Ressourcegruppemøder i distriktspsykiatrien

Artiklen er den første i en serie på to om recovery hos mennesker med en sindslidelse. Denne artikel omhandler, hvordan distriktspsykiatrien i Lyngby-Taarbæk og Søllerød Kommuner arbejder med ressourcegruppemøder ud fra en recoveryorienteret referenceramme. Den efterfølgende artikel præsenterer resultater fra en evaluering af ressourcegruppemøderne blandt brugerne, deres pårørende og distriktspsykiatriens personale og samarbejdspartnere.

Mere end 50 pct. af patienter med sygdommen skizofreni, der tidligere er set som en udsigtsløs og kronisk lidelse, kan komme sig på en eller anden måde (1). Det er udsagn, der giver håb til brugerne, deres pårørende og personalet inden for det psykiatriske felt, og som støtter det arbejde med ressourcegruppemøder, som distriktspsykiatrien i Lyngby-Taarbæk og Søllerød Kommuner påbegyndte i 2001.

Denne artikel fortæller om, hvordan vi i distriktspsykiatrien (DP) arbejder med ressourcegruppemøder ud fra en recoveryorienteret referenceramme. I næste nummer af Sygeplejersken præsenteres metode og udvalgte resultater fra vores evalueringsundersøgelse af møderne.

Distriktspsykiatriens målgrupper

Distriktspsykiatriens kernegruppe er alvorligt sindslidende, som har behov for behandling på andre præmisser og med et andet indhold end ambulant kontakt med sygehus, egen læge eller privatpraktiserende psykiater. Mange brugere har tilbagevendende eller vedvarende psykotiske oplevelser, og de vægrer sig ofte ved at være i psykiatrisk behandling. For hele gruppen gælder, at deres liv er præget af konsekvenserne af deres psykiske lidelse, og de har ofte mange og lange hospitalsindlæggelser bag sig.

Den dominerende diagnosegruppe er paranoid skizofreni, hvoraf en del har en sekundær misbrugsdiagnose. Kønsfordelingen er nogenlunde ligelig, og aldersmæssigt er der en koncentration af brugere i 40'erne og 50'erne.

Sygdomsvarigheden er gennemsnitligt 15 år. Det store flertal bor alene i egen bolig. Ganske få har børn under 18 år. De allerfleste har kontakt med deres private netværk, men for en meget stor del er kontakten sporadisk. Brugerne besøges typisk i eget hjem af såvel distriktspsykiatri som socialpsykiatri. De modtager næsten alle førtidspension (2). Ikke alle brugere har ressourcer til at deltage i tilbuddet om ressourcegruppemøder.

Recovery i distriktspsykiatrien

Den fælles tilgang til behandlingen i distriktspsykiatrien er de kognitive behandlingsformer, som omfatter kognitiv terapi, social færdighedstræning, psykoedukation (undervisning om psyken og sindet, hvor man lærer at skelne mellem almindelige psykologiske problemer og problemer, der opstår på grund af psykisk lidelse) og kognitiv optræning.

Én af grundantagelserne er, at tænkningen har afgørende betydning for såvel følelsesliv som handlinger. Dette indebærer, at fokus lægges på den individuelle fortolkning af indre og ydre oplevelser, dvs. hvordan vi hver især giver begivenheder mening.

Symptomer anses for at være et resultat af brugerens måde at håndtere oplevelser og erfaringer på, og i samarbejde med brugeren arbejdes der på at udvide brugerens mestringsstrategier for at fremme oplevelsen af kontrol og medgive håb. Når det er muligt, arbejdes der også med at realitetsteste og omstrukturere de antagelser, der ligger til grund for en negativ tænkning (sløvhed, underaktivitet, forringet kommunikation, mangelfuld pleje af egen person, defekt social adfærd).

I mange tilfælde vil sygdommens sværhedsgrad indebære, at vi arbejder på at modificere den nuværende tilstand og fokuserer på en aktuel problemløsning (2).

Definitioner af håb og mestring

Fra diverse sygeplejeteorier kender vi til at bibringe håb, og den nye viden om at komme sig (recovery) forstærker betydningen af at bibeholde håbet.

Håb genererer vilje til motivation og forandring, og det er ændringer, der ofte sker over lang tid. Sygeplejerskens rolle er at holde håbet i live og styrke den del af brugerens personlighed, som kæmper for at skabe et fungerende hverdagsliv. Man kan kalde det fra patient til person.

Sygeplejerske Jan Kåre Hummelvoll definerer håbet som "håbet er af væsentlig betydning, når man skal kunne udholde og gennemleve lidelser og problemer," og han citerer Gabriel Marcel, som siger "håbet er det stof, vores liv er gjort af. Det kan være ilde tilredt og medtaget, men ligger alligevel i sjælens kerne og kan kun udryddes sammen med selve livet." Det er derfor vigtigt at få en idé om brugerens håb og ønsker. Det kan være en nødvendig forudsætning for, at man i fællesskab kan blive enige om behandlingens mål og retning (3).

Benner og Wrubel har deres bud på mestring ud fra et fænomenologisk syn, der opfatter personen som den, der både former og formes af meninger/betydninger. Det er personens bekymringer, anliggender, baggrundsbetydninger, færdigheder og vaner, der definerer, hvad den enkelte regner for stressende, og hvilke muligheder for mestring der er til stede. Mestring er således, hvad man gør, når de personlige meninger og betydninger forstyrres, og den ubesværede funktion bryder sammen.

Eftersom målet med mestring er genoprettelse af meninger og betydninger, er mestring ikke en serie strategier, man vælger ud fra en liste af ubegrænsede muligheder. Mestring er altid underlagt grænser i form af de meninger og anliggender, der iboende ligger i det, der anses for stressende (4).

Teorierne bekræfter, at evner til at håbe, at være motiveret og at kunne mestre er iboende det enkelte individ. Flere teoretikere er inde på, at en væsentlig betydning for at komme sig er, at brugeren har en eller anden form for indsigt og viden om sig selv, og dermed et grundlæggende ønske om autonomi og kontrol over eget liv.

Begrebet Recovery

Der findes forskellige definitioner af recovery, der supplerer hinanden, idet de tydeliggør, hvor kompleks en proces det er at arbejde med at komme sig. Richard Warner (1985) skelner mellem det at komme sig socialt, (social recovery) og det at komme sig helt (total recovery). At komme sig socialt indebærer, at brugeren har et socialt liv i ét eller andet omfang, hvor kliniske tegn som det at høre stemmer eller at have visse paranoide vrangforestillinger stadigvæk kan forekomme. Endvidere udelukker definitionen ikke, at personen har ambulant psykiatrisk kontakt med henblik på medicinering og/eller samtale. At komme sig helt indebærer et fuldstændigt klinisk fravær af symptomer samt forskellige former for et socialt liv. Det afhænger af lokale kulturelle forhold, hvordan man vurderer et socialt liv, og hvor længe bedringen skal have varet for at anses som nogenlunde sikker (5).

Dette suppleres af William Anthony, som fremhæver, at individet ikke blot skal komme sig af en psykisk sygdom, men også af alt det, sygdommen medfører af stigmatisering, diskriminering og udelukkelse af tilhørsgrupper (6).

Målgruppen for ressourcegruppemøder

Vi er opmærksomme på, at det generelt vil være vanskeligt at vurdere (måle), om ressourcegruppemøder medvirker til at styrke patienternes recovery. Set med objektivitetens glasøjne kan betingelserne for brugerens recoveryprocesser foregå alle vegne, hvorfor vi betragter ressourcegruppemøder som én ud af flere mulige måder at styrke livskvaliteten på for brugerne og de pårørende.

Når vi overvejer at tilbyde ressourcegruppemøder, sker der en vurdering af personens symptomer og funktionsnedsættelser. Ressourcegruppemøder indgår typisk som behandlingstilbud til brugere, hvor der er væsentlige problemer internt i familien, problemer i relation til distriktspsykiatrien eller andre i det professionelle netværk eller brugere med behov for psykoedukation og/eller problemløsning af en eller anden art. I boks 1 er beskrevet et ressourcegruppemødeforløb for Sofie på 30 år, som er diagnosticeret i det skizofrene spektrum.   

BOKS 1. CASE: SOFIE HANSEN, 30 ÅR

Sofie er diagnosticeret i det skizofrene spektrum. Hun har arbejdet som sygehjælper i en årrække. Hun er for nylig blevet skilt og har to ikke skolesøgende børn. Hendes forældre bor i nærheden af hende.

Sofie har anfald af panikangst og periodevis svimmelhed. Hun har behov for at lære, hvordan hun skal mestre disse vanskelige situationer. Der er problemer med sygedagpengene, og hun er usikker på, om hun kan klare et arbejde. Desuden har hun et anstrengt forhold til eksmanden og er uenig med ham om, hvor deres børn skal bo.

I distriktspsykiatrien planlægges et forløb med en psykolog og en socialrådgiver som de primære kontakter. En del af behandlingsplanen omfatter ressourcegruppemøder, der afholdes hver tredje måned. De gennemgående deltagere på disse møder, foruden Sofie, er hendes forældre, en sagsbehandler og to ansatte fra Distriktspsykiatrien (DP). I den sidste del af forløbet deltager en jobkonsulent og Sofies nye kæreste. Der afholdes i alt seks møder i hele behandlingsforløbet, som strækker sig over to et halvt år.

Forløbet er som oftest præget af fremskridt vekslende med tilbageskridt i symptomer og funktioner. F.eks. er Sofie inden for det første halve år indlagt i én måned på psykiatrisk afdeling på grund af tiltagende angst og psykotiske symptomer i form af påvirkningsfornemmelser. Senere i forløbet er der vanskeligheder og udfordringer forbundet med et praktikforløb, relationen til eksmand og hans nye kone, dødsfald i familien og andre problemområder, der påvirker Sofies liv.

På ressourcegruppemøderne behandles bl.a. følgende problemer/udfordringer:

  • Boligforhold, økonomi og samvær med børnene med henblik på at skabe klarhed og stabilitet. Sofie ønsker blandt andet i en periode et begrænset samvær med børnene.
  • Støtte af netværk (forældre) i weekender sammen med børnene. Hun har kortvarigt medicinsvigt og er i gang med en ny arbejdsprøvning.
  • Fremtidsplaner, herunder en kommende arbejdsprøvning.
  • Angstanfald på arbejdspladsen udløst af uoverensstemmelser blandt personalet.

Efter ca. trekvart år ophører Sofies angstsymptomer. Der er mere styr på økonomien; hun trives i et arbejde (12 timer/uge) og etablerer et fast forhold til en kæreste. Desuden øver Sofie sig i at kunne være alene med børnene i weekender, uden at hendes forældre er til stede. Hun får hjælp til strategier til, hvordan hun kan magte dage med børn, job og kæreste. Hun øver sig i at håndtere sin angst i sammenhæng med andre mennesker, f.eks. til koncerter, i bussen etc.

I løbet af det næste halve år bliver parret forlovet og flytter til en større lejlighed. De udvikler i fællesskab strategier til at tackle den omskiftelige relation til Sofies eksmand og dennes nye kone. Hun finder selv en ny arbejdsprøvning på et plejehjem, hvilket hun beholder, til fleksjobbet er på plads. Hun trives i sit parforhold og har et godt forhold til sine svigerforældre. På Sofies foranledning planlægges udskrivning, når jobsituationen er på plads.

Efter endnu tre måneder tilbydes Sofie et fleksjob. Hun planlægger giftermål og udskrives til privatpraktiserende psykiater.

Ressourcegruppemøders struktur og indhold
Møderne afholdes i DP eller i brugerens hjem med 2-3 måneders interval i begyndelsen af et forløb, senere nedsættes mødehyppigheden. Enkelte brugere deltager i ressourcegruppemøder 1-2 gange om året. Møderne varer ca. en time.

Mødedeltagere er brugeren, pårørende, samarbejdspartnere fra socialpsykiatrien, kriminalforsorgen, sagsbehandler, jobkonsulent og personale fra distriktspsykiatrien. Fra DP deltager mindst to personer (en ordstyrer og en referent).

Den aktuelle problematik er afgørende for, hvilke samarbejdspartnere der deltager. Brugeren er altid orienteret om og involveret i planlægning af møderne.

Ved mødets start udarbejdes en dagsorden. Ordstyreren tager altid udgangspunkt i brugeren, dvs. han/hun spørges først om punkter til denne, derefter de pårørende, gæsterne (andre professionelle), og sidst nævner DP deres punkter.

Uløste punkter fra sidst sættes på dagsordenen, og hermed sikres den nødvendige opfølgning og en videre handling i behandlingsforløbet.

Af hensyn til brugernes kognitive forstyrrelser (opmærksomhed/hukommelse) er rammerne vigtige med henblik på at skabe overskuelighed, forudsigelighed og tryghed, og under mødet foregår der løbende en opsummering af beslutninger til støtte for brugeren og for at sikre konsensus omkring beslutninger.

Der sendes referat til alle deltagerne. Dette fastholder retningen og fungerer i et længere behandlingsforløb som en evaluering af processen mod at komme sig.

Indholdsmæssigt spænder ressourcegruppemøder bredt; fra rene planlægningsmøder til familieterapeutiske og problemløsende interventioner. Der indgår ofte psykoedukative elementer, og hyppigt afspejles væsentlige familiedynamiske sammenhænge, som kan afdække problemstillinger, der er nødvendige at arbejde videre med i den individuelle kontakt.

På ressourcegruppemøderne er det af betydning, at de professionelle skaber et åbent og et tydeligt rum, hvor de samarbejdende processer kan foregå. Det er personalets rolle at opnå en forståelse for, hvordan problemerne opstår for patienten, og i dialogen på mødet fremlægges der forskellige meninger, holdninger og mulige løsninger, og der sigtes mod en fremlæggelse af mangfoldige forklaringer i terapien (7).

Evaluering af indsatsen

Med henblik på at udvikle arbejdet med ressourcegruppemøder har vi ønsket at undersøge de specifikke betydninger af at inddrage ressourcegruppemøder i den distriktspsykiatriske behandling i forhold til recovery. Resultaterne fra evalueringsundersøgelsen, der omfatter 62 personers vurdering af ressourcegruppemøderne (11 brugere, 14 pårørende, 12 samarbejdspartnere, 25 personer fra distriktspsykiatrien) præsenteres i næste artikel, som bringes i Sygeplejersken nr. 10/2008.

Læs også artiklen "Recovery hos sindslidende - evaluering af en metode" 

Birthe Kryger er tidligere leder af undersøgelsen "Ressourcegruppemøder i et recoveryperspektiv - brugere, pårørende og professionelles evaluering af en behandlingsmetode" og er nu ansat som afdelingsleder i Distriktspsykiatrien i Gentofte Kommune. Lone Grann arbejder som psykolog i Distriktspsykiatrien i Virum (den tidligere distriktspsykiatri i Lyngby-Taarbæk og Søllerød er fysisk flyttet til Virum, deraf navnet).

Litteratur

  1. Harrison G, Hopper K et al. Recovery from psychotic illness: a 15- and 25-year international follow-up study. Coordinated by The World Health Organization (WHO). British Journal of Psychiatry 2001; 178: 506-517.
  2. Distriktspsykiatriens Årsrapport 2003. Virum Distriktspsykiatri, Geels Plads 20, 2830 Virum.
  3. Hummelvoll JK. Helt - ikke stykkevis og delt. København; Hans Reitzels Forlag; 1997. p.40, 59, 455.
  4. Benner P, Wrubel J. Omsorgens betydning i sygepleje - stress og mestring ved sundhed og sygdom. Munksgaard 2001;p.86-87,215-217,442.
  5. Topor A. Vendepunkter. Videnscenter for socialpsykiatri; 2002. p.11.
  6. Anthony William 1993.
  7. Anderson H, Goolishian H. The Client is the Expert: a Not-knowing Approach to Therapy, i McNamee S & Gergen KJ. Therapy as Social Construction, edi. SAGE Publications, 1992; p. 25-38.
  8. NIP: Det Nationale Indikatorprojekt - skizofreni, 2001, 2003.
ENGLISH ABSTRACT

Kryger B, Grann L. District Psychiatry services resource group meetings. Sygeplejersken 2008;(9):74-7.

Both experience-based knowledge and the results of studies have given us a more optimistic perception of the illness schizophrenia. The studies show that half of those who suffer from the disease can recover to some extent.

Since 2001, Lyngby-Taarbæk and Søllerød District Psychiatry has been using resource group meetings as part of its treatment of mentally disordered users. We have chosen a recovery-oriented approach because at District Psychiatry we strive to expand users' mastering strategies as part of a gradually process of recovery.

The meetings invite the users and their close-knit networks to co-operate. A typical meeting will be attended by the user, his/her family, a contact person from municipal psychiatry, a caseworker, the prison service and two staff from District Psychiatry. Resource group meetings are wide-ranging; from pure planning meetings to family therapy and problem-solving intervention. Psychoeducative sessions are often involved and important family-dynamic contexts are frequently reflected.

Key words: District psychiatry, resource group meetings, co-determination, recovery. 

Emneord: 
Psykiatri