Et nådesløst system

Zhong Nanshan er kendt i hele Kina for sin rolle i kampen mod SARS i 2003. I marts blev han omringet af kinesiske journalister, der ville høre hans forslag til forbedringer af det nedslidte sundhedssystem. Emnet har topprioritet i regeringen. Foto: Gert Holmgaard Nielsen

Kina er inde i en fantastisk økonomisk udvikling. Men den har flere bagsider. Én af disse er et forsømt, korrupt og ineffektivt sundhedsvæsen. I mere end to årtier er hospitaler og klinikker blevet overset af politikere, der har haft fokus rettet mod udvikling af det private erhvervsliv.

Da den store SARS-epidemi brød ud i Kina i 2003, blev de kinesiske myndigheder taget på sengen. Der var ikke noget fungerende beredskab, og hospitalerne prioriterede indtjeningen højere end behandlingen. Af frygt for kaos valgte regeringen først at benægte problemet. Men da det viste sig, at lukketheden gav endnu større grundlag for at skabe kaos, valgte man åbenheden. Folk skulle informeres, så de smittede kunne søge behandling i tide.

Men mange søgte ikke behandling. De var bange for at få en regning, som de ikke havde råd til at betale. I Kina betaler man kontant for enhver behandling, og systemet er nådesløst over for dem, der ikke kan betale. Ingen penge, ingen behandling.

Og det er der en god grund til."Vores hospital har helt klare regler på det område," siger Gu Wei, der er læge på Chaoyang Hospitalets akutafdeling. Hospitalet ligger i Beijing.

"Hvis patienten stikker af fra regningen, så er det den læge, der har behandlet ham, der skal afregne ud af egen lomme. Hospitalet betaler ikke. Vi læger tjener mellem 1.500 og 2.200 kr. om måneden, så vi har ingen mulighed for at ..." Gu Wei stopper midt i sætningen og griner forlegent.

I 1998 opgjorde Kinas sundhedsministerium, at 42 pct. af dem, der blev udskrevet fra hospitalerne, udskrev sig selv, fordi de ikke havde råd til at fortsætte behandlingen.

Barfodslægerne i Maos Kina forbedrede bøndernes sundhed markant, men deres virke var dog ikke nær så romantisk, som denne propagandaplakat fra 1974 fremstiller det. Teksten lyder: “Barfodslægerne er over alt i bjerglandsbyerne og giver fornyet kraft til den kooperative lægehjælp.”

Kontant afregning

Når man spørger Zhong Nanshan, læge gennem 45 år, hvordan sådan et system påvirker de professionelle i sundhedssystemet, sukker han.

"Hvis jeg ikke kan give nogen garantier, og det er jo tit svært, så ville jeg lade familien træffe afgørelsen. Hvis nu patienten har kræft i sidste stadium, så ville jeg vel fortælle dem sandheden - at det vil være spild af penge."

Selv for en garvet læge i Kina er det et ubehageligt spørgsmål. Zhong Nanshan er 69 år og ikke nogen hr. hvemsomhelst i det kinesiske sundhedsvæsen.

Han er i dag medicinsk professor og leder af Guangzhous institut for åndedrætssygdomme (Guangzhou Institute of Respiratory Diseases, red.). I 2003 blev han kendt i hele Kina som landets førende specialist i lungesygdomme og landets egen professionelle kombattant mod SARS. Han blev en vigtig brik både i den officielle propaganda og i den officielle oplysningskampagne.

I dag er han også medlem af Kinas Konsultative Konference, en rådgivende forsamling, der giver input til Kinas parlament, Nationalkongressen.

SARS-krisen gjorde det helt klart for den kinesiske regering, at sundhedssektoren måtte og skulle moderniseres. Ikke mindst fordi yderligere negligering ville udgøre en fare for samfundets stabilitet. Dels ville man have store vanskeligheder ved at klare endnu en krise i samme boldgade som SARS, dels risikerede man uroligheder, hvis alt for mange pludselig fik nok af det korrupte sundhedssystem.

Derfor var Zhong Nanshans forslag til regeringen under Nationalkongressen og Den Konsultative Konferences simultane møder i første halvdel af marts helt i tråd med den udvikling, som regeringen i virkeligheden allerede selv ønskede at se på området.

De små hospitaler skal styrkes

Først og fremmest skal de mindre og lokale hospitaler styrkes for at komme den voldsomme overbelægning på de store hospitaler til livs.

"Alle de gode læger og alt det gode udstyr findes på de store hospitaler. Omvendt med de små hospitaler: De mangler gode læger og godt udstyr," forklarer Gu Wei.

"Desuden koster det nogenlunde lige meget, om man bliver indlagt på et stort eller et lille hospital, så de fleste ønsker at blive indlagt på et stort hospital. Visse akutte sygdomme kan man sagtens klare på de små hospitaler, men patienterne vil indlægges på de store. Så de, der fejler noget alvorligt, har svært ved at komme til."

En del af løsningen ligger i at oprette et system med praktiserende læger, som kan henvise til hospitalerne, hvis det er nødvendigt. I dag går alle direkte til hospitalet, uanset hvad de fejler, og hospitalerne må ikke afvise patienten.

En anden del af løsningen ligger i at opprioritere de lokale hospitaler. Derfor skal der investeringer til. Der skal bruges penge på faciliteter, men der skal også sættes penge af til bedre lønninger.

Zhong Nanshan mener, at det er vigtigt, at det lokale sygehuspersonale uddannes lokalt. På den måde er det nemmere at få de ansatte til at blive, hvor de er, og ikke søge ind mod de store hospitaler i de store byer.

Et andet grundlæggende problem inden for det kinesiske sundhedsvæsen er, at hospitalerne i mange tilfælde virker som pengemaskiner, der malker patienterne for deres hårdt tjente penge.

"Mange folk har det syn på læger og sygeplejersker - og det er nok mediernes skyld - at de kræver penge under bordet, eller overbehandler og udskriver for meget medicin," siger Gu Wei.

Farvel til Maos barfodslæger

At spørgsmålet om penge mellem sygehusene og patienterne overhovedet er relevant, skyldes, at hospitalerne i 1980'erne blev pålagt at dække det meste af deres budget selv. Det var en voldsom omvæltning, for tidligere ordnede staten det økonomiske.

Samtidig var folk vant til, at betalingen for lægebehandling var noget, som arbejdsgiveren klarede. Det sluttede også i 1980'erne. Folk skulle nu selv betale, og priserne røg samtidig i vejret.

Folk på landet havde indtil da været sikret en basal og billig behandlingsmulighed via Mao Zedongs såkaldte barfodslæger. De havde fået en kort uddannelse i at klare de almindeligste sygdomme blandt landbefolkningen, og i dag er der blandt mange vestlige eksperter enighed om, at barfodslægerne var et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Systemet med barfodslægerne visnede med Deng Xiaopings åbne dørs politik, og resultatet er i dag, at vil man have ordentlig behandling, så bliver man igen nødt til at tage ind til byerne. Et andet resultat er, at vil man have råd til at blive behandlet, så må man have en sygeforsikring. Men det er for dyrt for langt hovedparten af Kinas befolkning.

"Kun omkring 30 pct. af folk i byerne har en sygeforsikring. Og det er endnu færre på landet, hvor 900 millioner af Kinas 1,3 milliarder mennesker bor. Dér har mindre end 10 pct. råd til en forsikring," siger Zhong Nanshan.

Kinas sundhedsminister, Gao Qiang, garanterede i marts på tv, at regeringen vil løfte befolkningens sygeforsikringsdækning. 

Midt under Folkekongressens årlige samling i sidste måned gik sundhedsminister Gao Qiang på tv og erklærede, at i 2008 skal mere end 80 pct. af befolkningen have en sygeforsikring.

Man betaler selv 10 yuan om året - ca. 7 kr. - mens lokal- og centralmyndighederne lægger hver 20 yuan oveni igen. "Når du er alvorligt syg og er indlagt, har du store udgifter, og så betaler myndighederne," sagde Gao Qiang på tv.
Så enkelt er det ikke endnu. Men regeringen har set skriften på væggen. "SARS var en lærestreg for Kinas regering. Det skabte en voldsom usikkerhed, og man erkendte, at man måtte tage ved lære. Ellers kan udviklingen af økonomien blive truet," siger Zhong Nanshan.