Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ulykkens andet offer

Selvbebrejdelser. Arbejdet handler om liv eller død. En tilfældig forstyrrelse på et forkert tidspunkt, en simpel regnefejl eller en tanketorsk kan få katastrofale følger. For både patient og sygeplejerske.

Sygeplejersken 2007 nr. 10, s. 16-17

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

1007_17_01-3Foto: Thomas Tolstrup

Ét er, at man kan risikere påtaler fra Patientklagenævnet eller straf fra domstolen. Men følelsen af skyld og skam, når man har begået en fejl, kan også være svær at bære. Kommer patienten noget til, er patienten ulykkens første offer. Men sundhedspersonen, der føler sig ansvarlig for hændelsen, er ulykkens andet offer.

I internationale og danske patientsikkerhedsfora kaldes begrebet for "The Second Victim," og fagfolk diskuterer, hvordan man opbygger en kultur, der tager hånd om det andet offer. Mange kommer nemlig i tvivl, om de overhovedet magter faget, når de har været involveret i fejl.

"Læger og sygeplejersker er ufejlbarlige, der må ikke ske fejl. Det er noget, der ligger i kulturen, når man arbejder med liv og død. Når det alligevel sker, er man både hård over for sig selv og andre," siger konsulent i Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse, Lykke Østerlin Koch.

Konsulenterne i a-kassen har erfaring fra flere sager, hvor sygeplejersker har måttet droppe ud af faget, fordi de har mistet troen på sig selv. Lykke Østerlin Koch husker en yngre sygeplejerske, som kom til at give forkert medicin.

"Arbejdspladsen puttede al skylden over på sygeplejersken. Senere viste det sig, at det var lægen, der havde ordineret en for høj dosis. Sygeplejerskens andel i fejlen var, at hun havde givet medicinen uden at reflektere over dosis. Fejlen fik ikke alvorlige konsekvenser for patienten, men det kunne den have haft. Sagens alvor og den måde, arbejdspladsen tacklede hændelsen på, knækkede sygeplejersken, og hun arbejder nu i et andet fag," siger Lykke Østerlin Koch. 

Stemplet som kriminel

Advokat Else Præstegaard har i over 15 år ført sager for Dansk Sygeplejeråd i de tilfælde, hvor politiet er indblandet, og hvor sygeplejersker kan risikere straffesag på grund af fejl, der karakteriseres som alvorlige. Sagerne strækker sig typisk over 2-3 år, og de påvirker sygeplejerskerne hårdt.

"Det er klart, at det er psykisk belastende at blive tiltalt for uagtsomt manddrab, men uanset at sagen ikke har haft konsekvenser for patienten, er det en alvorlig fejl at bytte om på to poser blod eller at give en forkert dosis af noget farlig medicin. For den enkelte er det belastende at sidde oppe hos politiet eller i en offentlig retssal omgivet af anklagemyndighed og dommere," siger Else Præstegaard.

Hun er kritisk over for, at sygeplejersker havner i det strafferetlige system på linje med kriminelle, når de begår fejl på deres arbejde.

"De begår ikke flere fejl end andre mennesker, men deres arbejdsvilkår er, at de arbejder med liv eller død, og derfor kan deres fejl få mere alvorlige konsekvenser. På mine klienters vegne kunne jeg godt ønske mig, at man kunne afgøre disse sager uden om det strafferetlige system," siger Else Præstegaard.

Systemet er fejlen

Hendes erfaring er, at fejlene ofte opstår pga. ekstraordinær travlhed med underbemanding på grund af sygdom og overbelægning af patienter.

"Jeg har aldrig oplevet, at fejlene skyldes sjusk. Det kan være en tanketorsk, men det er oftest de pressede arbejdsforhold - det, at arbejdsmængden og normeringen ikke er tilrettelagt fuldt forsvarligt, der er den egent-
lige fejl. På den måde minder mange af sagerne om arbejdsskadesager," siger hun. 
 

FRYGT FOR FEJL

En undersøgelse fra Risø, DSI Institut for Sundhedsvæsen og Dansk Institut for Medicinsk Simulation i 2002, har vist, at alene tanken om at begå en fejl, der får alvorlige konsekvenser for en patient, påvirker holdningen til arbejdet og opgaverne. En ud af tre påvirkes i en grad, så de overvejer at opgive deres arbejde.

En ny elektronisk spørgeskemaundersøgelse, Analyse Danmark har foretaget via fagbladet Sygeplejerskens online-panel, viser, at mere end hver anden sygeplejerske ofte tænker over risikoen for at begå fejl på arbejdet. Hver tredje har afstået fra at løse en arbejdsopgave for ikke at komme til at begå fejl. Ni ud af 10 svarer, at de taler åbent med kollegerne om at begå fejl på arbejdet. Undersøgelsen er baseret på 391 respondenter efter rensning for respondenter uden for målgruppen.