VIPS - på klos hold

Illustration: Craig Stephens

Nede i en kommende region Syddanmark ligger flere gamle psykiatriske afdelinger, som dog ere så nymodens, at personalet fra det herrens år 2002 med et slag skulle skrive alt elektronisk. Se, det skulle jo være ganske let, men vist var det, at ikke alle skrev som ønsket.

Personalet snakkede meget sammen i stedet, ikke at det skulle være nogen ulykke, måske snarere tværtimod. De savnede tit ord og begreber for det, der retteligen skulle skrives. Tilmed skulle de nu lede efter de rigtige søgeord i en nymodens manual, Psyk-VIPS.

På afdelingerne havde herrekvinderne og herremanden idéer, der vare så vittige, at det halve var nok. Man ville have den bedste dokumentation i kongeriget, og det turde man, for man havde forkundskaber, og de ere nyttige.

Den ene idé gik ud på at have eksperter, der kunde udenad hele VIPS-manualen, og det både forfra og bagfra. Den anden idé var at have eksperter, som havde gjort sig bekendt med EPJ, og hvad hver bruger måtte vide, og derudover forstode sig på VIPS. Ganske fine og fingernemme var disse. De skulle nok få idéerne gjort til virkelighed ude i deres afdelinger.

"Vi sikrer dokumentationen!" sagde alle eksperterne, og så smurte de sig i mundvigene med masser af kaffe og te, for at de kunne blive mere smidige. Og alle deres indfald og deres tale var nok så udspekuleret: manualer, bordskånere, hjemmeside, introduktions- og temadage, undervisning, lederorientering. Og lærte fra sig, gjorde de også, til dokumentationseksperter og superbrugere. Rene stadstøser var de.

Alt personale vare nede for at see og høre dem. Nogle sagde "duer ikke," andre havde svært ved at se meningen med det nye "vipse" påfund, og en del syntes, det lød ganske interessant. Og hvad skete: langt de fleste personaler skrev, som de altid havde gjort, og det var jo i grunden heller ikke så galt. Når blot de dokumenterede det, de skulle, vare herremanden og herrekvinderne lykkelige. Patienterne vare jo også for skrøbelige til at spørge. Og en og anden tænkte måske: skriver jeg, som jeg plejer, viser jeg ikke, jeg er usikker og kommer ikke til at blotte mig.

Den rene elendighed

Lidt over et år gik. Der var fyret op i VIPS-ovnen, men varmen spredte sig ikke helt. Mange havde fået nye interesser, og eksperternes talegaver var ved at slå klik i den svære varme. Alt personale stod rundt om, lige op ved de flimrende EPJ-skærme. De måtte da kunne see!

De hørte om eksperternes opgørelser af alt det, der manglede: stamoplysninger, stamanamnese, sygeplejestatus, synlig fremadrettethed i plejen og patientperspektiv. Det var jo den rene elendighed.

Men så skete der noget ... En ny fælles tanke "Klods" var født: vi kan ikke favne det hele. Vi må arbejde konkret med noget, der er til at overskue. Selv om vi har ledt personalet til skærmene, så trykker de ikke altid ret på tastaturet.

Så satte de gamle eksperter sig skrævs over stolene i afsnittene og kiggede på, hvad der skete derude med patienterne og i snakken mellem personalet. Hui, hvor det gik, både dag og aften. "Halehoi," råbte de, "her kommer vi! See, hvad vi fandt af muligheder i afsnittene, blot ved at kigge på, lytte til og spørge jer om, hvad I laver og ikke laver." Som eksperter troede de, de vidste det i forvejen.

"Halehoi, her kommer vi igen. See, hvad vi nu har fundet, det finder man ikke hver dag på jobbet. Personale, som vil være med til at analysere og vælge de elementer i deres hus, som de oplever relevant at dokumentere."

Men de gamle eksperttanker lurede i baggrunden. Det fører ingen vegne. "Bare vent og se," sagde Klods. "Det personale, der har lavet materialet eller udtænkt idéerne, forærer det til kollegerne, støtter og giver dem en rum tid til selv at arbejde hermed."

"Uh" sagde eksperterne. "Det er jo pludder, der ikke er evidens for."

"Ja, pludder er det," sagde Klods. "Og det er det allerbedste i processer, man ikke helt har styr på. Men når personalet snakker med hinanden og selv ønsker at komme til at lære mere eller få genopfrisket gammel viden, så sker der noget." Og de gamle eksperter blev kaldt hid og did og spurgt om dette og hint, når personalet havde brug derfor. Og se - det var jo ganske nyt for eksperterne at være til stede, når engagementet og glæden ved at lære var størst.

Hellige arbejdsgemakker

Det, der var sket, var, at Klods havde gjort eksperterne følgeskab lige ind i de allerhelligste arbejdsgemakker. "Det var da en gloende hede," sagde Klods. "Det er, fordi vi har mange ting kørende og dårlig tid," sagde personalerne. "Det er jo rart, at der sker ting," sagde Klods. "Det lyder som en stor mundfuld med det der VIPS," sagde mange. "Hvor får vi dyppelse fra?" "Det har eksperterne i lommen," sagde Klods. "De har så meget, at de kan spilde af det: handlekompetence, deltagelse, engagement og faglighed," og så hældte eksperterne med Klods' hjælp nogle gode eksempler fra hverdagen op af lommen. "Det kan vi lide," sagde de fleste, og nogle handlede tilmed derpå.

De gamle eksperter agerede indimellem skrivere og orienterede ledere både oppe og nede. De skrev op alt, hvad der blev sagt og gjort, så det straks kunne komme alle for øre og måske ende med at blive til en artikel, der kunne sælges for to skilling til Sygeplejebladet.

En slags morale

Gennem den "klodsede" tanke fik eksperter og personaler forstyrret deres gængse handlemåder og skabt en bevidsthed om, hvad der virkede og skulle bevares i hverdagens dokumentation og pleje, og hvad der fortsat kunne forbedres ... Og Psyk-VIPS ... Ja, modellen leverede det ord- og temaforråd, der gjorde det muligt at skabe drøftelser mellem personaler om psykiatrisk sygepleje, og det var vel i grunden ikke så galt!

Lis Ravn Jensen ansat som tværfaglig udviklingsmedarbejder på Psykiatrisk afdeling H, Fredericia og Kolding Sygehuse.

Artiklen er skrevet på vegne af styre- og projektgruppen bag indførelsen af Psyk-VIPS i Vejle Amt.