Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Global sygeplejerskemangel på dagsordenen

Mangel. 3.000 sygeplejersker fra hele kloden mødtes tre dage i Japan for at drøfte katastrofeberedskab, sygeplejerskers arbejdsmiljø og den verdensomspændende mangel på sygeplejersker.

Sygeplejersken 2007 nr. 13, s. 24-25

Af:

Britta Søndergaard, journalist

1307-26-01-2Foto: Per Bodner

Sygeplejersker i sarier, arabiske kjortler, elegante jakkesæt og cowboybukser. 

3.000 sygeplejersker fra 96 lande mødtes tre dage i slutningen af maj og begyndelsen af juni til konference i Yokohama i Japan med titlen: "Nurses in the forefront - dealing with the unexpected." (Sygeplejersker i front - når de håndterer det uventede). 

Konferencen var arrangeret af International Council of Nurses (ICN), og blandt de vigtigste temaer var sygeplejerskers håndtering af katastrofer, den globale mangel på sygeplejersker og indsatsen for at forbedre sygeplejerskers arbejdsmiljø. Sideløbende med konferencens hovedprogram blev der fremlagt 519 abstracts og 487 posters.

"Det er spændende at møde sygeplejersker fra hele verden og opleve, at mange af de problemer og udfordringer, vi står over for, er de samme," siger 1.-næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, der holdt oplæg om arbejdsmiljø og de danske erfaringer med at støtte hiv-smittede sygeplejersker i Swaziland. Hun deltog sammen med 19 danske sygeplejersker. Også for deltagere fra den anden ende af kloden var konferencen en øjenåbner. En af de caribiske sygeplejersker, der deltog i en ICN-konference for første gang, var den 35-årige Alvin Hart fra Barbados.

Selvom det tropiske paradis ligger flere tusind kilometer fra Danmark, oplever den næsten to meter høje sygeplejerske mange af de samme problemer som sine europæiske kolleger. Arbejdsforholdene er pressede, og lønnen er for lav. Mange caribiske sygeplejersker vælger derfor at tage til England, hvor de kan fordoble deres løn.

"Det har været lærerigt at diskutere arbejdsforholdene for sygeplejersker. På den geriatriske afdeling, hvor jeg arbejder, har vi ofte ikke tid nok til patienterne, fordi der mangler sygeplejersker. Det samme problem har I jo også på nogle hospitaler i Danmark. Men mens I diskuterer, om I skal hente arbejdskraft i udlandet, så arbejder vi på at fastholde flere sygeplejersker på Barbados," fortæller Alvin Hart.

Næste store ICN-begivenhed er kongressen, der finder sted i Durban i Sydafrika i 2009 under overskriften "Building healthier nations." 

ICN-KONFERENCE I YOKOHAMA

Konferencen fandt sted fra den 29. maj til den 1. juni i Yokohama i Japan. Hovedtemaerne var:

  • Sygeplejersker i katastrofe- og akut-situationer
  • Pandemier som fugleinfluenza og SARS.
  • Patientsikkerhed.
  • Erfaringer med at skabe bedre arbejdsmiljø.
  • Migration af sygeplejersker.

​​​

ICN-konference i Yokohama