En hjælp i samarbejdet

Når koordinerende sygeplejerske Lis Kyhn fra Rødovre Kommune møder en pårørende, der er sygeplejerske, kan hun gribe det an på en af to måder.

"Som udgangspunkt skal de behandles som alle andre pårørende," siger hun. "Men jeg plejer gerne hurtigt at vurdere, om hun er pårørende til en kritisk syg. Så er hun måske ude i en krise, og jeg er nødt til at se bort fra, at hun også er fagperson. For så har hun brug for den samme omsorg som alle andre, der har en kritisk syg slægtning.

Hvis det derimod ikke drejer sig om noget kritisk, er det en hjælp for mig, at det er en kollega, jeg står over for. Hun kan beskrive over for mig, hvordan det går hjemme, med de ord, jeg selv bruger."

Som koordinerende sygeplejerske gennem 13 år har Lis Kyhn truffet mange pårørende, der var sygeplejersker. Hun visiterer hjælp til borgere, der bliver udskrevet fra sygehuset, og derfor får hun også tit henvendelser fra pårørende senere i forløbene, hvis de ikke synes, hjælpen er god nok.

Sygeplejersker stiller ikke større krav end andre pårørende, er hendes oplevelse. "Generelt synes jeg, de viser forståelse over for travlhed, og når de klager, er det over de samme ting, som andre pårørende er opmærksomme på: Hvis deres slægtning ikke er blevet vasket, ikke har fået mad, ikke kan nå klokken, eller man har sagt noget mange gange, uden at der er gjort noget ved det," uddyber hun.

Sygeplejersker kan måske fremsætte deres kritik på en mere faglig måde, hvis der ikke bliver gjort en særlig indsats for ernæringen hos en småtspisende far eller mor.

"Men andre pårørende kan også sagtens se, at det ikke nytter at sætte et halvt stykke mad foran deres mor, hvis hun ikke kan skære maden ud."

Sygeplejersker stiller heller ikke andre eller større krav end pårørende uden en faglig baggrund, oplever Lis Kyhn. Hun oplever f.eks. ofte, at sygeplejersker ser mere realistisk på tingene, når en gammel far eller mor ligger på sygehuset, og behandling og træning er udsigtsløs.

"Så kan der være situationer, hvor folk bliver frygtelig bekymrede, fordi deres gamle mennesker f.eks. går og falder derhjemme. Det er yderst forståeligt, og det må vi forholde os til, samtidig med at vi som kommune ikke kan udrette mirakler."

Men i sådan en situation er sygeplejersker nok bedre til at argumentere for deres ønsker end andre, tilføjer Lis Kyhn. "De kan sætte fingeren på det ømme punkt og være mere præcise."