Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejerskeuddannelse i verdensklasse

Alverdens sygepleje. Sygeplejerskeuddannelsen i Hovedstadens Sygehusfællesskab har succes med en særlig kvalificeringsuddannelse for sygeplejersker fra 3.-lande, der ønsker dansk autorisation.

Sygeplejersken 2006 nr. 24, s. 21

Af:

Christina Sommer, journalist

 I  2005 søgte 57 sygeplejersker fra såkaldte 3.-lande, dvs. lande uden for Skandinavien og EU, om autorisation til at arbejde som sygeplejersker i Danmark. Kun fem fik godkendt deres uddannelse, mens resten fik afslag med besked om at skulle supplere deres uddannelse fagligt, gennem prøveansættelse eller starte helt forfra.

"Selv når Sundhedsstyrelsen vurderer, at uddannelsen som sådan er god nok, men skal suppleres med en prøveansættelse, har de udenlandske sygeplejersker problemer med at komme videre. Det er svært for dem at få en prøveansættelse, da de jo ofte fra dag ét skal kunne indgå i normeringen på grund af afdelingernes trængte økonomi. Og skal de have suppleret deres uddannelse med fag fra grunduddannelsen, oplever vi også, at flere af dem falder fra," fortæller Ulla Gars Jensen, cand.scient.soc. og sygeplejelærer på sygeplejerskeuddannelsen i Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS).

Skræddersyet til udlændinge

Derfor har Ulla Gars Jensen sammen med studieleder Jutta Fogh taget initiativ til at etablere en decideret kvalificeringsuddannelse for sygeplejersker fra 3.-lande. Første hold bestående af 13 kursister begyndte i september 2005, og godt et år efter har ni fået dansk autorisation og job, mens de resterende fire forventes færdige i løbet af foråret 2007.

Og Ulla Gars Jensen er overbevist om, at den høje gennemførelsesprocent netop skyldes, at uddannelsens opbygning er skræddersyet til de udenlandske sygeplejerskers behov.

"Bare det, at vi samler dem på ét hold, er helt unikt og vigtigt for kursisterne. Første hold består tilfældigvis kun af piger, og de har støttet hinanden enormt meget. Havde de ikke haft hinanden, ville mange af dem være hoppet fra, hvilket nogle af dem allerede har gjort tidligere," siger Ulla Gars Jensen.

Sprog og mentor

Kvalificeringsuddannelsen består af to forskellige forløb (se boks) og har desuden to andre vigtige elementer, nemlig løbende sprogundervisning og en mentorordning. Uanset hvilket forløb kursisterne følger, modtager de et målrettet kursus i dansk sprog med fokus på fagdansk, dvs. både almindelig tale, men også med sygeplejefaglig og medicinsk fagterminologi. Og ved uddannelsens start bliver hver kursist matchet med en mentor, som er uddannet sygeplejerske med dansk autorisation.

"Mentorordningen fungerer efter frivillighedens princip, og vi har ikke haft problemer med at finde mentorer. Mentorerne fungerer ikke som faglige autoriteter, hvilket er vigtigt, da mange af kursisterne er meget autoritetstro. Mentorerne er derimod ligeværdige samtalepartnere, som skal være med til at bygge bro og inspirere i alle mulige sammenhænge, både fagligt, sprogligt, socialt, kulturelt osv.," siger Ulla Gars Jensen.

Kvalificeringsuddannelsen er et pilotprojekt etableret med støtte fra bl.a. Integrations- og Undervisningsministeriet, men også fra hospitalerne i HS, da kursisterne lønnes fra centralt hold i ansættelsestiden.

"På den måde "belastes" den enkelte afdelings budget ikke, og den kan derved have kursisten ansat ved siden af den daglige normering. Det er også vigtigt, da det alt andet lige er mere krævende, når sygeplejersker med anden etnisk baggrund end dansk skal lære at begå sig i det danske sundhedsvæsen," siger Ulla Gars Jensen.

I september 2006 begyndte hold 2 på kvalificeringsuddannelsen, denne gang med ni kursister fra Australien, Japan, Thailand, Filippinerne, Iran, Bosnien, Palæstina og Rumænien. Projektet løber frem til 2007, hvorefter det vil blive evalueret. Om det derefter gøres permanent, er uvist, men der er ingen tvivl om, at både initiativtagere, kursister og også Sundhedsstyrelsen er begejstrede for uddannelsesforløbet.

"Det er et rigtig godt undervisningsforløb for sygeplejersker uddannet i udlandet, som har brug for mere teori eller praktik for at få bragt deres uddannelse på niveau med den danske," siger Randi Gjerding, sygeplejefaglig konsulent i Sundhedsstyrelsens enhed for uddannelse og autorisation.

KVALIFICERINGSUDDANNELSEN KORT

Uddannelsen består af to forløb. Forløb 1 varer ca. 10 måneder og er for sygeplejersker, som Sundhedsstyrelsen har vurderet egnede til at kunne gennemgå et prøveansættelsesforløb for at opnå dansk autorisation. Forløb 2 varer ca. 14 måneder og er målrettet de sygeplejersker, som Sundhedsstyrelsen har vurderet skal gennemgå et supplerende uddannelsesforløb og i prøveansættelse. På begge forløb modtager kursisterne målrettet sprogundervisning i dansk, som foregår i samarbejde med Hellerup Sprogcenter, ligesom alle kursister har en personlig mentor.