En sygeplejestuderendes liv - den første praktik

"Kan du godt forstå, at jeg ikke orker mere?" Den ældre kvinde har været indlagt i over en uge på hjertemedicinsk afdeling pga. et hjerte, der er meget svagt. Det er første gang, Kathe Vammen står over for en patient, som giver op. Hvad siger man? Hun tager den ældre kvindes hånd og sætter sig i stolen ved siden af. Hun beslutter, at det nok er bedst ikke at sige noget.

Hun har været få uger i sin første praktik på Medicinsk afdeling M på Glostrup Amtssygehus, hvor hun begyndte den 6. februar 2006. Den ældre kvinde er én af de patienter, hun har hjulpet med personlig hygiejne og hjælp til øget respiration. I løbet af den uge, hun plejer patienten, bliver kvinden stadig dårligere. Kathe sidder mange gange inde på stuen og holder patienten i hånden.

"Vil der være nogen hos mig," spørger kvinden ved en af de lejligheder.

"Jeg går ud fra, at hun mente i det øjeblik, hun skulle dø. Hun var angst, men hun var også afklaret om, at hun ikke ville mere," fortæller Kathe.

"Jeg talte med den sygeplejerske, jeg fulgte i plejen af patienten, og hun sagde, at det var rigtig godt, at jeg havde taget patientens hånd, selvom jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Måske var det bare det, som patienten havde brug for," siger Kathe.

Den ældre kvinde fylder meget i Kathes hoved. I en dagvagt fortæller den sygeplejerske, Kathe følger, at nu er det tæt på.

"Den nærmeste familie var der, og sygeplejersken var ofte inde på stuen. Jeg holdt mig i baggrunden og gik først derind, da hun var død. Jeg var med til at gøre hende i stand. Jeg var også med, da sygeplejersken tog samtalen med de pårørende om de praktiske ting. Det var meget følelsesladet, for det var en familie, der havde tæt kontakt."

Kathe har tårer i øjnene under samtalen med familien, og bagefter kommer hun til at græde. Det ser sygeplejersken, som tager hende til side i et andet lokale.

"Vi fik en god snak over en kop kaffe. Det var ikke sådan, at jeg var ked af, at patienten var død, men det fyldte meget."

Patientens datter gav udtryk for, at hun var glad for den sygepleje, som hendes mor havde fået i den sidste tid.

"Min kliniske vejleder var ikke på arbejde, da patienten døde, men da hun mødte i vagt og fandt ud af, at patienten var død, ville hun ringe hjem til mig. Hun vidste, at det betød noget for mig. Men personalet på afdelingen fortalte hende, at der var taget hånd om mig," fortæller Kathe.

Kathe Wammen føler hun har fået god støtte fra sine kolleger i sin første praktik. Foto: Poul Rasmussen

Første kanyle
Kathe har i mange år haft et ønske om at blive sygeplejerske. Hun er ikke nogen helt typisk studerende. Med sine 42 år er hun den ældste på sit hold på skolen, og hun har et 20 år langt arbejdsliv bag sig bl.a. som direktionssekretær i et installationsfirma. Med et vellønnet job og som alenemor til to børn, var det dog en stor beslutning at begynde på en tre et halvt år lang uddannelse og skulle leve af SU. I mange år blev drømmen parkeret. Da uddannelsesstøtten til enlige forsørgere blev fordoblet, og hendes børn i mellemtiden var blevet 12 og 16 år, kunne det endelig lade sig gøre.

Indtil nu har hun klaret sig godt. Til første eksamen i januar, den skriftlige fysiologi- og anatomiprøve, fik hun 11.

"Vi har nogle smadderdygtige og engagerede lærere på skolen. Det har overrasket mig positivt, at faget fysiologi- og anatomi er så spændende. Ernæring inter-
esserer mig også meget," siger Kathe.

Hun har endnu ikke oplevet noget, som har skuffet hende undervejs i uddannelsen. Måske fylder introduktionen til de mange forskellige sygeplejeteoretikere lidt rigeligt på det første semester af uddannelsen, mener hun.

Hun har stor ros til den måde, hun er blevet modtaget i sin første praktik.

"Personalet på afdeling M har været fantastisk søde. Som studerende får vi lov at prøve mange forskellige ting som at give medicin, og jeg har også givet min første injektion med blodfortyndende medicin gennem maveskindet. Jeg har deltaget på morgenkonferencer, hvor jeg sammen med en anden studerende bare har siddet og lignet et stort spørgsmålstegn, fordi sygeplejerskerne bruger fagsprog og forkortelser, som jeg må have oversat for at forstå det," siger hun.

Efter konferencerne har sygeplejerskerne på afdelingen givet sig tid til at forklare og illustrere med tegninger, når der var brug for det.

Et socialt studium

Sygeplejerskeuddannelsen er bestemt ikke en uddannelse, man kommer sovende til, mener Kathe. Ud over de skemalagte timer på skolen bruger hun ca. 20 timer om ugen på at læse. Endnu flere timer, når hun læser til eksamen. Og gerne sammen med en anden studerende. Under praktikophold er læsningen begrænset til ca. 6-7 timer om ugen.

"Det er et socialt studium, men det er, hvad man selv gør det til. Der er meget gruppearbejde, man bestemmer dog selv, om man vil arbejde sammen med andre eller alene. Det er også frivilligt, om man vil møde op til en stor del af den teoretiske undervisning. I princippet kunne man stort set blive væk og bare gå op til eksamen. Det er et studie, der kræver høj moral," mener hun.

For at få økonomien til at strække har Kathe et fritidsjob ved siden af studiet. Hun arbejder i hjemmeplejen hver fjerde weekend. Mere er der ikke plads til, når studiet og børnene også skal have deres plads.
"Nogle gange har jeg dårlig samvittighed over for min søn Frederik på 12 år, når jeg f.eks. skal læse og må bede ham om at se fjernsyn på hans eget værelse, fordi jeg har brug for ro. Andre gange hygger vi os med at lave lektier sammen alle tre. Børnene er stolte af, at jeg er gået i gang med en ny uddannelse," siger hun.

Oplevelsen med patienten, som døde, har hun senere talt igennem med sin kliniske vejleder. Det er en af de oplevelser, der har været med til at overbevise Kathe om, at hun har valgt den rigtige uddannelse.

"Først nu, hvor jeg har mødt kolleger og patienter, er jeg blevet overbevist om, at sygeplejerske er det rigtige for mig. Jeg vil gerne gøre noget for nogen, som virkelig har brug for mig. Mange af vores patienter er meget syge og har dårlige prognoser, men de er også taknemmelige og giver udtryk for, at de er glade for, jeg har tid til at snakke med dem. Det er med til at gøre arbejdet meningsfuldt," siger Kathe.