Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Det kan vi lære af Skotland

I Skotland har de stor fokus på patientsikkerhed. Bl.a. tjekker farmaceuter patienternes medicin.

Sygeplejersken 2008 nr. 21, s. 24

Af:

Christina Sommer, journalist

Y-2008-21-24aFoto: Simon Knudsen

Farmaceuter tjekker medicin

Klinisk oversygeplejerske på Frederiksberg Hospital Tina Lynge er imponeret over, hvor meget patientsikkerheden fylder i de skotske kollegers hverdag.

"Det skinner igennem, at patientsikkerhed er en stor integreret del af deres hverdag. Ikke at det ikke er det i Danmark, men vi tænker måske mere drift end patientsikkerhed. Det kan skyldes flere ting. Jeg ved f.eks. ikke, hvor mange andre projekter skotterne har kørende lige nu. Her på Frederiksberg står vi jo også midt i en hospitalsplansomlægning, akkreditering, den danske kvalitetsmodel, besparelser osv. Der er mange konkurrerende tiltag, samtidig med at Operation Life fungerer mere på frivillighed, og her er det naturligt, at personalet hele tiden må prioritere og satse på nogle ting frem for andre," siger Tina Lynge, der også lagde mærke til skotternes evne til at handle, hvis noget ikke fungerer.

"Hvis noget ikke virkede på fire patienter, ventede de ikke 14 dage med at handle, men undersøgte straks, hvad der så skulle til. De arbejder meget aktivt med "model of improvement" og PDSA-metoden (Plan, Do, Study, Act, red.), som også er værktøjer i Operation Life," siger oversygeplejersken, som også tog en helt konkret idé med hjem til Frederiksberg Hospitals arbejde med medicinafstemning.

I Skotland foregår det nu ved, at der inden for de første 24 timer af en indlæggelse kommer en farmaceut ud på afdelingen og gennemgår patientens medicin, hvilket i Tayside har nedsat antallet af fejlmedicineringer ved indlæggelse med 91 pct.

"Vi har netop modtaget en pulje penge til et projekt om opgaveglidning i forbindelse med medicinafstemning, hvor vi bl.a. har overvejet, om farmakonomer kan aflaste læger og sygeplejersker. Det vil vi nu tilpasse lidt efter at have hørt om de skotske erfaringer," siger Tina Lynge.

Y-2008-21-24bFoto: Hanne Loop

Håndhygiejne og safety briefings for alle

Sygeplejerske og souschef på Intensiv afdeling på Næstved Sygehus, Susanne Christoffersen, kunne ikke undgå at notere sig skotternes massive fokus på håndhygiejne.

"Det er imponerende, hvor meget det fylder over for både patienter og personale, f.eks. måtte man ikke komme ind på den ortopædkirurgiske afdeling uden at have et ærinde. Generelt var der meget rent og pænt, selvom de faktisk er dårligere stillet med f.eks. de fysiske rammer og udstyr, end vi er. Vi vil sætte endnu mere fokus på hygiejnen nu, vi har f.eks. stadig nogle samarbejdspartnere, der kommer på vores afdeling med ringe og ure på, det skal der sættes en stopper for," siger Susanne Christoffersen.

Hun har også bidt mærke i de skotske kollegers evne til at synliggøre deres resultater og ikke mindst bruge dem aktivt.

"I forbindelse med Operation Life indsamler vi også data og laver audit en gang om måneden, men i vores system er det meget svært at gå tilbage og undersøge, hvad der er sket, hvis en patients hovedgærde f.eks. ikke er blevet hævet til en vinkel på mellem 30 og 45 grader, som er et af elementerne i respirator-pakken. Vi kunne godt tænke os at gå ind og kigge på det dagligt nu og løbende følge mere aktivt op efter PDSA-modellen (Plan, Do, Study, Act, red.). I Skotland var de rigtig gode til "act" - virker det ikke det her, så prøver vi noget andet," siger Susanne Christoffersen, som også bemærkede skotternes såkaldte "safety briefings".

Ved hvert vagtskifte, det vil sige tre gange om dagen, tager personalet en hurtig vurdering af, om der er noget, de skal have særligt fokus på i forhold til patienternes sikkerhed.

"Det kan være, der er én, der får blod, mens en anden er i faldrisiko. På den måde bliver alle og ikke kun de patientansvarlige sygeplejersker opmærksomme på, at der er nogle patienter på afdelingen, som har det ekstra dårligt. Det tager kun fem minutter, og det virker," siger Susanne Christoffersen.

Læs mere om den skotske kampagne på patientsafetyalliance.scot.nhs.uk

Læs også Skotter til kamp for patienternes sikkerhed