Homoseksuelle med dobbelt minoritetsstatus

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for homoseksuelle med minoritets-etnisk baggrund. Hovedbudskabet er, at de udgør en gruppe med store vanskeligheder pga. lukketheden om seksualitet i deres egen kultur.

Homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk har ofte særlige behov, og en ekstra indsats for denne minoritetsgruppe er nødvendig. Det er kendetegnende for dette område, at viden om målgruppen stort set ikke eksisterer i Danmark.

På nuværende tidspunkt findes der ingen større danske undersøgelser, som konkret sætter fokus på livssituationen for homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk. Der findes en lille pilotundersøgelse udarbejdet af Caroline Osander, som i samarbejde med Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske har publiceret "Københavnerliv - en interviewundersøgelse med homoseksuelle med minoritetsetnisk baggrund" (1).

I undersøgelsen indgår fire kvinder og seks mænd i alderen 21-39 år. Det er kendetegnende for informanterne, at de er førstegenerationsindvandrere, der har tilbragt deres barndom/ungdom i deres oprindelsesland, inden de kom til Danmark

Osander konkluderer i rapporten, at der findes en række faktorer, der kan gøre minoritetsetniske homoseksuelles vilkår mere komplicerede end majoritetsetniske homoseksuelle. Det kan f.eks. dreje sig om frygt for at skade enkelte familiemedlemmers chance for indgåelse af ægteskab, familiens ære og omdømme i det minoritetsetniske miljø samt en reel risiko for isolation og udstødelse.

Hun peger på, at flere af de interviewede i hendes undersøgelse i deres erkendelsesproces har manglet viden om sikker sex, hvilket kan have konsekvenser i form af seksuelt overførte sygdomme.

I andre lande, hvor populationen af etniske minoriteter er stor, findes der flere undersøgelser og grupper, der særligt kæmper for homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund. I Sverige er der i Riksförbundet for seksuellt likaberättigande f.eks. en indvandrerpolitisk arbejdsgruppe, der målrettet arbejder for integration og synliggørelse af homoseksuelle indvandrere gennem politisk arbejde (2).

Organisationen "Sabaah" er gået i front for gruppen. Sabaah blev dannet i juni 2006 med det formål at skabe et fællesskab, hvor det er muligt at udveksle oplevelser og erfaringer med andre i samme situation (3). Organisationen har bl.a. en gruppe, der består af unge mellem 15-20 år med minoritetsetnisk baggrund. De unge mødes en gang om måneden til et socialt arrangement, og i den forbindelse er jeg som sygeplejerske blevet tilknyttet gruppen for at komme med faglige input. I anledning af World Aids-dag den 1. december blev der f.eks. undervist i sex og hiv/aids. Selv om emnet var hiv/aids, var det tydeligt, at ensomhed, familiekonflikter, identitet, kærester og det homoseksuelle miljø optager de unge rigtig meget.

At blive tilknyttet denne ungegruppe som sygeplejerske er en unik mulighed for at lære de unge bedre at kende. Det er især vigtigt, at man kan opnå deres tillid, og at de kan forblive anonyme. Nogle af de historier, de fortæller, kan umiddelbart virke skræmmende. Nogle kan slet ikke fortælle deres familie om deres seksualitet, da de frygter at blive udstødt, og andre, der er gået til bekendelse over for et familiemedlem, er blevet tilbudt en billet tilbage til hjemlandet for at blive helbredt. Det er mit ønske, at jeg ved at følge denne gruppe over længere tid kan få en mere specifik og unik viden om minoritetsetniske unges tanker og livssituation.

Foreningen Sabaah ønsker både at arbejde kulturelt, politisk og socialt for at styrke homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk samt at give dem mulighed for at opleve forskellige kulturer i håb om at skabe større forståelse og respekt for hinandens kulturer. Foreningen har ingen interesse i at skabe en revolution eller et oprør mod deres egne kulturer. Det, der kendetegner målgruppen, er netop et ønske om tryghed og sikkerhed.

I fremtiden kan man håbe, at gruppen vil blive accepteret i deres egne miljøer, men udviklingsprocessen er meget lang og hård, og derfor ser jeg det som en fornem opgave at hjælpe de unge minoritetsetniske et skridt på vejen. Ordet Sabaah betyder i øvrigt "ny morgen" eller "ny begyndelse."

Ben Nielsen underviser sygeplejestuderende på CVU Øresund og er ansvarlig underviser og rådgiver for Youthgruppen i organisationen Sabaah.  

Litteratur

  1. Osander C. Københavnerliv - en interviewundersøgelse med homoseksuelle med minoritetsetnisk baggrund. 2004.
  2. www.RFSL.se
  3. sabaah
Emneord: 
Kultur
Seksualitet