Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Red patienten fra at drukne i information

Skrap sortering. Lad være med at oversvømme patienterne med skriftlig information. Fortæl kun det nødvendige, og gør det kort.

Sygeplejersken 2009 nr. 17, s. 33

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

Mange patienter går død i den skriftlige information, de får udleveret. Det viser f.eks. en aktuel undersøgelse fra Gentofte Hospital. Patienterne føler sig faktisk godt informeret af sygehusets personale, men det kniber med at komme igennem det skriftlige materiale, ikke mindst de lange forklaringer om frit sygehusvalg.

"Patienterne synes, de får utrolig meget skriftlig information udleveret, og at det er svært at vide, hvad der er vigtigst. Hvis der så oven i købet er oplysninger, f.eks. om besøgstider, der optræder flere steder, står de af, og man risikerer, at de aldrig når frem til den væsentlige information," siger kommunikationsmedarbejder Astrid Dalum.

Skriv kun det, der er nødvendigt for patienterne at vide, og gør det kort og klart. Det er Astrid Dalums anbefaling.

"Selv om det f.eks. er lovbefalet at oplyse om frit sygehusvalg, kan man godt gøre det klart og kortfattet. Så kan man samtidig have noget særskilt materiale, man kan henvise de interesserede til," siger Astrid Dalum.

Og selv om man forkorter og forenkler, behøver man ikke at være bange for at tabe den lille gruppe patienter, der gerne vil læse alt, uanset hvor meget og hvor langt. "Det er aktive patienter, der i forvejen er gode til at spørge, gå på nettet og på biblioteket, hvis de vil vide mere," siger Astrid Dalum.

Faldgruberne Det kan du gøre

For meget

  • skriv kort og klart
  • tænk over, hvad patienten skal bruge oplysningen til
  • fortæl kun det, som er nødvendigt for patienten at vide
  • sørg for, at der ikke er overlap, hvor den samme oplysning f.eks. både optræder i det personlige indkaldelsesbrev og det generelle velkomstmateriale.

Uvedkommende oplysninger

  • ​del materialet op og målret de enkelte dele
  • brug kun det materiale, alle får, til oplysninger, der er nødvendige for alle
  • læg oplysninger, som er relevante for mindre grupper af patienter, som tillægsinformation i særskilte informationsskrivelser eller pjecer
  • overvej, hvornår det er relevant at dele materialet ud. Er der f.eks. grund til at uddele materiale om specifikke behandlingsformer til en patient, før det er afgjort, hvilken behandling patienten skal have?
​Fremmedord og fagudtryk
  • ​skriv i et sprog, som man kan forstå uden en sundhedsfaglig uddannelse.
  • få hjælp udefra til at vurdere, om sproget er tilstrækkelig klart og letforståeligt. Hvis arbejdspladsen ikke har en kommunikationsenhed, man kan trække på, kan man f.eks. bede nogle mennesker uden sundhedsfaglige forudsætninger om at læse materialet.

Kilde: Kommunikationskonsulent Astrid Dalum, Gentofte Hospital. ​