5 faglige minutter: Narcissister overtræder tavshedspligten

Overtræder du nogensinde tavshedspligten" Og hvis du gør, er det så sladder blandt professionelle, eller er det et forsøg på at sætte dig selv i centrum som betydningsfuld fagperson"

Det er ubetænksomt, men absolut ikke kedeligt, når en medpassager i DSB sidder og gennemlæser ansøgninger til en stilling som afdelingssygeplejerske. Selv gennem halvfedtede briller har mine langsynede øjne svært ved at undgå navne, CPR-numre og andre detaljer.

"Nå, er hun nu på vej væk fra det job," tænker jeg om en ansøger, jeg kender lidt til. Ligeledes er ørerne åbne, da jeg uger senere spiser frokost på en offentlig restaurant og tilfældigvis overværer, hvordan en kommunal chef ved nabobordet omtaler en underordnet, min tidligere chef, i mindre flatterende vendinger.

"Det er da for galt," tænker jeg i begge tilfælde, men foretager mig ikke yderligere, mens episoderne foregår. Måske fordi det er så overrumplende, og jeg ikke helt ved, hvordan jeg konkret skal gøre opmærksom på, hvad jeg er vidne til. Skal jeg kopiere sætningen fra retsmediciner Preben Gertingers erindringsbog "En retsmediciners bekendelser" og sige "tak for underholdningen", eller skal jeg gribe det mere sagligt an og sige noget i retning af "tavshedspligten bliver vist overskredet nu". Endelig er der jo den mulighed at sende en venlig e-mail til chefen, som jeg kender navnet på. Jeg får mig dog aldrig taget sammen til at gøre nogen af delene.

Med eller uden navneforbud blegner ugebladssladderen, når jeg ved en hyggelig sammenkomst blandt fagfæller skal lægge øre til de seneste oplevelser. Det gælder først oplysninger om min genbos psykiske tilstand. Derefter gælder det detaljerne om en kendt journalist, der blev hysterisk over at have ammeproblemer. Det overgås lidt senere, da en anden ønsker at være i centrum og uden blusel beretter om, hvordan skuespilleren P netop har fået sin tredje abort. Jeg siger ikke noget ... de andre tilstedeværende gør heller ikke. Men hvorfor denne fejhed i nuet" Hvorfor siger vi ikke fra"

Det gør en sygeplejestuderende til gengæld. Ved en forelæsning må hun lægge øre til oplægsholderens forsøg på at sætte sig selv i centrum. Her omtales egen rolle i forbindelse med tv-helten Y's indlæggelse og ikke mindst lidelser. Ingen er længere i tvivl om, hvilken dygtig sygeplejerske oplægsholderen er. Ingen er i tvivl om, hvilke problemer Y havde eller "helt sikkert vil få i fremtiden". Den studerendes argumentation for, at tavshedspligten er overskredet, mødes med den opfattelse, at alle tilstedeværende i auditoriet er underlagt tavshedspligt, så derfor må der gerne nævnes navne. Det er da interessant. Hvorfor dette fejlagtige forsvar for den kollektive tavshedspligt, når det handler om oplægsholderens åbenlyse tilsidesættelse af en tavshedspligt, hun er underlagt som patientens fortrolige. Er det et nyt fænomen" Den narcissistiske overtrædelse af tavshedspligten!

Nu som før er tavshedspligten svær at håndtere. Det bliver ikke mindre svært på grund af manglende italesættelse af overskridelsen.

Siger du fra, når du er vidne til, at tavshedspligten overskrides, eller gør du som jeg, tager hændelsesforløbet med hjem og tænker på, hvordan du burde have reageret" Nej, du er naturligvis det gode forbillede for de studerende og alle os andre. Du siger prompte fra, når historier om P, Y og alle de andre krydrer fredagsmiddagen.

Læs mere om tavshedspligt i bogen "Sundhedsret - for sygeplejersker". Lærebog for sygeplejestuderende. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck København 2006.

5 faglige minutter skrives på skift af Jette Bagh, Evy Ravn og en gæsteklummist.

Susanne Meldgaard er 51 år, uddannet sygeplejerske på Århus Kommunehospital i 1981 og videreuddannet til undervisende sygeplejerske på Danmarks Sygeplejerskehøjskole i København i 1986. I 1999 blev hun MPH ved Københavns Universitet. Hun arbejder i forskelligt regi som sygeplejerske og projektleder.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.