Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Grønne, gule og røde zoner for gravide

Sunde maver. Nordsjællands Hospital har indført en graviditetspolitik, der skal gøre det sikkert for gravide at arbejde så længe som muligt.

Sygeplejersken 2008 nr. 12, s. 40-41

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2088-12-40aLine Dalgaard og Astrid Mortensen er sygeplejersker på Hæmatologisk Sengeafdeling 5052 på Rigshospitalet og venter deres børn i sommeren 2008. De har sagt ja til at være fotomodeller med deres gravide maver, men medvirker ikke i artiklen. Foto: Søren Svendsen

Arbejdsgivere har pligt til at sørge for, at gravide medarbejdere ikke bliver udsat for risiko for fare under graviditeten.

På Nordsjællands Hospital gik ledelsen og arbejdsmiljøteamet for halvandet år siden i gang med at risikovurdere alle arbejdspladser og funktioner med henblik på at gøre arbejdet sikkert for gravide medarbejdere.

Alle arbejdspladser og funktioner får hhv. farven grøn, gul eller rød alt efter, hvor sikre de er. Grøn betyder, at den gravide kan arbejde uden risiko. Gul er de steder, hvor den gravide kan arbejde med forbehold, mens rød er der, hvor den gravide slet ikke må arbejde.

Når en medarbejder fortæller sin leder, at hun er gravid, får hun udleveret folderen "Tillykke med din graviditet", hvor hun kan læse om formålet med graviditetspolitikken. Leder og medarbejder aftaler dernæst tid til en samtale, hvor de i fællesskab udfylder en risikovurdering i forhold til den gravides arbejdsopgaver.

Samme hensyn til alle

Gynækologisk afdeling er én af de afdelinger, der har taget den nye graviditetspolitik i brug.

Det er en afdeling, som ifølge afdelingssygeplejerske Birgitte Rasmussen lider under dårlige fysiske rammer i form af små tosengsstuer, som generelt er et problem for arbejdsmiljøet. Der er grønne arbejdsopgaver, som alle kan klare, men der er også røde opgaver som f.eks. tunge løft og pleje til patienter i kemobehandling. Et gult område er f.eks. pleje til patienter, der har haft en sen abort.

"Det kan være en svær situation for både den gravide sygeplejerske og patienten, som har haft en sen abort, og derfor aftaler vi, om den enkelte sygeplejerske fortsat ønsker den opgave," siger Birgitte Rasmussen, som har haft fire graviditetssamtaler, siden den nye politik blev taget i brug på afdelingen.

"Tidligere tog vi også hensyn til de gravide, men graviditetspolitikken er et godt redskab, for den sikrer, at der bliver taget det samme hensyn til alle gravide, at vi kommer rundt om alt, som er relevant, og at alle har ret til at diskutere deres arbejdsmiljø," siger hun.

Fri for ulempevagter

Graviditetspolitikken er også med til at understrege, at den gravide har nogle særlige muligheder. F.eks. for at slippe for nattevagter eller andre ulempevagter.

"I politikken står der, at vi tilstræber, at den gravide kan fritages fra ulempevagter fra graviditetsuge 28 eller efter aftale. Men ønskerne er individuelle, der er f.eks. nogle, der har det bedst med aftenvagter. Vi er heldige, at vi har alle stillinger besat, og at vi har andre medarbejdere, som godt vil dække vagterne. Derfor har vi ikke haft problemer med at tage hensyn til de gravides ønsker," siger Birgitte Rasmussen.

Nordsjællands Hospital har endnu ikke målt, om sygefraværet blandt de gravide medarbejdere er blevet mindre efter indførelsen af graviditetspolitikken.

SYV UD AF 10 GRAVIDE SYGEPLEJERSKER BLIVER SYGEMELDT

Bækkenløsning, plukkeveer, træthed og humør-svingninger er blandt årsagerne til, at 65 pct. af alle gravide i arbejde er sygemeldt i graviditeten og gennemsnitligt har 46 dages fravær.

Sygeplejersker har højere graviditetsfravær end gennemsnittet, syv ud af 10 bliver sygemeldt. Tallene stammer fra en undersøgelse, som FTF, hovedorganisation for 450.000 offentligt og privatansatte, gennemførte i 2005 med tal fra Danmarks Statistik.

DIN KROP FORANDRER SIG

I takt med at maven vokser, sker der forskellige hormonelle forandringer med din krop. Ledbåndene bliver blødgjort, for at bækkenet kan tilpasse sig barnet ved fødslen, og det betyder også, at dine led ikke længere er så godt beskyttet.

Derfor får du brug for at sidde mere ned og holde flere små pauser. I de sidste måneder kan du få led-smerter og dårligere stabilitet særligt i lænderyggen og i bækkenet. Livmoderens tryk på de store blodårer kan medføre hævede ben og tendens til åreknuder.

Motion er vigtigt, fordi det styrker dine knogler, muskler og led, og fordi det er godt for dit humør og velvære.

Kilde:

PAS PÅ MED STRESS

I en stor undersøgelse fra Århus Universitetshospital, Skejby, har forskere fundet en mulig sammenhæng mellem stress under graviditeten og senere dødfødsel.

Knap 20.000 gravide deltog og vurderede på et spørgeskema deres stressniveau på en række punkter i forhold til en måned forinden. Ud fra svarene blev der lavet en samlet stress-score. De kvinder, der scorede højest, var sammenlignet med kvinder med en middel score mere udsat for at få et dødfødt barn.

I undersøgelsen blev der taget højde for en række andre faktorer, herunder rygning under graviditet, men ingen af disse faktorer kunne tilsyneladende forklare resultaterne.

Forskerne kender ikke årsagerne til, at stress påvirker risikoen for dødfødsel. Der er ca. 150-200 dødfødsler årligt, hvor barnet dør fra graviditetsuge 28 eller senere.