orden, at Mette spørger Fred, hvordan hans negle og læber ser ud, når han fryser?