Citater fra de interviewede sygeplejersker

Artiklen Når sygeplejersker bliver pårørende bygger på mails fra og interviews med 27 sygeplejersker, der henvendte sig, da Sygeplejersken efterlyste sygeplejerskers erfaringer som pårørende.

Formålet med artiklen har ikke været at rette kritik mod konkrete afdelinger eller institutioner, men generelt at fortælle om sygeplejerskers oplevelser af dobbeltrollen. Derfor er eksemplerne brugt anonymt.

Du kan læse citaterne nedenfor. 

"Min mand boede et par år på et plejehjem, hvor sygeplejerskerne nærmest opfattede mig som en kollega. Og det var jeg jo ikke. Jeg ville gerne være mig selv i min egen familie.

Men samtidig vil jeg gerne tales til som en sygeplejerske. De behøver ikke pakke tingene ind. Jeg ved godt, hvad ordene betyder."

Hjemmesygeplejerske, 56 år, hvis mand blev tidligt dement.

"Da min mor var alvorligt syg og døde, oplevede jeg en berøringsangst fra afdelingen, som gjorde, at jeg kom til at stå med et ansvar, som slet ikke var mit. Og som jeg sagtens kunne tage i situationen, men efterfølgende har følt mig tynget af. Det var mig, der styrede smertebehandlingen, og min mor døde umiddelbart efter den sidste dosis kombineret morfin og Stesolid, som jeg havde slynget ud: Hun skal have så og så meget. Jeg ved godt, der altid er en sidste indsprøjtning, og hun var sikkert død alligevel.

Men bagefter har jeg vendt og drejet det på 1.000 måder: Var den dosis lige i overkanten? Først længe efter er det dukket op: Var det egentlig rimeligt, at det skulle foregå på mit ansvar? Selv om jeg også godt kan forstå, hvordan det gik til. De var meget unge og havde frygtelig travlt og var vel bare lettede over, at vi kunne klare os selv."

Onkologisk sygeplejerske, 51 år, hvis mor døde af kræft. 

"Da min far skulle overflyttes, gik alting galt. Den nye afdeling havde aldrig hørt, at han skulle opereres, og røntgenbillederne havde de smidt væk.

Så da han senere skulle til kontrol i ambulatoriet, ringede jeg på forhånd og snakkede med den sygeplejerske, der skulle tage sig af ham. Det vidste han ikke, at jeg havde gjort, men han fortalte selv, at han havde fået en helt anden behandling dér. Og det er selvfølgelig pinligt, at man skal være nødt til den slags. Men jeg har det sådan, at det er min erhvervsfordel. Jeg kan ikke gå ud og lave sorte penge, men jeg kan tage hånd om mine pårørende."

Radiograf, 43 år, datter til gammel mand med gentagne frakturer og prostatacancer. 

"Jeg har haft lange samtaler med mig selv: Er det her nu værd at gøre opmærksom på? For man ved jo godt, at det måske handler om ressourcer eller måden, en afdeling fungerer på. Hvis jeg havde været bagersvend, ville jeg bare have smidt mine krav og forventninger på bordet. Men her bagefter kan jeg godt sidde med følelsen af, at jeg var for tilbageholdende. At jeg måske skulle have stået lidt mere på min mors ret."

Sygeplejerske, 40 år, hvis mor døde af kræft. 

"Det kan godt være, andre pårørende også ville protestere over de ting, jeg reagerede på. Men jeg bliver mere truende, fordi jeg har argumenter, der rammer sygeplejerskerne midt i deres egen faglighed.

På et tidspunkt var jeg med til en samtale, fordi man ville beskære den hjælp, min mor fik. Man ville fjerne hjælpen midt på dagen, som skulle sikre, at hun fik noget at spise. Så jeg siger til sygeplejersken: Prøv at se på min mors ernæringstilstand! Hvor længe tror du så, det varer, inden hun bliver indlagt, fordi hun er faldet eller dehydreret" Så var hun sur. Man bruger jo de redskaber, man har. Men jeg ville gerne have haft lov til at være en almindelig pårørende. Jeg oplever det også som et kollegialt svigt, at jeg skal være nødt til at kæmpe for min mor."

Sygeplejerske, 54 år, hvis mor var stærkt svækket i sine sidste år. 

"Jeg står stadig med store spørgsmål, som jeg ikke har fået svar på. Enten er holdningen: Det må du da vide, du er sygeplejerske. Eller: Det er lige meget. Når jeg siger, at jeg gerne vil se skopiresultatet, siger de: Det er der ingen grund til. Men det var faktisk først, da jeg læste journalen, at jeg fandt ud af, hvor slemt det stod til."

Sygeplejerske, 55 år, datter til terminal kræftpatient. 

"Jeg ringede en aften, da min mand lige var opereret, og sygeplejersken blev meget spids. Så jeg måtte sige: Jeg ringer, fordi sidste gang, de opererede, var han ved at dø, og da var der ingen, der ringede til mig. Jeg er enormt bange for at miste ham, og jeg kan ikke falde i søvn. Så ændrede hun sig egentlig, for ellers var de meget korte og kontante. Jeg følte tit, jeg hellere måtte bakke to skridt, og nogle gange fik jeg ikke spurgt til det, jeg gerne ville. Jeg vil jo ikke gå ind og tage over, jeg har stor respekt for deres arbejde og ved godt, at de skal have arbejdsro."

Intensivsygeplejerske, 41 år, hvis mand har gennemgået flere store operationer. 

"Man føler sig i klemme, for man vil jo gerne være ordentlig og ikke den der sygeplejerske-pårørende, men samtidig tænker man: Nej, nej, nej. Den hånd, der lige har tømt urinposen, den tager man sin kuglepen med. Man samler puder op fra gulvet hos en multitraumatiseret mand med apparatur alle vegne og alle mulige indgangsporte. Ringe på fingrene og vask af sår med bare hænder og en skumgummi-svamp. Så da hun kom og sagde, at de syntes, såret så rødt ud, var jeg ved at eksplodere i hovedet på den stakkels sygeplejeelev."

Sygeplejerske, 53 år, hvis far kom ud for trafikulykke.

"De undgik os, og de overlod alt for mange plejeopgaver til min svigermor, der også er sygeplejerske. Hun påtog sig det gerne, for i situationen var det lettere for hende at være sygeplejerske end hustru til en meget syg mand. Da han døde, var de meget lidt omkring os. De kom ikke, heller ikke da jeg gik over på kontoret for at fortælle, at nu var han død. Det var mig, der måtte slukke for ilt og dråbetæller. Men vi havde et enormt behov for at blive behandlet som andre pårørende."

Sygeplejerske, 49 år, hvis svigerfar døde efter en behandlingsfejl.

"Jeg syntes, jeg skulle sætte mig ind i alt det faglige, og jeg blev også tit spurgt af min far og søster: Hvad tror du, og er det godt nok. Med mine godt og vel to års erfaring som sygeplejerske!

Det var svært at være sygeplejerske, når jeg var sammen med min mor, og der var episoder, hvor jeg blev mistroisk og kritisk, som jeg selv somme tider oplever pårørende, og hængte mig i ting, som var fuldstændig ligegyldige. Som at der ikke var en mærkat på den i.v.-væske, hun fik. Jeg havde ikke særlig meget kontakt til personalet, og det har undret mig, at jeg ikke fik nogen støtte. Men spørgsmålet er, om de så, hvordan jeg havde det."

Sygeplejerske, 29 år, hvis mor døde tidligt af kræft.

Når sygeplejersken bliver pårørende

Vis både nærvær og faglighed

En hjælp i samarbejdet

Citater fra de interviewede sygeplejersker