Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Jeg ville hjælpe fattige sygeplejersker med at realisere en drøm

Barriere. Indehaveren af bureauet Scandinavian Nursing Bureau, Lampa Holm, afviser, at hun har fået tre filippinske sygeplejersker til Danmark på falske præmisser.

Sygeplejersken 2009 nr. 17, s. 22

Af:

Britta Søndergaard, journalist

Kan du forstå, at tre filippinske sygeplejersker føler sig meget skuffede over, at det efter fem måneders ophold endnu ikke er lykkedes dem at få praktik og arbejde i Danmark?
"Jeg har virkelig knoklet for at få de filippinske sygeplejersker i gang i Danmark. De har fået to måneders intensiv undervisning i dansk, kultur og sygeplejerskepraksis, og vi har gjort alt, hvad vi kunne for at skaffe dem praktikophold. De tre filippinske sygeplejersker fik faktisk et praktikophold. En fik praktik en måned i hjemmeplejen, og de to andre fik tilbudt praktik på et sygehus, men afviste, fordi de selv skulle betale deres bolig. Jeg forstår godt de filippinske sygeplejerskers skuffelse, men samtidig må jeg sige, at jeg aldrig har lovet dem et arbejde her. Tværtimod ved jeg som herboende thailandsk sygeplejerske, hvor høje krav der stilles til sygeplejersker i Danmark. Opholdet var netop tænkt som et studieophold, hvor sygeplejerskerne skulle lære dansk, komme i praktik og forberede sig på livet her og så eventuelt senere finde et arbejde."

Men i en mail skriver du bl.a., at sygeplejerskerne "selvfølgelig kommer for at arbejde"?

"Jeg har hele tiden gjort det klart, at vejen til at komme i arbejde i Danmark først og fremmest er at lære dansk, og at jeg ikke kunne love de filippinske sygeplejersker job. Men jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at skaffe en praktikplads. Og det lykkedes, men to af filippinerne sagde nej, fordi de ikke ville arbejde i hjemmeplejen. Og de afviste også et praktikophold på et sygehus, fordi de selv skulle betale for bolig."

Sygeplejerskerne skal betale 40.000 kr. for opholdet. Er det ikke mange penge for en filippinsk sygeplejerske?

"Jeg har virkelig gjort det her for at hjælpe filippinske og thailandske sygeplejersker til en fremtid i Danmark. Det er korrekt, at de skulle betale 40.000 kr., som skulle dække deres leveomkostninger.

Det er ikke penge, som jeg har modtaget. De er blevet administreret i gruppen, men efter fem måneder er de ved at løbe tør for penge. Jeg er selv enlig mor til tre børn og har måttet bruge af mine egne penge for at sørge for undervisning, kost og logi til seks thailandske og tre filippinske sygeplejersker."

Men vil det sige, at det her arrangement er kommet i stand, uden at Scandinavian Nursing Bureau har fået penge?

"Ja, de ni sygeplejersker, der har boet hos mig, ville gerne arbejde i Danmark, men det var svært at blive rekrutteret af et sygehus. De besluttede derfor at tage til Danmark for egen regning for at prøve lykken med min hjælp. Jeg tilbød dem et gratis undervisningsforløb og fri bolig, fordi jeg ville hjælpe dem med at realisere deres drøm, også selvom nogle af dem ikke havde de 40.000 kr."

Men er der ikke noget, som tyder på, at forberedelsen ikke har været professionel nok, når der ikke fra starten er fundet praktikpladser til sygeplejerskerne?

"Vi havde oprindelig en aftale med et sygehus, men den gik i vasken. Sygehuset ville have sygeplejerskerne i ulønnet praktik, og de skulle selv betale for en bolig. Vi holdt et fællesmøde, og de udenlandske sygeplejersker besluttede at sige nej, fordi de mente, det var udnyttelse. Generelt synes jeg, vi er stødt panden mod en mur, fordi det har været svært at få asiatiske sygeplejersker ind på sygehusene."

Vil du fortsætte med at forsøge at rekruttere sygeplejersker fra Filippinerne?

"Nej, ikke hvis rekrutteringen skal foregå for sygeplejerskernes egen regning. Kun hvis regionerne fremover vil have dem gennem mit firma. Det er frustrerende, at det er så svært at skaffe praktik og job til en gruppe asiatiske sygeplejersker, når der mangler masser af sygeplejersker i Danmark. Jeg har knoklet for, at det skulle lykkes, og jeg har bestemt ikke haft til hensigt at tage penge fra de filippinske sygeplejersker."

Dansk Sygeplejeråd: Ikke i orden

Det er helt nødvendigt med klare aftaler, når danske firmaer skal skaffe udenlandske sygeplejersker til Danmark. Det mener formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

"Vi mangler sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen, og jeg tager afstand fra, at der er private firmaer, som slår plat på manglen på sygeplejersker. Jeg har set forholdene i Filippinerne og ved, hvad det er, sygeplejerskerne kommer fra. De er blevet stillet i udsigt, at de kunne fremme deres families økonomi ved at rejse hertil og få et job. At firmaet ikke inden afrejsen har sørget for, at de har fået en autorisation og forhåndsgaranti for et job - det er simpelthen ikke i orden," siger Grete Christensen. Grete Christensen fortæller, at Dansk Sygeplejeråd nu vil forsøge at hjælpe de tre filippinske sygeplejersker med råd og vejledning, så det kan afklares, om det er muligt at få job og autorisation i Danmark.