Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Detaljeret spejlbillede af børnene i Gentofte

Elektronisk registrering. Gentofte og 14 andre kommuner anvender en kvalitetsudviklet sundhedsplejerskejournal, hvis data indlæses i en fælles database. Det tegner et detaljeret billede af børns sundhed, som kan bruges til præcis forebyggelsesindsats, politisk prioritering og forskning.

Sygeplejersken 2008 nr. 25, s. 20-23

Af:

Søren Palsbo, journalist

SY-2008-25-19b
Foto: Søren Svendsen

Sundhedsplejerske Charlotte Nedergaard har sin bærbare computer med, når hun er på besøg hos børnefamilier i Gentofte. De data, hun og hendes kolleger indsamler under besøgene, bliver parkeret i computeren og indgår derefter i en stor klinisk database, som Gentofte og et dusin andre kommuner i det tidligere Københavns Amt alle bidrager til. Senest er to kommuner uden for Region Hovedstaden - Køge og Vejle - kommet til.

Meningen med den meget præcise og detaljerede registrering af børnenes sundhed og udviklingstrin, som er grundlaget for databasen, er at give de sundhedsprofessionelle bedre muligheder for at vejlede og støtte børnene og deres forældre. Men de præcise data kan også danne grundlag for forskning nu eller senere, ligesom politikerne kan få gode råd baseret på solid dokumentation, når der skal prioriteres. I dag er de ældste børn, der indgår i den kliniske database, startet i skole.

"Sundhedsplejerskerne har altid haft en forpligtelse til at føre journaler over deres besøg hos familierne, men de centrale myndigheder har kun meget overordnet beskrevet, hvordan der skal føres journaler. Derfor har der været muligheder for, at de enkelte kommuner har gjort det ret forskelligt, ligesom der har været forskelle fra sundhedsplejerske til sundhedsplejerske," siger Lisbeth Wilms. Hun er ledende sundhedsplejerske i Gentofte og er med i gruppen, der har udarbejdet efterhånden fire årsrapporter baseret på de indsamlede data.

Den kliniske database gør det muligt at følge udviklingen i børns sundhed på udvalgte områder i en enkelt kommune og at sammenligne med udviklingen i andre kommuner.

Alle projekter, der baseres på databasen, skal beskrives i en protokol og godkendes af en række myndigheder, eftersom der er tale om personfølsomme oplysninger.

"Vi deler ikke data ud som bolsjer," siger udviklingskonsulent og sundhedsplejerske Anne Lichtenberg, Enhed for Udvikling og Kvalitet i Region Hovedstaden. Hun er blandt databasens mødre og fædre, som begyndte det forberedende arbejde tilbage i 1997.