Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: De prestigeløse

""Jeg skal ikke visiteres," lyder kommentaren til alle forslag om hjælp eller tilbud om adspredelse."

Sygeplejersken 2008 nr. 7, s. 76-76

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Sygeplejerskers specialevalg afspejler sundhedspolitikken: Kræftplan og hjerteplan. Men ældreplan" Nej tak.

De tre unge mænd bærer sorte sække op ad trappen og ud af huset. De forvandler hurtigt det tynde lag sne til et ælte af jord, visne blade, grønne mejsekuglenet og plastikbakker fra rævefodringen. Efter tre timer er de færdige. Den åbne, blå container kan ikke rumme mere, 1.465 kg affald har de fyldt i den. 40 års utilsigtet arkivering.

"Det er en katastrofe," siger den næsten 90-årige gamle mand, som ejer huset. Nu sidder han i en lille kommunal bolig og insisterer på fortsat at klare sig selv.

"Jeg skal ikke visiteres," lyder kommentaren til alle forslag om hjælp eller tilbud om adspredelse.

Antallet af 65-årige eller derover forventes at stige fra 15,1 pct. i 2005 til 23,9 pct. i 2030, hedder det i Folkesundhedsrapporten Danmark 2007, udgivet af Statens Institut for Folkesundhed. Alle gamle passer bare ikke ind i det offentlige system.

I et hus 12 km fra den blå container ligger en kvinde i sit soveværelse. De brunternede gardiner er trukket for, og ved siden af sengen står en underkop med ananastern og en tandstikker i hver. Ved siden af kvinden hviler en tøjhund på dynen.

"Den er en trøst for mig, for tiden er lang, når man kun kan ligge i sengen," fortæller hun og stryger hunden over pelsen. En plysbetrukket, lyserød stol står parat til eventuelle besøgende for fodenden af sengen. Når man har siddet i den et stykke tid, hører man den svage brummen fra vibrationsmadrassen, der skal forhindre tryksår.

Kvindens hjælpere er nogle, hun selv har valgt og selv betaler, helt uden om det kommunale system. En gang imellem dukker en sygeplejerske op, som hjælper med medicinen. Ellers er den gamle dame alene, kontakten til omverdenen udgøres af telefonen, hjælperne og en medaljon om halsen, der kan aktiveres, hvis hun falder i sit hjem.

Måske er sygeplejersken et af ca. 140 medlemmer af Fagligt Selskab for Gerontologiske og Geriatriske sygeplejersker. Selskabets formål er bl.a. at vise, at det er prestigefyldt at arbejde med gamle mennesker.

I regeringens folkesundhedsprogram er det et mål at skabe længere liv med højere livskvalitet for gamle. Ældre skal sikres tilbud, der sigter mod at opretholde deres sociale, fysiske og psykiske færdigheder længst muligt, hedder det. Antallet af socialt isolerede skal nedbringes, og social isolation er en risikofaktor, man ikke må glemme.

Det giver Vejledning om Hjemmesygepleje heller ikke mulighed for. I vejledningen nævnes, at hjemmesygeplejen yder borger- og patientrettet sundhedsfremme og forebyggelse med henblik på at bevare og styrke den enkelte borgers og grupper af borgeres sundhed.

Den gamle mand, hvis beholdning af plastikposer, aviser og gammelt tøj ligger i den blå container, er bundet til sin nye bolig af alderdom og dårligdom. Han kan bevæge sig ved hjælp af en rollator, men radius indsnævres dag for dag. Han er både ramt af fysisk forfald og en manglende evne til at have tætte relationer.

Et par gange om ugen træder en ung, ufaglært hjemmehjælper ind ad døren fuld af velvilje og friskhed. Hun skal gøre rent og hjælpe med personlig hygiejne.

Den gamle mand er vanskelig at hjælpe. "Det er en katastrofe," siger han og mener huset, hvor endnu et par blå containere kan fyldes, før det er tomt. Ja, det er en katastrofe. For det er fortsat ikke prestigegivende at beskæftige sig med disse sære, gamle mennesker med en stærk personlig integritet. Men det kan det blive. For i sygeplejen til gamle kan viden omsættes til handling, der sætter spor med det samme.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.