Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Karrierekvinde med ekspertise i nødhjælp

Topjob. I 1985 rejste en ung intensivsygeplejerske til Etiopien for at arbejde et halvt år med hungersramte mennesker. Det blev begyndelsen på en usædvanlig karriere med topjob i Afrikas brændpunkter.

Sygeplejersken 2007 nr. 12, s. 30-33

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

1207-31-01-2Foto: Anne-Li Engström

Landcruiseren med de tre danske sygeplejersker og en dansk nødhjælpskoordinator ved rattet kører ad hullede grusveje. Det er mørkt og svært at skelne landskabet i lyset fra lygterne. Så fanger lyskeglen en menneskemængde. "Der er mennesker overalt. Deres ansigter er brune, og deres tøj er brunt, fordi det er vasket i floden. Jeg tænker "hold da op, er det her, jeg skal arbejde,"" siger sygeplejerske Marianne Hallberg om et af sine allerførste indtryk i Afrika fra sin første udsendelse til Etiopien for Folkekirkens Nødhjælp. 

Menneskemængden viser sig at være beboere fra nærliggende landsbyer. Et hold britiske nødhjælpsarbejdere har skabt kaos ved at dele mad ud fra nødhjælpscentret, og det har fået en masse mennesker til at strømme til. Nu vil de ikke gå igen. De er tynde, men først næste dag ser Marianne Hallberg de virkelig hungersramte, som ikke er i stand til at gå.

Solgt til nødhjælpsarbejde
De udhungrede mennesker er et barsk syn, men hun er bare ivrig efter at komme i gang med at screene børnene og udvælge dem, der kunne få mad. Hun er solgt til nødhjælpsarbejdet på stedet. Det er regntid, og hun skal bo i et lille spejdertelt, men på det tidspunkt betyder det ikke noget.

"Arbejdet var så spændende, og jeg var helt ovenpå. Jeg kan bedst lide at være der, hvor der sker noget, tidligere havde jeg jo også været ansat på en skadestue," siger hun. Året er 1985. Hun er 28 år, uddannet intensivsygeplejerske og har fire års erfaring fra operationsafdeling, skadestue og intensivafdeling på Kommunehospitalet i København.

"Tiderne har heldigvis ændret sig. Dengang kom vi først, da katastrofen var trådt ind, i dag vil en langsom hungersnød blive opdaget inden, fordi vi arbejder tæt sammen med lokale organisationer og i et internationalt netværk, som betyder, at vi får informationer langt tidligere. Regnfaldet bliver monitoreret, ligesom dyrkningen af markerne, og om der er såsæd og redskaber," siger Marianne Hallberg.

Dengang i 1985 vidste hun endnu ikke, at hendes liv fremover ville blive delt mellem Danmark og Afrika, i særdeleshed Etiopien. I alt blev det til 12 år, som sluttede med et job som sundhedskoordinator for Det Lutherske Verdenssamfund, der er Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner. Med til historien hører, at hun mødte sin etiopiske mand i 1987 og siden fik en datter.

I de flygtendes fodspor

Efter Etiopien var hun to år i Danmark, hvor hun tog en masteruddannelse i international sundhed, MIH. Med den i bagagen tog hun i 2000 straks af sted igen. Denne gang til Kenya som repræsentant for Folkekirkens Nødhjælp, hvor en af hendes opgaver var at skaffe dokumentation for de internt fordrevne flygtninge i nabolandet Sudan, der i over 20 år var ramt af borgerkrig.

Der var omkring fire millioner internt fordrevne i landet, og Folkekirkens Nødhjælp ville forsøge at nå frem til nogle af dem, som FN ikke havde nået. Det er bl.a. for sin indsats og sit mod i de fire år fra 2000 til 2004, at Marianne Hallberg modtog Røde Kors' internationale Florence Nightingale-medalje.

Kompas og kodesprog

På en af turene til det sydlige Sudan fløj Marianne Hallberg sammen med sudanesiske og internationale kolleger fra Kenya ind i Sudan, hvor de landede på en mark. Herefter var det om hurtigst muligt at gribe taskerne med kompas, lommelygte, vandfilter og andet basalt overlevelsesudstyr og skynde sig væk fra flyet, som straks fik nyt brændstof på og lettede. Mødestedet blev aftalt over radio i kodesprog med de lokale samarbejdspartnere, som de skulle mødes med for at foretage den videre færd i sporet på de fordrevne sudanesere. I dag er kompas og radioer afløst af moderne GPS-udstyr og satellittelefoner. "Hvis Etiopien har dårlig infrastruktur, så var der slet ingen her. Vejene var oversvømmet pga. regntid, og der var bareåbne landskaber og floder. Nogle steder kørte vi i bil, men vi gik også med rygsæk i 40 graders varme igennem skove, sumpe og svømmede gennem floder.

Vi fandt flygtningene, som gemte sig, og vores opgave var at finde ud af, hvad der var sket, og hvornår det var sket, for at kunne dokumentere flygtningenes skæbne over for resten af verden," fortæller Marianne Hallberg, som rapporterede oplysningerne videre.

Langt de fleste flygtninge var civile, som var blevet angrebet fra helikoptere eller fra soldater til hest. Dokumentationen blev brugt til at skaffe penge til nødhjælp, som den sudanesiske partnerorganisation hurtigt fik sat i gang. Dernæst gik opgaven ud på at hjælpe de nødstedte med at så jorden og skaf-
fe medicin. I de fire år rejste Marianne Hallberg fra basen i Kenya på mange ekspeditioner ind i Sudan. Bestemt ikke ufarligt, og et meget udsædvanligt job for en mor til et barn på fem år. "Vi boede i et rækkehus i et trygt kvarter i Nairobi. Jeg havde en rigtig god husholderske og gode naboer. Det var meningen, at min mand skulle være flyttet med til Nairobi, men det kunne ikke hænge sammen med hans arbejde. Set i bakspejlet ved jeg ikke, om jeg ville have foretaget alle turene ind i Sudan," siger hun.

Styrke de lokale

Den måde, hvorpå Marianne Hallberg blev sendt til Etiopien i 1985, er helt passé i moderne nødhjælpsorganisationer. I dag bliver danske og andre internationale sygeplejersker ikke brugt til at yde basal sygepleje, det klarer de lokale organisationer. De udsendte sygeplejersker bliver derimod brugt til at organisere og lede. "Det handler i højere grad om at træne, planlægge og undervise i forebyggelse og i, hvordan man f.eks. foretager ernæringsundersøgelser. Hensigten er at styrke nationale kolleger i deres arbejde. I dag er der mange kvalificerede og kompetente nationale organisationer i mange lande," siger hun. "Som dansk sygeplejerske er man del af et stort system, hvor man med sin professionelle viden og demokratiske værdier kan være med til at styrke arbejdet i humanitære katastrofer og forebyggende sundhedsarbejde. Vores primære opgave er at styrke det lokale arbejde og videreformidle den humanitære situation," siger hun.

Analyser og logistik er der også behov for. "Skal man planlægge et vaccinationsprogram, skal man læse statistikker og standarder. Skal man organisere nødhjælp, skal man regne ud, hvor meget mad der kan være i en lastbil, og hvor længe maden opholder sig i havnen, før den bliver transporteret videre. Det er egentlig meget simpel og logisk tænkning, der er brug for oven i uddannelse og viden. Men først og fremmest er det vigtigt at kunne samarbejde og være med i et team," siger Marianne Hallberg. Når Marianne Hallberg er rejst fra en stilling for en partnerorganisation, har hun haft en lokal kollega, som skulle overtage lederstillingen. Hun har sammen med Folkekirkens Nødhjælp støttet kollegaen i at få en videreuddannelse.

Omkostninger ved at rejse

Efter fredsaftalen i Sudan i 2004 flyttede hun tilbage til Etiopien med sin datter til et job som ansvarlig for Folkekirkens Nødhjælps hiv- og aids-program. I august 2006 flyttede de hjem til Danmark, hvor Marianne Hallberg i dag arbejder som landekoordinator for Sudan. Planen er at blive i Danmark i nogle år. "Det har nogle omkostninger at rejse ud. En af dem er, at man mister det tætte fællesskab med sine venner, selv om man bevarer kontakten," siger hun. Det stod bestemt ikke skrevet i stjernerne, at Marianne Hallberg skulle tilbringe en stor del af sin karriere som sygeplejerske i nogle af de mest uvejsomme og katastrofeprægede områder af Afrika. Som barn hjemme i Strib på Fyn led hun af astma. På Sygeplejeskolen i Svendborg blev hun efter et halvt år indlagt pga. astma og var til samtale, fordi lærerne var i tvivl, om hun kunne klare uddannelsen. "Det er lidt sjovt at tænke på, for jeg har klaret en hel del siden," siger hun. 

GODE RÅD TIL SYGEPLEJERSKER, DER GERNE VIL ARBEJDE MED HUMANITÆRT ARBEJDE
  • Mindst tre-fire års erfaring. Er det et krigsområde, hvor man skal lappe folk sammen, skal man have den relevante viden f.eks. fra en skadestue, operations- eller intensivafdeling.
  • Skal man organisere nødhjælp, er en uddannelse som Master of International Health en fordel. Lederuddannelse er også god at have, fordi man altid kommer til at lede nogle opgaver.
  • Åbenhed over for at indgå i et team, for man kommer til at arbejde sammen med mange dygtige kolleger fra mange forskellige faggrupper.
  • Respekt for den viden, som ens nationale kolleger har. Det er dem, der inviterer os til deres land for at støtte og hjælpe, og uden dem kan vi ikke gøre noget.

Kilde: Marianne Hallberg. 

ADRESSER PÅ NØDHJÆLPSORGANISATIONER

Her kan du læse om mulighederne for at blive sendt ud:

Røde Kors: www.rodekors.dk  
Folkekirkens nødhjælp: www.noedhjaelp.dk  
Læger uden grænser: www.msf.dk  
Red barnet: www.redbarnet.dk