Sygeplejersken
Dilemma: Bryllupsgaven
Din mening. Det vrimler med etiske dilemmaer i sygeplejen. Sygeplejersken vil gerne høre, hvad du ville gøre, hvis ... Læs historien nedenfor og send dine overvejelser til: redaktionen@dsr.dk senest tirsdag den 30. januar kl. 12.00. Det må højst fylde 1.000 tegn uden mellemrum. Husk at oplyse navn og arbejdssted. Redaktionen bringer et udvalg af svarene i næste nummer af Sygeplejersken.
Sygeplejersken 2007 nr. 2, s. 44
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
Illustration: Bodil Molich
Marie er sygeplejerske på lungemedicinsk afdeling og skal giftes til maj. Den udkårne er brandmanden Jacob, som Marie har en søn med. Alt det og meget mere fortæller hun Ernst, der er 62 år og svært plaget af rygerlunger.
Marie har passet ham mange gange, for trods patientskole og hjemmesygepleje bliver han nu og da indlagt akut. Kun et par dage, men Marie og Ernst kender alligevel hinanden godt efterhånden. Det samme gælder Ernsts kone Bente.
Ægteparret synes, det er dejligt at følge lidt med i Maries liv, og ved også, hvad parret ønsker sig i bryllupsgave. Under den seneste indlæggelse snakker de om bryllupskager og om, hvorvidt Marie - som moderne kvinde - bør holde tale for sin mand.
Fem dage før brylluppet dukker Bente op på afdelingen. Hun har en smukt indpakket gave med i en bærepose og spørger efter Marie. "Hun har fri," oplyser kollegaen. Bente beder hende sørge for, at Marie får gaven. "Hun har altid været så betænksom over for Ernst og mig," siger Bente.
Dagen efter drager Marie hjem med gaven på cyklen. Hun åbner den efter brylluppet og pakker fire blå Megamussel-kopper og -underkopper ud. "Wauw," udbryder hun. Senere får hun moralske skrupler. "Måske skal jeg sige nej tak," tænker hun.
Synes du, det er i orden, at Marie beholder sin gave?
Følg retningslinjerne
Marie står i ægte forlegenhed. Jeg forestiller mig, at Ernst og Bente har givet gaven af taknemmelighed og i håbet om at glæde Marie. Det føles derfor bagvendt og pinligt for alle parter at aflevere gaven tilbage.
På den anden side set er Marie nødt til at finde ud af, om arbejdsstedet har retningslinjer mht. modtagelse af gaver - og i tilfælde af det skal hun i samråd med sin leder følge disse retningslinjer. Hun må overveje, hvorvidt gaven vil skabe et problematisk afhængighedsforhold mellem Ernst og Bente og Marie fremover. Marie møder sandsynligvis Ernst igen som patient. Situationen giver anledning til at gennemtænke, hvad der er private anliggender, som Marie ikke skal drøfte med sine patienter.
Desuden kan vi drøfte i sundhedsvæsenet, om nogle patienter efterhånden mener, at de skal afbetale eller bestikke sundhedspersonalet for at få en personlig omsorg.
Edith Mark, formand for Sygeplejeetisk Råd.
Selvforskyldt
Nu har Marie jo taget gaven med hjem i privaten og pakket den ud. Så er hun vel nødt til at beholde den mod at sende et takkekort til Ernst og hans hustru. Hvis Marie aldrig havde fortalt patienterne om sit privatliv, så havde hun ikke været i den knibe.
"I min tid" talte man aldrig om det, der foregik i ens privatliv. Man måtte ikke være gift, man måtte ikke modtage gaver.
Lith Stenderup, pensioneret sygeplejerske.
Lær af situationen
Dilemmaet er opstået allerede på det tidspunkt, hvor Marie fortæller patienten, at hun skal giftes. Selvfølgelig må man gerne løfte en flig af sin private side for patienterne, men man bør hele tiden holde en vis faglig distance. Grænsen er dog svær at definere. Rent juridisk tror jeg ikke, at hun må tage imod gaven, men den vil være svær at returnere. Hun vil jo møde patienten igen flere gange. Jeg synes, at hun skal beholde gaven og lære af situationen.
Annette Opstrup, sygeplejerske, Odense Universitetshospital.
Stor betænksomhed
Hvorfor skulle hun da ikke modtage den? Vi sygeplejersker har jo altid "fået tudet ørerne fulde af," at man ikke må modtage noget fra patienter og klienter, at det kan være fyringsgrund. Men nu er der jo ikke tale om tusindvis af kroner eller penge i det hele taget. Det er en gave givet af stor betænksomhed og taknemmelighed over for et dejligt medmenneske.
Birthe Lis Sølvsten Grøn, Psykiatrisk afdeling, Kolding Sygehus.