Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Betalte 100.000 forgæves

Komplikation. Sygeplejerske Susanne Markers mavebånd måtte opereres ud igen.

Sygeplejersken 2007 nr. 11, s. 20

Af:

Britta Søndergaard, journalist

For nylig var sygeplejerske Susanne Marker til et symposium om bekæmpelse af diabetes. Som så ofte før ved den slags arrangementer følte hun sig ubehagelig til mode over sin vægt.

"Det er lidt som hjertelægen, der har en pakke cigaretter i lommen. Som sygeplejerske er det svært at prædike sund livsstil, når man selv ligner en spærreballon."

Susanne Marker har kæmpet med sin overvægt i mange år, og i maj 2006 fik hun derfor indopereret et såkaldt mavebånd på Klinikum Nordfriesland i Tönning i Nordtyskland. Hun nåede at have båndet i 11 måneder. Efter nogle måneder fik Susanne Marker tiltagende smerter i maven, og ved en kontrol i Tyskland fandt hendes tyske læge ud af, at båndet havde løsnet sig. I april i år fik hun opereret båndet ud. Susanne Marker nåede at tabe 25 kg med båndet. Efter fjernelsen af båndet har hun igen taget på. Alt i alt har Susanne Marker betalt op mod 100.000 kr. for operation, efterbehandling og bortoperation af bånd. Men hun har ikke fortrudt.

"Det var et valg, jeg traf. For de fleste går det godt, men der er altid en vis risiko. Det er jeg helt afklaret omkring, og jeg har stor tillid til den tyske læge, der opererede mig," siger Susanne Marker. Hun kunne have fået en operation på det offentliges regning i Danmark. Men hun valgte at få indgrebet foretaget i udlandet bl.a. for at undgå en lang venteliste. I øjeblikket er den tyske læge ved at undersøge, om Susanne Marker kan tilbydes en anden form for fedmeoperation.