5 faglige minutter: Indpakningen er ikke ligegyldig

Efter lange overvejelser er kagen nu valgt, og jeg peger forventningsfuldt på de to flødekager, som jeg vil have med hjem til eftermiddagskaffen ... Min forventningsfulde trang til søde sager afløses dog hurtigt af skuffelsen over at se, hvorledes min bestilling bliver modtaget og ikke mindst udført. Slukøret følger jeg bagerpigens dovne bevægelser, da hun uden større indlevelse eskorterer de to kager fra glasmontren over i den foldede papæske.

Med et træt blik og afskallede røde negle formår pigen bag disken at gøre mit kageindkøb til en sand skuffelse. Herregud, tænker den ikke så sarte læser måske: Kagen smager da godt alligevel. Men gør den nu også det" Jeg vil mene, at den samlede "jeg-køber-en-kage-med-hjem-til-kaffen-oplevelse" ville have været betydelig bedre, hvis den havde været båret frem af en lille smule venlighed og en stor portion sanselighed. Sådan er det også med sygeplejen til patienter, som ikke bare kan vælge en anden bager eller suse hjem og mikse pladekagen selv.

I en artikel om assisteret spisning i Sygeplejersken nr. 24/2008 beskrives det, hvordan æstetikken og det sanselige spiller en afgørende rolle for deltagerne i Bente Martinsens fænomenologiske undersøgelse af rygmarvsskadedes oplevelser med at få hjælp til at spise. Et måltid er ikke bare et spørgsmål om at blive mæt, men lige så meget et spørgsmål om sanselighed og oplevelsen af at blive mødt som menneske. Patienterne ønsker at opleve, at de skal spise og ikke spises af.

Æstetikken har det med at træde tydeligst frem, når den ikke er til stede, og B.T.s fotos fra møgbeskidte patientstuer med blod og afføring på væggene giver os alle kvalme og minder os om, at hygiejne er mere end mikrobiologi. Mangel på æstetik sender nemlig signaler - signaler om mangel på engagement, ansvarlighed og indlevelse - og efterlader patienten med en oplevelse af at være ligegyldig. Rigtig mange situationer i sygeplejen er tabubelagte, ydmygende og grænseoverskridende for patienten, men med en sanselig og æstetisk tilgang til den pleje, som vi tilbyder, kan vi som sygeplejersker være med til at bløde op og tage brodden af bare nogle af patientens sorger og lidelser.

Fra min tid på en parenkymkirurgisk afdeling med speciale i oplæring af patienter med nyanlagte stomier, husker jeg Birgit, som med sin helt unikke sans for det æstetiske i plejen kunne "sælge en stomipose" til patienten, som var det den mest vidunderlige silkechemise fra lingeriafdelingen i Magasin. Måden, hun kunne røre ved stomiposen, ordene, hun kunne bruge, og hendes egen fremtoning kunne få selv den mest afvisende og frustrerede patient til at åbne op for dette nye og ikke særlig flatterende livsvilkår. Om det var måden, Birgits fingernegle var filede på, hendes blide stemme, rolige bevægelser, eller om det var farven på hendes læbestift, ved jeg ikke, men et eller andet særligt var der.

Således inspireret af både Birgits særlige salgstalent og Guldbagerens trætte bagerjomfru vil jeg næste gang, jeg serverer information eller aspargessuppe, give lavement eller smertestillende, sørge for at rette lidt på smilet, rense neglene og skrue lidt op for lyset i øjnene.

redaktionen@dsr.dk

​​Eva Hoffmann er 36 år og har været ansat på UC Syd, Sygeplejerskeuddannelsen, siden 2001. Hun blev lektor i 2008. Eva Hoffmann er uddannet sygeplejerske fra den Sønderjyske Sygeplejeskole i 1996. Herefter arbejdede hun i fem år på parenkymkirurgisk afdeling på Sønderborg Sygehus.

Eva Hoffmann har en diplomuddannelse i sygepleje fra 2001, hun blev master i klinisk sygepleje i 2006 og certificeret coach i 2008.